TikTok er i gang med at lave deres første dramaserie

TikTok er i gang med at lave deres første dramaserie
TikTok. (Foto: Dan Kitwood/Getty Images)

TikTok planlægger at producere sine egne serier.

Det skriver Business Insider.

I november søgte some-platformen om at få trademark-rettigheder til begrebet ’TikTok Drama’, hvilket blandt andet dækker over »korte dramaserier, tv-programmer og webisodes«, og for nyligt er de i udvalgte lande begyndt at teste et særskilt feed dedikeret til ’short drama’.

Nu har virksomheden tilmed indledt castingprocessen til den første egenproduktion i genren, og det skal efter sigende være en fortælling i stil med en sæbeopera.

TikToks ’short drama’-feed er på nuværende tidspunkt fyldt med indhold fra tredjeparter, men snart træder de altså selv ind i produktionsrollen.

De mest populære produktioner på appen er lavet med AI og indeholder blandt andet zombier, dansende isbjørne og gorillaer i bikini.

’Short drama’, som også kaldes ’verticals’ eller mikrodramaer, er serier, der er opdelt i afsnit af et til fem minutters varighed.

Genrens popularitet startede i Asien og har det seneste år ligeledes spredt sig i USA, hvor virksomheder som ReelShort og DramaBox har gjort det til en indbringende forretning, især gennem de melodramatiske soap-serier.

ByteDance, selskabet bag TikTok, har dog tidligere forsøgt sig med forskellige typer medieproduktion, uden det for alvor tog fart. Deres forsøg på at starte et forlag er blevet sløjfet, mens deres pladeselskab SoundOn ikke gør synderligt væsen af sig.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af