INTERVIEW. »Jeg bliver ikke starstruck over at møde Russell Crowe. Det er den måde, mit arbejdsliv har formet sig på. Det er hverdag for mig«.
Sådan siger Janus Metz med en næsten forbløffende ro om sine samarbejder med nogle af Hollywoods helt store stjerner – herunder Colin Farrell, Rachel McAdams, Chris Pine, Thandiwe Netwon, Diego Luna og Shia LaBeouf.
Som listen af prominente navne indikerer, er Metz efterhånden en erfaren herre i den amerikanske filmbranche, og han må i dag regnes blandt de danske instruktører med mest vedholdende udlandssucces.
Efter at have instrueret dokumentarerne ‘Fra Thailand til Thy’ og ‘Fra Thy til Thailand’ og den epokegørende Afghanistan-krigsskildring ‘Armadillo’ tog Metz i midten af 2010’erne det bemærkelsesværdige spring til fiktion på den internationale klinge.
Først med et afsnit af ’True Detective’, dernæst med tennisdramaet ‘Borg’ og narkoserien ‘ZeroZeroZero’. Herefter instruerede han spionthrilleren ‘All the Old Knives’ og tre nøgleafsnit af den roste ‘Star Wars’-serie ‘Andor’. Sidstnævnte bedrift blev han Emmy-nomineret for sidste år.
Metz fortsætter i fint selskab. For nu er han premiereklar med Netflix-filmen ‘Unabomber’, der har førnævnte ‘Gladiator’-ikon på plakaten sammen med Shailene Woodley og ‘Room’-talentet Jacob Tremblay.
Syndefaldsmytologien
Som titlen afslører, handler den nye thriller om den berygtede amerikanske terrorist Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber. I perioden 1978 til 1995 sendte han en række brevbomber til personer og institutioner forbundet til moderne teknologi, hvilket medførte tre drab og 23 kvæstede ofre. Først 18 år efter første angreb lykkedes det FBI at identificere og fange ham.
»Da jeg går ind i projekt, ved jeg meget lidt om Kaczynski. Det er først, da jeg begynder at undersøge feltet, at jeg tænker: ‘Hold da kæft, der er virkelig en historie her, som taler til mig«, fortæller Janus Metz, da vi møder ham hjemme på Vesterbro til en kop formiddagskaffe nogle dage efter gallapremieren i New York.
Hans nye film dramatiserer kulminationen på den årelange menneskejagt. Men det er fortællingens andet spor, som fangede instruktørens interesse ved manuskriptet, og som får filmen til at skille sig ud fra andre Kaczynski-skildringer, herunder fiktionsserien ‘Manhunt: Unabomber’ og dokumentaren ‘Unabomber: In His Own Words’.
Sideløbende med opklaringsarbejdet i 90’erne stiller filmen således også skarpt på Ted Kaczynskis teenageår, længe før han blev til Unabomberen. Og på de voksne, der gjorde ham ondt.
»Det her kapitel af hans liv er ikke tidligere blevet sat i spil. Det er en stærk karakterfortælling om et ungt menneske, der bliver psykologisk misbrugt, inden han ender med at bo langt ude i en skov i en lille hytte og sende brevbomber«, forklarer Metz.
»Den rejse aktiverer mange af de ting, som jeg interesserer mig for i mit filmvirke – syndefaldsmytologier, om man vil«.
Fra Unabomber til QAnon
Som bare 16-årig fik Ted Kaczynskis i 1950’erne plads på Havard University som matematisk student. Det var her, han mødte professor Henry Murray og dennes partner Christiana Morgan, som stod bag et kontroversielt psykologisk eksperiment.
I en række båndede samtaler undersøgte Murray, hvordan man kunne nedbryde forsøgspersonerne mentalt for derefter at ændre deres verdenssyn. Dét formål var de unge ofre dog ikke bekendt med. Det var til gengæld projektets hemmelige sponsor, CIA.
Jacob Tremblay spiller det unge geni med sociale vanskeligheder, der lader sig overtale til at indgå i eksperimentet af de to voksne forbilleder, gestaltet af henholdsvis Russell Crowe og Annabelle Wallis. Deres svigt sætter sine spor i filmens Kaczynski, som i forvejen kæmper med at passe ind i det moderne samfund.
Omkring fire årtier senere kommer den fiktive FBI-agent Joanne Miller, spillet af Shailene Woodley, på sporet af Kaczynski. Det sker blandt andet gennem en lingvistisk analyse af den anonyme terrorists netop udgivne manifest, ‘Industrial Society and Its Future’, som fordømmer det teknologiske samfund for at ødelægge menneskets frihed og helbred.
»Manifestet er en lang tirade om, at teknologi i sidste ende gør mennesker ulykkelige og overflødige«, siger Metz om Kaczynskis nedfældede tankestrøm, som ikke har mistet relevans siden 90’erne.
»Det er et genkendeligt emne, som filmkunsten har cirklet om nærmest altid.
Det spiller også ind i den diskussion, vi har i dag i forhold til AI. Hvor er vi som menneskehed, når vi kigger ind i en meget usikker fremtid?«.
Samtidig ser instruktøren tråde til nutidens ekstreme politiske yderfløje i fortællingen om Kaczynskis radikalisering.
»Kaczynski var en af de mest lovende matematikstuderende i USA, men samtidig havde han en følsomhed, en sensitivitet og en social akavethed, der gjorde ham mere og mere marginaliseret. Det kombinerede han med tanken: ‘Jeg er klogere end jer alle sammen. Så nu former jeg verden efter mit hoved. Hvis I ikke vil være med på det, smider jeg bomber i hovedet på jer’«, fortsætter instruktøren.
