VOCALOID. At regeringer kan have en åbenlys interesse i at udbrede kulturprodukter i udlandet, er der ikke noget nyt i.
I dag er det eksempelvis en kendt sag, at CIA op igennem 50’erne – som et led i deres propagandakrig mod Sovjetunionen – finansierede internationale udstillinger med abstrakt-ekspressionistiske malere som Jackson Pollock og Mark Rotho, uden at hverken kunstnerne eller offentligheden dengang vidste det.
Formålet var i høj grad symbolsk: At vise, at man i den frie verden kunne udtrykke sig præcist så vildt, som man ville, mens kommunistiske malere var tvunget til at dyrke et bagstræberisk billedsprog med realistiske gengivelser af moralsk opbyggelige arbejdermotiver.
Og idéen om kulturen som økonomisk og politisk redskab hører ikke kun den kolde krig til.
I kølvandet på den voldsomme økonomiske krise, der ramte store dele af Sydøstasien i 1997, valgte den sydkoreanske regering eksempelvis helt bevidst at dreje økonomien mod kultureksport – og satte på den måde gang i den udvikling, der kulminerede med den svimlende internationale succes, som k-popgrupper som BTS og Blackpink oplevede i slutningen af 2010’erne.
Nu sker det igen. Okay, situationen er måske ikke så dramatisk, som den var i 50’ernes USA eller 90’erenes Sydkorea, men konceptet er på en eller anden måde det samme. Det japanske kulturministerium har nemlig finansieret et nyt album med den virtuelle popstjerne Hatsune Miku skabt i samarbejde med amerikanske musikere som Grimes, George Clanton og Frost Children.
Og ambitionen er der ingen, der forsøger at lægge skjul på: At udbrede den såkaldte Vocaloid-teknologi, som Hatsune Miku er et produkt af, i den vestlige verden.
Japans største popstjerne
Nu er det nok meget sandsynligt, at hverken Vocaloid eller Hatsune Miku er særligt meningsfulde termer for de fleste læsere, men frygt ej, en forklaring følger.
Vocaloid er en software udviklet i 2004 af den japanske musikinstrumentproducent Yamaha, der ved hjælp af synthesizerteknologi og et enormt arkiv af stemmer fra sangere og stemmeskuespillere gør det muligt at generere syntetiske vokaler bare ved at skrive tekst og melodi ind i programmets interface.
Vocaloid-teknologien gør det muligt at udvikle snart sagt hvilken som helst stemme, men softwaren kommer også med et bibliotek af allerede præfabrikerede »vokalister«, der hver især bliver personificeret af en antropomorf maskot.
Den mest populære af disse vocaloid-maskotter er Hatsune Miku, som personificeres af en 16-årig anime-pige med turkise rottehaler, og som siden sin lancering i 2007 har udviklet sig til en superstjerne i Japan gennem blandt andet biograffilm, videospil og livekoncerter, hvor hun optræder som et hologram.
Hatsune Miku, der sommetider bliver omtalt som Japans største popstjerne, er fast inventar på billboards, i tv-reklamer, på indpakningen af slik, instant-ramen, sodavand og morgenmadsprodukter og i modekampagner (i Japan er det kutyme for firmaer at foretrække at blive associeret med virtuelle kendisser, der i modsætning til deres menneskelige kolleger ikke udtaler sig om politik og andre potentielt kontroversielle emner, der kan skræmme kunderne ud af butikken).
Allerede i 2011 fandtes der over 100.000 sange med Hatsune Mikus stemme, hver især produceret af tusindvis af soveværelsesproducere, og i dag er det nærmest umuligt at sætte tal på, hvor mange udgivelser hun har bag sig.
Indtog i Vesten
Uden for Japan er Hatsune Miku heller ikke fuldkommen ukendt. I 2014 fungerede hologramshowet som opvarmning på dele af Lady Gagas ’Artpop’-turné, og samme år »optrådte« Hatsune Miku på David Lettermans ‘The Late Show’. I 2024 kunne hun opleves på Coachella.
