’The People’s Joker’: Modig debutant sender en stolt fuckfinger mod Warners Batman-monopol
FILM. Hvem ejer Batman?
Flagermusedetektiven og hans brogede skurkegalleri blev skabt af Bob Kane og Bill Finger, men som så mange andre universer og karakterer fra det 20. århundrede er han bundet på hænder og fødder af ét konglomerat. Lige nu er det Warner Bros, men i morgen er nøglemesteren måske streaminggiganten Netflix, og engang i fremtiden kan det blive en ny glubsk virksomhed på jagt efter IP.
Ophavsrettigheder var engang tiltænkt at beskytte skaberens ret over sit værk, men i dag er det snarere offeret i en gidselsituation, hvor de færre og færre studier desperat bruger franchises som forhandlingschips.
Den debuterende instruktør Vera Drews ’The People’s Joker’ er en stolt fuckfinger i ansigtet på studiernes jerngreb.
Sammen med sin ally Pingvinen prøver den vordende standup-komiker Joker the Harlequin (Vera Drew) at skabe en alternativ undergrundsscene efter at være blevet smidt på porten af mainstream-tyrannen Lorne Michaels, drivkraften bag ’Saturday Night Live’.
I Vera Drews skæve univers er Batman en hasbeen, der groomer sine Robin-protegéer, Jokeren er en edgelord transmand med Damaged skrevet hen over panden, og Gothams borgere holdes afhængige og servile af den Smylex, som sælges over disken.
Og nej, Warner Bros’ advokater var ikke tilfreds med det endelige resultat, da instruktøren drillende sendte sit værk ud til filmfestivaler. Heldigvis har fair use reddet filmen fra martyrium, hvorfor den nu kan ses ganske lovligt på streaming.
Den klausul passer glimrende til ’The People’s Joker’, der ofte føles som et essay snarere end som en spillefilm. Vera Drew har skabt en multimedie collage-dagbog om sin rejse fra ung, utilpasset outsider til rebelsk transkvinde. En kvinde, som modigt insisterer på at være blevet formet af den samme underholdning, som alle andre blev påvirket af i deres barndom.
Hun drømte bare om at være Nicole Kidmans førsteelsker Dr. Chase Meridian snarere end Batman, da hun så ’Batman Forever’.
Filmens queer, men ikke desto mindre traditionelle coming-of-age-plot afbrydes af introspektive indrømmelser og monologer til kameraet, hvor grænsen mellem filmskaberen Vera Drew og rebellen Jokeren hurtigt udviskes. Og stilen bevæger sig ligeledes gnidningsfyldt fra kiksede liveaction-optagelser foran greenscreens over bymodeller i papmaché til animerede sekvenser, som spænder over Frank Miller såvel som generiske 3D-modeller.
Fra tid til anden ophøjer denne idiosynkratiske stil ’The People’s Joker’ til en enestående digtsamling i filmform, hvor instruktørens smertelige fortid medieres igennem det superhelteunivers, hun elsker.
Men andetsteds strander det høje ambitionsniveau i manglende evner.
Harlequins traumatiske forhold til sin toksiske kæreste Jokeren overforklares på overbærende vis gennem klæg terapisnak, når Drew stopper filmen for pædagogisk at beskrive gaslighting, ligesom meget af hendes overfladiske kritik af ’SNL’ og Batman er som taget fra brugermanualen for kronisk online Reddit-brugere.
Og af en film, der handler om standup at være, er ’The People’s Joker’ ærgerligt usjov. Vittighederne, som er tiltænkt at floppe, føles skrevne og præsenteres i stiv arm, men punchlines, der skal lande, er ikke meget bedre. Jokes om covfefe og Alex Jones var allerede skrækkeligt daterede tilbage i 2023, da filmen først blev vist på festivaler.
Så fungerer filmen straks bedre som et kærlighedsbrev til de mange Batman-universer, som har formet Vera Drew og alle os andre nørder.
Joker the Harlequin udsmykker sin Gotham-lejlighed med neonbogstaverne Hell Here. Hun har en slåskamp med Batman i toppen af et kirketårn. Og hun danser sågar ned ad trapperne iklædt et skrigrødt jakkesæt. Men de gode intentioner gør det så meget desto mere bittert, at filmens største kvalitet er, at den succesfuldt viftede en rød klud i ansigtet på tyren Warner Bros.
Kort sagt:
Instruktørdebutanten Vera Drew har skabt en idiosynkratisk, anti-establishment superheltefilm, hvor hun går i clinch med retten til at eksistere som transkvinde. Det fortjener hun al mulig cadeau for. Filmen er bare ikke synderligt god.