Sidste år annoncerede skuespiller Jessie Cave, der er kendt for at spille Lavender Brown i de sidste tre Harry Potter-film, at hun oprettede en OnlyFans-profil.
Videoerne indeholder ikke eksplicit indhold, men er især centreret om fetich-indhold med Caves hår. Og det har åbenbart været en god forretning.
I et interview med The Times (via Entertainment Weekly) fortæller hun, at hun på blot et år har tjent mere end i hele resten af sin karriere.
»På et år har jeg let tjent mere end på hele min skuespilkarriere. Jeg troede, jeg ville tjene fem tusind, være der et par måneder, hvor det kunne give mig tid til at finde ud af, hvad vi skal gøre… Men nu er der gået mere end halvandet år, og det har oprigtigt reddet vores liv«, lyder det fra Cave, der har fire børn at forsørge.
Jessie Cave har siden rollen i Harry Potter haft mindre roller i tv-serier som ‘Black Mirror’ og ‘Industry’, men ikke nogen, der har kunne sikre hende økonomisk.
Hun fremhæver blandt andet, at hun på en enkelt dag på OnlyFans har prøvet at tjene 15.000 pund, hvilket svarer til over 130.000 danske kroner.
Da hun oprettede profilen var hun i krise over manglende skuespilmuligheder og penge.
»Jeg kunne ikke arbejde i et supermarked, for jeg har ikke råd til børnepasning, og jeg har heller ikke lyst til, at folk råber Harry Potter-besværgelser efter mig, mens jeg arbejder i Tesco«, fortæller hun.
Cave oplever bestemt også, at der er fordomme omkring at arbejde på OnlyFans, men de positive ting opvejer det for hende.
»Jeg har bare været den her finurlige figur så længe. Efter at have fået fire børn og følt mig usynlig så længe, appellerede det virkelig til mig«, siger hun.
