I et nyt interview med The Times of London fortæller rocklegenden Phil Collins, at han i 2024 blev indlagt på intensiv og lagt i respirator som følge af et alkoholmisbrug, der næsten slog ham ihjel.
»Mine nyrer var ved at lukke ned, mine organer var bare ved at stå af«, fortæller den tidligere Genesis-frontmand og tilføjer, at han var næsten fuldkommen bevidstløs gennem størstedelen af sin indlæggelse.
»Folk kom for at sige farvel. Men jeg kan ikke huske, at de kom. Jeg havde ingen anelse om, at det her foregik. De var alle sammen bekymrede for, at de aldrig ville se mig igen. Det kunne være gået så frygteligt galt«, lyder det.
‘In the Air Tonight’-hitmageren fortæller videre, at hans børn blev bragt ind for at beslutte, hvad der skulle ske med ham: »Der var nogle beslutninger, der skulle træffes: Skal vi beholde Phil i respiratoren? Den slags«.
»Jeg var meget heldig at komme ud af det i live. Det siger sig selv, at jeg ikke har drukket siden«, slutter han.
Til gengæld føler han sig nu »sundere, end jeg har været længe« og overvejer endda at vende tilbage til musikken, fortæller han i et andet nyligt interview: »Jeg siger hele tiden til mig selv, at jeg hellere må gå tilbage til mit studie«.
Sidst Collins spillede i Danmark var på sin ‘Still Not Dead Yet’-turné i 2019. Hans seneste album, ‘Going Back’, udkom i 2010.