Men selvom mange måske vil kunne genkende hendes som karakter, har det – i modsætning til i Japan, hvor flere af de allerstørste j-popstjerner har begyndte deres karriere som skabere af Vocaloid-sange med Hatsune Mikus vokal – vist sig svært at få vestlige musikproducere til selv at tage teknologien til sig.
Det er det, den kommende ep, ’Beyond Borders Vol. 1: Emerge Mode Miku’, der lander i løbet af efteråret, har til hensigt at ændre på. Udgivelsen er finansieret af det japanske kulturministerium og har som erklæret formål at gøre Vocaloid-teknologien til en integreret del af den vestlige mainstreampopmusik.
Ep’en består af »samarbejder« mellem Hatsune Miku og en række internetmusikstjerner som Grimes, Slayr, Frost Children og George Clanton. Ikke just mainstreampopstjerner, men tanken lader til at være, at idéen vil være lettere at sælge til musikkens allermest kronisk online personligheder, og at den derfra kan sprede sig.
Indtil videre er tre singleforløbere udkommet fra projektet: Den teatralske, trance-inspirerede ’Miku-Maxxing’ med Grimes samt den mere regulære popsang ’Light’ og den pop-punkede ’Party Monster’, to sange, hvor Hatsune Miku får selskab af amerikanske kultrappere, henholdsvis Slayr og Odetari.
Jeg kan for så vidt godt lide alle tre sange, men det mere interessante spørgsmål er selvfølgelig, om projektet kommer til at fungere efter hensigten.
Det digitale panoptikon
’Beyond Borders Vol. 1: Emerge Mode Miku’ lander i et interessant og kompliceret musiklandskab, hvor debatten om teknologiens indflydelse på måden, musik bliver skabt, føles mere dramatisk end nogensinde før.
Hverken Hatsune Miku eller Vocaloid-teknologien som sådan kan i sig selv beskrives som kunstig intelligens – selvom de nyeste Vocaloid-produkter vist nok benytter sig af AI på et eller andet plan – og i modsætning til mange AI-kreationer, der foregiver at være ægte og menneskelige, er der noget ufarligt, ja, næsten uskyldigt over, hvor åbenlyst kunstig Hatsune Miku er.
Der er næppe nogen, der føler sig ført bag lyset, når de får at vide, at tegneseriepigen med det blå hår ikke selv synger.
Alligevel beskriver Grimes – i forbindelse med udgivelsen af ‘Miku-Maxxing’ – Hatsune Miku som en forløber for AI-musik: »Hvis man betragter kunstig intelligens som fremmed liv, og der finder en første kontakt sted, så fungerer Miku som en bro til den«, siger hun.
Jeg spekulerer på, om Vocaloid-teknologien kan være svær at sælge til et publikum, der grundet den overvældende bølge af kunstig intelligens søger et autentisk, relaterbart, menneskeligt perspektiv at spejle sig i, når de lytter til musik?
Ikke desto mindre er der i hvert fald én åbenlys appel ved den: »I takt med at det digitale panoptikon bliver mere undertrykkende, fremstår Miku som et af de frirum, der er tilgængelige for følsomme, kreative mennesker«, siger Grimes i samme interview.
Det er rigtigt, at Vocaloid-teknologien kan give en form for anonymitet til musikskabere, der pludselig kan udtrykke sig, mens de gemmer sig bag en feminin, heliumlys stemme og en tegnet maskot – en anonymitet, der givetvis for nogen vil føles besnærende i en verden, hvor alt dokumenteres online.
Andre – og jeg tænker, at det måske er de fleste – hvis musikforbrug er tæt kædet sammen med de sociale mediers personlighedskult, vil muligvis have svært ved at se pointen ved så todimensionel en karakter, som en Vocaloid-stemme trods alt er.
’Beyond Borders Vol. 1: Emerge Mode Miku’ udkommer i efteråret 2026.