‘The Last of Us’-skaber og HBO går sammen om ny storserie baseret på populært spil

‘The Last of Us’-skaber og HBO går sammen om ny storserie baseret på populært spil
Videospillet 'Baldur's Gate III' (Foto: PR)

Mens vi venter på tredje sæson af ‘The Last of Us’, kaster HBO og seriens ene skaber, Craig Mazin, sig over endnu en filmatisering af en populær spilserie, skriver Entertainment Weekly.

Streaminggiganten (der i fremtiden ejes af Netflix, hvis opkøbet af Warner Bros. går igennem) har netop annonceret, at Mazin udvikler på en seriefortolkning af ‘Baldur’s Gate’-videospillene. Han skal både agere forfatter, producer og showrunner på seriesatsningen.

»Fansene har længe set frem til en filmatisering af ‘Baldur’s Gate’, og vi kunne ikke ønske os bedre samarbejdspartnere end HBO og den enestående Craig Mazin til at opbygge denne verden sammen med«, udtaler Gabriel Marano, tv-chef for rettighedshaver Hasbro Entertainment.

‘Baldur’s Gate’ er en serie af fantasy-rollespil sat i ‘Dungeons & Dragons’-universet Forgotten Realms, primært omkring byen Baldur’s Gate ved Sword Coast. Franchisens første spil udkom i 1998, og nyeste tilføjelse er prisvinderen og storsællerten ‘Baldur’s Gate 3’ fra 2023.

»Efter at have brugt næsten 1.000 timer i den utrolige verden i ‘Baldur’s Gate 3’ er det en drøm, der går i opfyldelse, at få lov til at fortsætte den historie«, udtaler Craig Mazin ifølge Entertainment Weekly.

»Jeg kan næsten ikke vente med at hjælpe med at bringe ‘Baldur’s Gate’ og alle dets fantastiske karakterer til live med så meget respekt og kærlighed som muligt«.

Sideløbende er Mazin på den svære opgave at forløse ‘The Last of Us’ sæson tre efter en skuffende anden sæson. Han står alene med ansvaret, siden medskaber Neil Druckmann, der også stod bag spilforlægget, til omverdenens store overraskelse forlod serien efter anden sæson.

Tredje omgang ‘The Last of Us’ kommer efter planen i 2027. ‘Baldur’s Gate’-filmatiseringen ligger uden tvivl et stykke længere ude i fremtiden.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af