Hun var stemmen i Little Dragon – nu står Yukimi alene i København

Efter sidste års aflyste koncert indtager Yukimi Hotel Cecil med debutalbummet ‘For You’ – uden det elektroniske bagtæppe, der i næsten to årtier har omgivet hendes stemme.
Hun var stemmen i Little Dragon – nu står Yukimi alene i København
Yukimi. (Foto: PR)

ANBEFALING. Snart står Yukimi Nagano alene på Hotel Cecil. Ikke som frontfigur i Little Dragon, men i eget navn – uden det elektroniske bagtæppe, der har omgivet hende i næsten to årtier.

Hun vender tilbage med soloalbummet ‘For You’, og det kunne meget vel blive en af de aftener, hvor rummet løfter sig.

Siden Little Dragon for alvor trådte ind i offentlighedens bevidsthed med deres medvirken på Gorillaz’ ‘Plastic Beach’ i 2010, har Yukimis stemme nemlig været noget særligt.

Især på ‘Empire Ants’, hvor hun i sangens anden halvdel løfter nummeret fra solid synthpop til noget næsten vægtløst. Stemmen svæver, som om den stræber efter noget større end sangen selv.

Det er netop dét, der kendetegner Yukimis vokal. Den forener indie-r’n’b og elektropop med strejf af jazz og soul og en diskret psykedelisk undertone – en klang med både lethed og tyngde, umiddelbart skrøbelig, men båret af en meditativ, næsten hypnotisk kontrol.

At hun nu står alene på plakaten er ikke et brud med Little Dragon. Det er et naturligt skridt. Et, der – med hendes egne ord – føltes helt rigtigt.

Og hvis hendes vokal før har kunnet forvandle en sang til et fristed, er der al mulig grund til at forvente, at Hotel Cecil for en aften bliver netop det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Feminint og afklædt

Singlen ‘Get It Over’ fra september sidste år markerede en bevægelse mod et mere afklædt og sårbart udtryk – stadig forankret i det elektroniske univers, hun selv har været med til at forme, men nu med vokalen tydeligere i front.

Den retning foldes fuldt ud med debutalbummet ‘For You’.

Hvor Little Dragon ofte har bevæget sig i et køligt, elektronisk landskab, læner Yukimi sig her tydeligere ind i jazz og soul. Arrangementerne ånder mere, sangene giver plads til tvivl og eftertanke.

Albummet kredser om kærlighed, moderskab og sårbarhed og insisterer på nærvær frem for pondus. Stemmen får mere plads – og dermed mere ansvar.

På ‘Sad Makeup’ lader hun facaden krakelere i linjer som »I’ve been wearing smiles, trying my best to be polite / Holding a facade, saying, ’Yes, I’m doing fine’«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På ‘Jaxon’, opkaldt efter hendes søn, synger hun uden store armbevægelser, men med en ro, der hviler i sig selv.

Sangen er skrevet i skyggen af et tab – barnets far døde for to år siden – og rummer både sorg og kærlighed. Kærligheden er ikke dramatisk, den er konstaterende. Det er en stemme, der ikke længere behøver at bevise noget.

Albummet rækker også bagud. På afslutningsnummeret ‘Feels Good to Cry’ medvirker hendes far, Yusuke Nagano. Til sidst er det hans stemme, der bliver stående.

En stemme med rødder

Med en japansk far og en svensk-amerikansk mor voksede Yukimi op i Göteborg og tilbragte samtidig perioder i Japan og Californien. Den bevægelse mellem kulturer og kontinenter har sat sig i musikken og mærkes i hendes ubesværede vandring mellem genrer og stemninger.

Sammen med sine barndomsvenner i Little Dragon har hun gennem årene samarbejdet med navne som Mac Miller, De La Soul, Kaytranada og SBTRKT – altid med samme evne til at glide ind i andres univers og alligevel sætte sit eget aftryk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I november sidste år udgav hun ep’en ‘Yume’ – japansk for ‘drøm’ – som lagde sporene til ‘For You’.

Titlen er ikke tilfældig. Yukimi har selv sagt, at hun ønsker at inspirere andre til at drømme. Debutalbummet er måske det klareste eksempel på netop den ambition.

At hun har rundet de 40 kan ikke høres. Stemmen lyder tværtimod som én, der først lige er begyndt at drømme. Spørgsmålet er ikke, om Yukimis vokal kan bære at stå alene, men hvad der sker, når den får lov.

Måske håber jeg stadig, at bandet står et sted i kulissen. Måske står hun stærkere uden.

Yukimi optræder på Hotel Cecil 24. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af