‘Whistle’: Stop med at moralisere, highschool-gyser!
FILM. Der er som bekendt kun én ting, der er sikker i livet, og det er, at man en dag skal dø.
Spørgsmålet om hvordan og hvornår er dog omgærdet af lidt mere mystik. Og netop det er omdrejningspunktet for Corin Hardys nye highschool-gyser.
Hardys mest kendte arbejde er den mestendels udskældte ’The Nun’ fra 2018.
I hans nye film indtager Dafne Keen – mest kendt for at spille Wolverines datter i ’Logan’ – hovedrollen som den tidligere stofafhængige Chrys, der efter en overdosis blev ilet af sted mod hospitalet af sin far, inden de blev ramt af en lastbil. Faren gik bort, mens Chrys overlevede både overdosis og biluheld.
Da filmen begynder, er der gået et år siden ulykken, og Chrys flytter ind hos sin nørdede fætter Rel (Sky Yang), hvis skole hun også starter på.
Her udpeger Rel hurtigt Ellie (Sophie Nélisse), som han fortæller er begyndt at hænge ud med ’de seje’. Chrys synes, Ellie er så smuk, at hendes verden bevæger sig i klichéfyldt slowmotion, og det bliver hurtigt klart, at interessen er gengældt.
Man forstår aldrig rigtigt hvorfor. Det er ufatteligt, hvor forelsket man kan blive på to døgn, når man er med i en dårligt skrevet gyserfilm.
Det sløje manus mærkes især i de regler, eller mangel på samme, som filmen stiller op for den dødsensfarlige fløjte, som titlen refererer til.
Chrys finder nemlig en fløjte i det skab, hun er blevet tildelt på skolen. Skabet har tilhørt den afdøde elev Mason, som i filmens småforvirrende åbningsscene bliver opsøgt af en brændende mand, mens han er i bad efter en basketkamp. Manden stikker hele underarmen ned i halsen på Mason, indtil han brænder op.
Efter at være havnet til samme eftersidning inviterer Ellie Chrys og Rel hjem til veninden Grace (Alissa Skovbye), hvor dennes kæreste Dean (Jhaleil Swaby) også er. Rel har taget fløjten med, og da Grace puster i den, siger den en øresønderrivende lyd.
Som filmen skrider frem, bliver mytologien nogenlunde klar: Hvis man hører fløjten, begynder ens fremtidige død at lede efter én. Mason ville dø i en brandulykke på et tidspunkt, så derfor er hans manden med leen en ældre version af ham selv med ild i. Og nu er døden på vej mod Chrys, Ellie, Rel, Grace og Dean, som må forsøge at bryde forbandelsen, inden det er for sent.
Reglerne bliver ikke defineret yderligere. Hvornår finder døden for eksempel sit offer? Den leder ligesom bare lidt – indtil plottet har brug for en skræmmescene. Ofte dukker den op og siger bøh, blot for at forsvinde igen.
I ’The Ring’ har man syv dage, fra man har set det forbandede vhs-bånd, og i ’It Follows’ er antagonisten konstant på vej i gå-tempo. Når man ikke har en sådan ramme på plads, er det svært at opbygge egentlig spænding.
’Whistle’ tager ellers sin fløjte-præmis meget seriøst og forsøger at levere en intens jumpscare-båret mysteriegyser, som lægger sig stilmæssigt op ad Andy Muschiettis ’It’, kombineret med ungdomsstemning og traumer fra ’Talk to Me’.
Idéen om at skulle se sin død i øjnene før tid er heller ikke helt uinteressant, blot kluntet forløst. Dean har for eksempel tendens til drunk driving. Det ser vi flere gange, før hans far bidrager med ordene: »It’s gonna be the death of you«.
En anden karakter ryger cigaretter, så hans død er lungekræft, mens Chrys’ bortgang naturligvis er stofrelateret.
Det sidste, man orker af en ungdomsgyser, er, at den bliver moraliserende, i hvert fald når budskabet serveres mindre subtilt end en kampagnevideo fra Rådet for Sikker Trafik.
Det glemmer man dog for en stund, når Percy Hynes Wide er på skærmen. Han spiller ungdomspræsten Noah, der bijobber som pusher, og hans version af en highschool-bølle tager kegler, når det kommer til karikeret overspil.
I hovedrollen gør Dafne Keen, hvad hun kan. Det er ikke hendes skyld, at Chrys er en parodi på en Nick Cave and the Bad Seeds-lyttende emopige, og at hun som svar til replikken »what if I don’t want to die?« skal levere onelineren: »Then you shouldn’t have been born«.
Kort sagt:
Det er svært at tage præmissen om en dødsfremkaldende fløjte seriøst, og highschool-gyseren ’Whistle’ bliver aldrig rigtigt skræmmende.