’Skibet – Fem måneder for evigt’: Ny DR-serie får én til at længes efter de eventyr på havet, man aldrig fik
DOKUMENTARSERIE. Hvad har en sørgende kvinde fra Grønland, der er usikker på sine danske gloser, til fælles med en rapkæftet Nørrebrofyr med tatoveringer spredt på overkroppen?
Måske ikke meget ved første øjekast, men i løbet af ’Skibet – Fem måneder for evigt’, den DR-aktuelle dokumentarserie, bliver det tydeliggjort, at det alligevel er en del.
Serien følger et hold af 63 18-22-årige elever på det traditionsrige skoleskib Georg Stage på dets årlige togt fra april til september.
I samarbejde med en besætning skal de lykkes med at bo sammen, bestå deres sømandsprøver og sejle på åbent hav over Nordsøen, gennem Den Engelske Kanal og ned til Biscayabugten.
Rejsen fortælles gennem fire udvalgte elevers personlige oplevelser under turen med optagelser fra arbejde og fest, samtaler i tusmørke og reflekterende interviews.
Blandt de fire er grønlandske Inge-Marie, som sørger over sin søster, der på tragisk vis er gået bort. Det gør det ikke nemmere at åbne sig op på et andetsprog, mens man skal lære knob og søfartstermer og sove i køje i en tætpakket sovesal hver aften.
Charlie Elvis kommer fra en noget anden verden i form af Nørrebros gader og har bestemt ingen problemer med at åbne munden og sige sin mening.
Tværtimod bliver det påtalt, at han er nødt til at skrue en smule ned for charmen for at indgå i Georg Stages skolemiljø på en ordentlig måde.
De to – sammen med den hjemvé Thea og Amalie, der holder overblikket for seerne i sine interviews – danner de røde tråde i den indre og ydre rejse, de unge mennesker er på.
For på trods af deres tilsyneladende forskelligheder ender serien om deres tur med at være et billede af ungdommens tidløse rastløshed, og hvordan udlængsel, grænsesøgning og personlig udvikling både er så individuelle og universelle, at de kan lægge fundamentet for et stærkt fællesskab, der løfter individerne til nye kompetencehøjder undervejs.
Sammen går søulkene i land i de europæiske havne, de lægger til i – med strenge anmærkninger om at komme tidligt og ædru hjem.
Reglernes bøjelighed bliver testet, og der er intet som en antiautoritær øl til at knytte bånd med nye venner på rekordtid.
Lige indtil en elev bliver sendt hjem halvvejs gennem togtet, og fællesskabet tager en rørende afsked med skønsang på sovedækket.
For ham stoppede eventyret tidligt, men for de fire hovedpersoner er skibet lastet med personlige drømme, der kommer nærmere og nærmere.
Drømme om at bevise, at man kan opføre sig disciplineret, at man kan stå på egne ben, at man kan være en god sømand og om at se Europas snefri kyster og komme hjem til Grønland med åbne døre til arbejde på havet.
Det er svært at sige, præcis hvor stor en effekt selve turen på skoleskibet har på elevernes liv, selvom instruktør Troels Hansen følger op på de hjemvendte i deres nye hverdage.
Derfor er der heller ikke drama til at få pulsen vildt højt op, men til gengæld er der skønhed i flæng.
Blandt de uundgåelige supertankere ligger drømmenes skib og vugger sine unge passagerer fra side til side i farvande, der ellers virker mere som den ansigtsløse, globaliserede økonomis hovedveje.
Det bringer uundgåeligt et smil til ens læber at se de unge længselsfulde mennesker tumle rundt og repræsentere skønheden og eventyrlysten i den majestætiske tremastede fuldrigger, der bringer den nationale søfarerstolthed frem.
Og at få så meget blå himmel og solbeskinnede bølger på sit tv giver nærmest i sig selv vejrbidte kinder og en længsel efter at genoplive den sejladsfortid, man måske i virkeligheden aldrig havde.
Kort sagt:
Den unge energi om bord på skoleskibet Georg Stage smitter af i en serie, der er skøn at se på, men forløber uden det vilde drama.