INTERVIEW. Jahfar Muataz har lige vist sin film ’Hele vejen’ for sit skuespilhold, da jeg fanger ham på en telefon. Det var første gang, skuespillerne så den færdige film, og instruktøren er tydeligt lettet.
»De var helt oppe at køre. Det var vigtigt for mig. Det værste ville være, hvis de var dykket helt ned i helvede karaktermæssigt og så ikke kunnet lide filmen«, griner han.
»Men jeg glæder mig også til at se den med publikum på tirsdag. Nu har jeg selv set den 200 gange, og så bliver man jo lidt hærdet«.
Tirsdag gælder det nemlig Soundvenues forpremiere på actionthrilleren, hvor man selv kan møde instruktøren sammen med hovedrolleskuespiller Afshin Firouzi og manuskriptforfatter Babak Vakili (køb billet HER).
Her skal de for første gang præsentere Muataz’ første og meget ventede spillefilm for offentligheden. Den 33-årige instruktør er uddannet fra Super16-uddannelsen og har allerede markeret sig med flere roste kortfilm. Nu sætter han altså sit første store aftryk på dansk film med et hæsblæsende ridt ned i den kriminelle underverden omkring det Nørrebro, hvor Muataz selv er vokset op, dog afbrudt af længere ophold i både Syrien og Irak, hvor hans forældre kommer fra.
I centrum for ’Hele vejen’ står den ekskriminelle Cairo (Firouzi), der nu selv hjælper unge ud af bandemiljøet med sit job i et exit-program. Han trækkes dog selv tilbage mod bandernes brutale cirkler, da hans nevø forsvinder sporløst, og pludselig står han ansigt til ansigt med barndomsvennen Saddam (Albert Arthur Amiryan), som nu er en nådesløs bandeboss.
Danske undertekster på
Jahfar, hvorfor var det lige denne historie, du ville fortælle i din første spillefilm?
»Det startede med, at jeg undrede mig over, at når man ser nyhederne fortælle om de socialt belastede områder, så handler det altid om problemer inde i kvarteret, som er grunden til, at politiet er på stedet. Men hvad nu hvis det pludselig er mennesker i det område, som er dem, der har brug for politiets hjælp? Hvad sker der så?«
»Jeg fik tanken, at hvis der sker en kidnapning i et socialt belastet område, vil politiet så reagere på samme måde, som hvis det var en knægt for Nordsjælland? Jeg tror, det ville være to vidt forskellige reaktioner, og det var det, der tændte en gnist«.
»Det er måske et emne, mange ikke interesserer sig for at se på film, og derfor var det samtidig vigtigt for mig at bygge en arena, der var spændende, ved at tilføje nogle stærke menneskelige problematikker. Og hovedplottet handler jo om, hvor langt du vil gå for dit barn. Det har ikke noget med hudfarve at gøre. Det var vigtigt for mig at gøre hovedplottet universelt og så tilføje alle mulige brikker for at gøre det til en suspensefuld, underholdende film, hvor man også er på en rejse undervejs. En fuld oplevelse«.
Du er selv opvokset i Mjølnerparken på Nørrebro. Har du været træt af den måde, et sted som Mjølnerparken er blevet beskrevet i medierne?
»Ja, jeg har haft en fantastisk barndom i Mjølnerparken. Det handler om, hvordan medierne portrætterer det, og man glemmer, at der jo er masser i de områder, der studerer medicin og jura. Men de historier sælger ikke«.
»Jeg er vokset op der, men har aldrig været en del af det kriminelle miljø, så den del er jo i høj grad også fiktiv i filmen. Men det var vigtigt for mig, at autenticiteten er til stede i den måde, de interagerer med hinanden og snakker med hinanden. Det er også derfor, vi har lagt danske undertekster på, for der er mange, der ikke forstår det her sprog – slang blandet med arabisk med dansk«.
»Så man kommer ind i en verden, man måske tror, man kender, men som man måske alligevel ikke kender, når det kommer til stykket«.
Livserfaringer spiller ind
Har du så lavet research omkring den kriminelle dimension af filmen, eller hvordan er I gået til det?
»Sammen med Babak Vakili, som jeg har skrevet filmen med, har jeg lavet en del research. Men jeg har også selv arbejdet med unge mennesker på ungdomsinstitutioner, så jeg har jo hørt en del og ved, hvordan de snakker«.
Hvor kommer din filmiske inspiration fra til ’Hele vejen’?
»Min inspiration kommer især fra udenlandske film, hvor man tager større chancer visuelt eller historiemæssigt, end man normalt gør herhjemme. Alt fra ’Prisoners’ til ’Moonlight’ og ’The Place Beyond the Pines’«.
Du er født i Irak og har senere boet der i løbet af din barn- og ungdom, mens der var krig. Det har du behandlet mere direkte i dine kortfilm, men er der erfaringer fra den periode af dit liv, du har kunnet tage med ind i den her film?
»Det gør jeg altid. Lige meget hvad vil mine livserfaringer altid påvirke de film, jeg laver, om det er en actionthriller eller et drama eller en gyser. Der vil altid være noget fra min tid i Irak og fra andre perioder af mit liv«.
»For eksempel kan der være ting, du synes er ubehageligt, som jeg ikke synes er ubehageligt på grund af de erfaringer, jeg har. Og derfor skruer jeg altid lidt op i de hårde scener, så jeg også selv kan mærke, at det er brutalt«.
Der er utvivlsomt flere danske instruktører, der er vokset op i Hellerup, end som har boet i Irak midt i krigen. Hvad tænker du om at komme fra en anden baggrund end standarden i dansk film, og føler du, at det lægger et ekstra ansvar på dine skuldre?
»Jeg ser det som en fordel. Jeg pålægger ikke mig selv et ansvar, jeg er mig selv og gør min egen ting. Og jeg tror bare, at jo mere du har oplevet som filmskaber, jo mere har du på hjerte, og jo mere kød kommer der på din film, uanset hvilken fortælling du fortæller. Det vil altid blive formet af din historie og baggrund, og hvad end jeg har oplevet i livet, ser jeg det som en gave i forhold til, hvad jeg laver i dag«.
»Jeg har så mange ting, jeg ønsker at lave, og det er jo ikke alt sammen i den her arena omkring kriminalitet osv. Der er mange forskellige ting, jeg vil lave, og det er karaktererne, jeg interesserer mig for først og fremmest«.
»’Hele vejen’ er ikke engang toppen af isbjerget – det er bare en lille spids!«
Se ‘Hele vejen’ og mød Jahfar Muataz, skuespiller Afhsin Firouzi og manuskriptforfatter Babak Vakili på tirsdag den 18. marts ved Soundvenues forpremiere i Empire Bio. Læs mere her.