Zach Bryan kalder alternativt MAGA-halvlegsshow for »det mest pinlige lort på planeten«

Zach Bryan kalder alternativt MAGA-halvlegsshow for »det mest pinlige lort på planeten«
Zach Bryan. (Foto: Warner)

Det er ikke alle, der var lige så begejstrede for Bad Bunnys Super Bowl show, som vi var her på Soundvenue.

Faktisk var der nogle, der på forhånd var blevet så forargede over udsigten til et kvarter med spansksproget musik, at de havde valgt at planlægge et alternativ.

Det drejer sig om om den indædte MAGA-tilhænger Kid Rock, der sammen med den konservative organisation Turning Point USA arrangerede deres helt eget ‘All-American Halftime Show’, der fandt sted samtidig med det officielle.

Foruden Kid Rock selv optrådte countrymusikerne Lee Brice, Brantley Gilbert og Gabby Barrett.

I kølvandet på showet er især Kid Rocks optræden blevet massivt latterliggjort for tydeligvis at være mimet. Det har dog ikke afholdt ham fra at annoncere, at showet bliver gentaget næste år.

Når det sker, kan han dog roligt regne med, at i hvert fald én person ikke kommer til at se med. Det drejer sig om countrystjernen Zach Bryan, der mildest talt ikke har pæne ord til overs for projektet.

»Jeg er ligeglad med, hvilken side du er på. En flok voksne, der får et raserianfald og arrangerer deres eget pauseshow, er cringe som bare helvede og det mest pinlige lort på planeten«, skrev han i en Instagram-story.

Zach Bryan er aktuel med albummet ‘With Heaven on Top‘. Den 6. juni spiller han i Parken i København. Se hans Instagram-story herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af