Heartland annoncerer første internationale hovednavn

Heartland annoncerer første internationale hovednavn
Alex Warren. (Foto: PR)

Festivalsæsonen er kun lige slut, men flere af landets festivaler har allerede taget hul på annonceringerne til næste års program.

Således kunne Tinderbox i sidste måned afsløre engelske Take That som første hovednavn til 2027, og nu følger de fynske naboer fra Heartland trop, ligeledes med en international headliner.

Det drejer sig om Alex Warren, der især er kendt for kæmpehittet ‘Ordinary’. På Heartland giver han sin første festivalkoncert i Danmark og hans første danske optræden uden for København.

Tidligere i år spillede amerikaneren i Royal Arena, hvor Soundvenues anmelder ikke var synderligt begejstret. »Folk begyndte først rigtigt at juble, da Alex Warren fik dansk stjernebesøg«, lød det blandt andet.

Hans seneste album, ‘Wildchild’, fik heller ikke mange roser med på vejen af Soundvenes anmelder, der kvitterede med én stjerne og skrev:

»Der er intet at komme efter på Alex Warrens andet album, der alt for ofte forsøger at gå megahittet ‘Ordinary’ i bedene, men som ikke holder den ellers ret lave standard, der blev sat af gennembrudssangen«.

Heartland 2027 finder sted fra 10.-12. juni. Billetsalget er startet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af