Det var den bedste kampscene i ’Game of Thrones’-franchisens historie

I næstsidste afsnit leverede ’A Knight of the Seven Kingdoms en scene så brutal, blodig og ubehagelig, at den overgik selv originalseriens action-højdepunkter.
Det var den bedste kampscene i ’Game of Thrones’-franchisens historie
'A Knight of the Seven Kingdoms' afsnit 5. (Foto: HBO)

SÅ DU DET? Jeg var lige ved at blive bange for, at næstsidste afsnit af ’Game of Thrones’-spinoffen ’A Knight of the Seven Kingdoms’ ville ende som én stor cocktease.

Efter vor arme ridder Ser Duncan the Tall i afsnit fire blev dømt til at kæmpe for sit liv sammen med seks frænder i en mytisk Trial of Seven over for Targaryen-arvingen, han helt fortjent har pisset af, var der lagt i ovnen til et skæbnesvangert brag.

Men netop som Dunk havde knækket sig af nervøsitet, og kampen var skudt i gang, blev han panikslagent sendt i jorden af en lanse. Hvorefter seerne blev skudt tilbage til et flashback mod hovedpersonens barndom, hvor et andet nedslag af uretfærdighed sendte ham i hænderne på den fordrukne ridder, der skulle blive hans mentor.

Heldigvis vågnede Dunk op til dåd på muddermarken 20 minutter senere. Eller dåd og dåd. For herfra fortsatte de læsterlige klø sådan set i form af alt fra en morgenstjerne i knolden til en kniv gennem hånden, et sværd i hoften og en skarp genstand i øjet.

Panik gennem visiret

Budgettet til ’A Knight of the Seven Kingdoms’ er omtrent en fjerdedel af det tilsvarende på moderserien og opfølgeren ’A House of the Dragon’, men serieskaber Ira Parker, instruktør Owen Harris og den svenske fotograf Gustav Danielsson fik det fulde ud af begrænsningerne.

Det gjorde de – helt i tråd med seriens generelle fokus på nærvær frem for det store episke tilsnit – ved at træde helt ind i hovedpersonens synsvinkel. Tilgangen blev hentet fra George R.R. Martins forlæg, der både beskriver den altopslugende tåge og hovedpersonens besvær med at få overblik over kampscenen.

En del af opgøret oplever vi fra Dunks begrænsede synsvinkel gennem visiret, mens vi hører hans hektiske åndedræt. Kamppladsen er mudret og glat, og tågen gør synbarheden endnu værre. Det er en realistisk, brutal og grim skildring af kampen, som vi sjældent ser i ridder- og gladiatorfiktion.

‘A Knight of the Seven Kingdoms’ afsnit 5. (Foto: HBO)

»Ting forandrer sig meget drastisk for dig, når du tager en hjelm på og 27 kilo metalrustning, når du skal gøre det på en hest, når du skal gøre det med sit syn reduceret til ingenting, når dit åndedræt er tæt på dig inde i den her rustning. Dit hjerte ræser, fordi du er så nervøs, så du kan ikke få vejret«, har Ira Parker beskrevet oplevelsen til Polygon.

»Vi ville have publikum til at være i den kamp med ham – vi ville have publikum til at kæmpe«.

Episk og intimt

Dunks perspektiv er effektivt spejlet op mod blikke fra tilskuerrækkerne, hvor kampen på liv og død ser klodset, ja, nærmest patetisk ud. Eggs desperat opmuntrende råb får det til at skære ekstra i hjertet, mens vi hepper på, at Dunk finder et livgivende ekstra gear. Get up!

Jeg har ikke set nogen få så mange tæsk siden Joe Bidens præsidentdebat, og jeg hælder til at mene, at det var den flottest eksekverede kampscene i ’Game of Thrones’-franchisens historie.

Originalserien er selvfølgelig rig på mindeværdige slåskampe og slag. The Viper vs. The Mountain i sæson 4 var fantastisk, særligt på grund af det overraskende og voldsomt brutale twist til sidst, hvor Pedro Pascals overlegne Oberyn Martell får presset øjnene ud og kvast hovedet til ukendelighed.

Og markante slag som Blackwater og Jon Snows ligeledes beskidte og kaotiske kamp i Battle of the Bastards var flot koreograferede på den større skala.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

(Lad mig også lige huske at nævne de uforglemmelige actionscener i ’House of the Dragon’:

Sådan.)

Men Dunks på én gang usle og brave overlevelsesridt var både knusende naturalistisk, åndeløst intens og i sidste ende storladen. For den enkelte ridder er enhver kamp til døden jo både intim og episk, og det viste scenen bedre end noget, jeg har set i ’GoT’-universet før.

’A Knight of the Seven Kingdom’ fulgte moderseriens struktur med at lægge det store actionpeak i næstsidste afsnit, så finale-episoden kan runde af og bygge op til næste sæson.

Man blev hevet ind i spinoff-serien på grund af fængende karakterer og fine relationer, men nu ved vi, at den også er leveringsdygtig i hårdtslående action. Det sender unægtelig forventningerne endnu mere i vejret til næste ombæring.

’A Knight of the Seven Kingdoms’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af