ANBEFALING. På sin nyeste single, ‘I’ve Never Felt so Hated’, synger Chloe Slater om et af internettets mest besynderlige paradokser. Om at have adgang til flere mennesker end nogensinde før, herunder adgang til deres holdninger, ansigter, vrede og vurderinger døgnet rundt, og på samme tid føle sig mere ensom, udstillet og misforstået.
Den Manchester-baserede singer/songwriter skrev sangen efter selv at have oplevet den pludselige opmærksomhed, der følger med at få et publikum på internettet, hvor mennesker på ganske få sekunder kan beslutte sig for, hvem man er. Og hvor de korte formater og algoritmer belønner de mest polariserede udlægninger af virkeligheden.
Men ‘I’ve Never Felt So Hated’ lyder ikke som den satiriske indierock, Chloe Slater først gjorde sig bemærket med. Guitarerne ligger mørke og grumsede omkring hendes vokal, stemningen er tung og næsten shoegazet, og i de mest dystre passager minder hun om irske NewDad, hvis melankolske guitarrock på samme måde kan få ungdommelig fremmedgørelse til at føles både enorm og klaustrofobisk.
Det er en mørkere side af en artist, der allerede er ved at etablere sig som en af de mest åbenlyst politiske sangskrivere i en ny generation af indiemusikere.
Som små klummer
Chloe Slater kommer ikke ud af ingenting. De seneste år har en generation af især kvindelige britiske indiekunstnere taget humor, overdrivelse, satire og samfundsbevidsthed med ind i indierocken uden at give afkald på det catchy, teatralske eller ligefrem campede.
Wet Leg har gjort knastør deadpan-humor til et af deres mest effektive våben, The Last Dinner Party har forvandlet det teatralske og overdrevne til en feministisk legeplads, mens Girl Group med humor og vrede skriver sig op imod musikbranchens kønnede magtstrukturer. De lyder ikke ens og er ikke nødvendigvis del af det samme politiske projekt, men de deler en villighed til at lade indierocken være intelligent og latterlig, vred og catchy, politisk og personlig på én gang.
Hos Chloe Slater bliver den tendens ekstremt konkret.
Hun skriver om TikTok-algoritmer, overforbrug, klimakrise og økonomisk ulighed med en næsten journalistisk trang til at pege direkte på fænomenerne, så sangene indimellem føles som små klummer, der har fået et guitarriff. Alligevel ender de sjældent som politiske paroler, fordi Slater konsekvent placerer sig selv midt i de problemer, hun kritiserer.
På ‘24 Hours’ fra 2024 tager hun eksempelvis udgangspunkt i influencer Molly-Mae Hagues famøse påstand om, at alle har de samme 24 timer i døgnet. Slater pillede den nyliberale selvhjælpslogik fra hinanden ved at holde den op imod et ungdomsliv med husleje, arbejde og økonomisk ulighed.
På de fire sange, hun indtil videre har udgivet fra debutalbummet ‘Riot Youth’, bliver blikket kun bredere. ‘Ugly’ er et arrigt opgør med overforbrugets absurditet, hvor Slater selv sidder fast i TikToks endeløse strøm af produkter og trends, og den moderne forbrugskultur bliver en slags erstatningsreligion, hvor løftet om frelse er blevet erstattet af næste dags levering.
Slater er ikke den moralske fortæller, der har gennemskuet kapitalismen, men endnu en person, der godt ved, at hun bliver manipuleret. Netop derfor rammer kritikken.
Kærlighed ved verdens ende
På ‘Mother Nature’s Killing Spree’ bliver perspektivet større og mærkeligere, når Slater forestiller sig en dystopisk fremtid, hvor naturen slår tilbage mod de mennesker, der har mishandlet den. Tydeligt inspireret af dystopiske klassikere som ‘1984’, ‘Fahrenheit 451’ og ‘The Handmaid’s Tale’.
Midt i dommedagen placerer hun en kærlighedshistorie mellem to mennesker, mens verden kollapser omkring dem, og her bliver noget centralt ved Slaters sangskrivning tydeligt: Hun skriver om problemer så enorme, at et enkelt menneske umuligt kan rumme dem, men bliver ved med at trække dem ned på et konkret, intimt og menneskeligt niveau. Således bliver problemerne lettere at relatere til.
Selv den mindre konfrontatoriske ‘Southern Youth’ passer ind i billedet, når Slater vender blikket mod sin opvækst i Bournemouth og den splittelse, der opstår, når man forlader det sted, man kommer fra, bygger en ny udgave af sig selv i storbyen og alligevel længes tilbage efter både stedet og den person, man var dér.
Slater skriver som en 23-årig, der er vokset op med verdens problemer som baggrundsstøj, har fået dem serveret mellem reklamer og memes på sin telefon og stadig forsøger at finde ud af, hvordan man bliver ved med at føle noget, når katastrofen aldrig rigtig forlader skærmen.
‘Riot Youth’ udkommer 9. oktober. Chloe Slater spiller på Ideal Bar 29. november.