‘Marianne Faithfull: Broken English’: Fascinerede dokumentar sørger for, at Marianne Faithfull vil blive husket
DOKUMENTARFILM: Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at vi overværede en ildevarslende thriller, hvor officielle instanser på en række kontorer omgivet af datamaskiner holder nøje regnskab med et menneskes gøren og laden.
Men det er såmænd blot sådan, makkerparret Iain Forsyth og Jane Pollard har valgt at fremstille deres nye dokumentarfilm om 60’er-ikonet Marianne Faithfull: Ved at sætte hende i scene i det såkaldte Ministerium mod Glemsel, som sørger for at arkivere information og materiale for eftertiden.
Dette pudsige fiktionsagtige greb bliver ikke mindre af, at Tilda Swinton spiller rollen som Den Tilsynsførende, der giver Researcheren (George MacKay) til opgave at sørge for, at Faithfull ikke bliver glemt.
Det sker i form af den samtale med hovedpersonen, som er det centrale omdrejningspunkt i ‘Marianne Faithfull: Broken English’, og det er et enestående dokument for eftertiden.
Det er rørende at se den aldrende og skrøbelige Marianne fortælle om sit liv med et smittende smil og glød i øjnene. Og det på trods af, at hun er nødt til at få ilt fra en oxygenmaske grundet en hård omgang med coronavirus.
Marianne Faithfull døde i januar 2025 og nåede således ikke at opleve dette portræt, men man må sige, at de 78 år, som blev hende tildelt på denne jord, ikke skortede på hverken eventyrlige eller triste begivenheder.
Fra gennembruddet med ‘As Tears Go By’ som 17-årig, der gjorde hende til en feteret A-list-celebrity i 60’ernes farverige London, til hendes selvmordsforsøg under en filmoptagelse i Australien og en periode som hjemløs narkoman i 70’erne. Samtidig med at hun balancerede tilværelsen som popstjerne og film- og teaterskuespiller med at være mor.
Faithfull taler gavmildt og åbenhjertigt om tilværelsens op- og nedture, og det er imponerende at bevidne den vitalitet, der stråler ud af hende her i livets efterår.
De hårde år i start-70’erne satte sit præg på stemmebåndene, men det vendte hun til en fordel på det anmelderroste album ‘Broken English’ fra 1979, som filmen er opkaldt efter, og hvor Faithfull oplevede en formidabel kunstnerisk genfødsel og blev en ledestjerne inden for new wave og alternativ rock.
Udover Researcherens samtale med Faithfull inviterer Den Tilsynsførende en række kvinder ind i Ministeriets såkaldte debatlokale til at gennemgå de udfordringer, Faithfull har mødt.
Her hører vi om, hvordan Faithfull som en fremtrædende skikkelse i de forskydninger, der fandt sted i de frigørende 60’ere, blev gjort til prügelknabe af det britiske establishment, for der er »intet mere skræmmende end kvindeligt begær«.
Det er ret desillusionerede at bevidne, hvordan sangen ‘Sister Morphine’ – Faithfulls første store bidrag som sangskriver – blev trukket tilbage for derefter at udkomme på et Rolling Stones-album, fordi pladeselskabet (naturligvis) ikke så noget problem i, at Mariannes mandlige kolleger udsendte sangen: »Min version blev cancelled, men ‘Sister Morphine’ måtte selvfølgelig godt komme med på ‘Sticky Fingers’«, lyder den kølige kommentar.
I en frenetisk klippet sekvens af interviews op gennem 70’erne og 80’erne oplever vi desuden the male gaze fra en række mandlige journalister, som stiller det ene nedladende/misogyne spørgsmål efter det andet. Faithfull besvarer disse med både overskud og ophøjet ro, hvilket er endnu et bekræftende vidnesbyrd om hendes stærke personlighed.
Mange vil givetvis skænke The Rolling Stones en tanke, når snakken falder på Marianne Faithfull, både fordi ‘As Tears Go By’ er en af hendes mest berømte sange og på grund af hendes famøse forhold til Mick Jagger fra 1966 til 1970.
I deres fremstilling bevarer Forsyth og Pollard heldigvis fuldt fokus på deres hovedperson og belyser hele Faithfulls liv og karriere og ikke blot de clickbait-agtige punktnedslag.
Vi sidder således tilbage med et meget formfuldendt portræt af en talentfuld kunstner og et klogt menneske.
Når Tilda Swinton og hendes kolleger i Ministeriet for Glemsel således stempler ud af denne gribende film, kan de forvisse sig om, at deres opgave til fulde er løst: Marianne Faithfull vil så afgjort blive husket.
Kort sagt:
Selvom hun befinder sig i livets efterår, stråler Marianne Faithfull af vitalitet i et gribende filmportræt, hvor hun gavmildt og indsigtsfuldt fortæller om sit begivenhedsrige liv. Dokumentarens særegne fremstilling belyser de aspekter, der gjorde hende til et ikon, som bestemt vil blive husket for eftertiden.