Guldimund udgiver endnu en single fra sit stjernespækkede kommende album

Guldimund udgiver endnu en single fra sit stjernespækkede kommende album
Guldimund, Laura Bisgaard Krogh og Sarah Wichmann. (Foto: Matilde Søes Rasmussen)

Guldimund er lige på trapperne med et nyt album, der efter sigende primært består af samarbejder med andre kunstnere.

Første single var Saveus-samarbejdet ‘Vil du noget?’, og sidenhen fik vi ‘Ring, når du har tid’, hvor Guldimund får selskab af både Pernille Rosendahl, Søren Huss, Pia Raug og Søn-forsangeren Kristoffer Jessen.

I dag lander så ‘Var det dig, der var derinde?’, der har Sarah Wichmann fra bandet Rigmor som gæstevokalist.

Sangen handler om fødslen af det barn, som Guldimund har sammen med sin hustru og faste samarbejdspartner Laura Bisgaard Krogh.

»Der findes uendeligt mange sange om krig og kærlighed. Men en fødsel er uden sammenligning det mest dramatiske, ubegribelige og smukke, jeg har været med til, og derfor føltes det nærmest naturstridigt ikke at skrive om«, fortæller Guldimund i en pressemeddelelse.

Fordi emnet er så intimt, var det vigtigt for både ham og Krogh, der er medsangskriver på sangen, at den blev sunget med en person, de i forvejen havde et nært forhold til.

Valget faldt på Sarah Wichmann, der synger fra den fødende parts perspektiv, mens Guldimund synger fra partnerens – altså sit eget – perspektiv.

Om samarbejdet fortæller Wichmann: »Sangen mindede mig om mine egne børns fødsler. Det er vildt og sårbart. Det er en stor tillidserklæring at blive bedt om at formidle en andens fødselsberetning«.

Lyt til ‘Var det dig, der var derinde?’ herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af