»Han er et af de første eksempler på den type voldelige, politiske aktivisme, som vi i dag ser tegn på både hos den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj. Jeg synes ikke, der er så langt fra nogle af Ted Kaczynskis tanker til for eksempel QAnon-folkene, der lige pludselig står inde i parlamentet med bisonhuer og ansigtsmaling«.
Der var en dreng før terroristen
Hvad var dine overvejelser omkring publikums sympati med Ted Kaczynski-karakteren?
»For det første kan man jo aldrig nogensinde undskylde, hvad Ted Kaczynski gjorde. Han slog tre mennesker ihjel og vansirede 23 andre gennem sine brevbomber. Derfor var det vigtigt, at filmen ikke sympatiserede med ham. Det synes jeg heller ikke, den gør, fordi vi ser konsekvenserne af hans handlinger«.
»Samtidig var det dog vigtigt for filmen at sige, at der også var en dreng, før der var The Unabomber. Og der skete noget med den dreng. Deri ligger der måske en identifikation eller en grad af sympati for den unge Ted«.
»Jeg synes, det er interessant at prøve at forstå, hvor mennesker kommer fra. Det er en tilbagevendende diskussion om skildringer af for eksempel seriemordere mellem at dæmonisere et monster og forstå et menneske. Det evige spørgsmål er, om der var noget i Ted Kaczynski, der allerede var så ødelagt, at han blev en form for seriemorder. På den anden side var han en politisk radikaliseret terrorist. Han splitter kategorierne«.
Hvad tror du, han selv ville have syntes om filmen?
»Det kan godt være, han ville sige, at vi tillægger Harvard-eksperimenterne for stor betydning. For det var det, han selv turnerede med. Han prøvede at kontrollere et narrativ om sig selv, der handlede om, at han ikke var psykisk syg, men handlede rationelt«.
»Så at vi insinuerer i filmen, at han blev formørket, knækket og svigtet som følge af de her eksperimenter, det ville han nok selv have et aktivistisk modstandsprojekt imod. Han ville kalde sine handlinger for politisk aktivisme, som skulle anspore mennesker til at tage sagen på sig og starte bevægelser«.
»Det sjove er, at han i sine dagbøger skriver, at han godt ved, at bomber nok vil have den modsatte effekt. At de i stedet vil få folk til at vende sig imod ham. Men han kan alligevel ikke lade være, fordi han får så stor glæde ud af gøre det. Der er ret stærke indikationer på, at han også udvikler en nærmest seksuel nydelse ved at sende bomberne. Deri ligger hans mentale udfordring eller sygdom«.
Seksuelle sidegader
‘Unabomber’ berører også undervejs Teds relation til kvinder og hans seksuelle frustrationer. Hvad havde du af overvejelser omkring den del af hans karakter?
»Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at have haft mere med. Hvis jeg skulle lave filmen igen, så havde jeg nok haft en smule mere fokus på de ting. Man kan dog ikke altid gå så langt ned ad sidegaderne i en spillefilm«.
»Ted Kaczynski udviklede et temmelig misogynt forhold til kvinder, fordi han ikke kunne komme i kontakt med dem. Da han bliver ældre, bliver han så desperat, at han faktisk overvejer en kønsskifteoperation. Jeg tror egentlig, det handlede mere om desperation efter kontakt, end om at han følte sig mig mere som kvinde. Han tænkte måske: ‘Hvis jeg gør mig selv til kvinde, så kan jeg få intimitet, for det kan kvinder få, og det kan jeg ikke få som mand’«.
»Der er faktisk også en spændende parallel til Murray og Morgan (Harvard-parret, red.), som vi ikke undersøger i filmen. Det handler om, at de også var seksuelt eksperimenterende. I vores film viser vi, at de som kollegaer har en affære, men i virkelighedens verden havde de et ekstremt eksperimenterende sexliv, som bundede i deres sandhedssøgen om, hvad vi mennesker består af«.
»Ted blev jo inspireret, men også forført af psykologparret. Ikke kun fordi de var formidable videnskabsmænd og en slags substitutforældre for ham. Der ligger også en seksuel dragning i den fortælling, måske tilmed en seksuel forskrækkelse. Derfor har vi gestaltet Christiana Morgan som en ældre kvinde, han er betaget af. Hun flirter ikke med Ted, men hun repræsenterer en seksuel tilstedeværelse for ham«.
Gradbøjninger af virkeligheden
Hvordan sikrede I jer autenticitet, og hvilke kreative friheder tog I jer i forhold til virkeligheden?
»Vi lavede super meget research, men lige netop eksperimenterne på Harvard er en black box. Der findes en del dokumentation omkring projektet, men Murrays fil om Ted Kaczynski er faktisk stadigvæk classified, så den kan man ikke få indsigt i. Det er muligt at komme til at høre nogle enkelte optagelser af de interview-sessions med Ted, og dem har vi selvfølgelig lagt os op ad«.
»Optog de lige præcis, at Ted Kaczynski sagde: ‘Jeg føler mig som en alien’ og ‘Jeg har været på date, og det gik ikke særlig godt’? Det ved jeg ikke. Men det er faktuelt, at de her eksperimenter også handlede ekstremt meget om forsøgspersonernes seksualitet. Folk skulle erklære, hvor ofte de masturberede, hvornår når de havde sex for første gang, om de havde fantasier om deres mor«.
»Fortællingen om vores FBI-agenter er en fiktion. Den rigtige historie er meget lang og kompliceret, og mange mennesker var involveret på forskellige tidspunkter. Så vi har i stedet fremhævet det tematisk væsentlige i efterforskningen, og så har vi skabt vores egen FBI-enhed«.
»Vi havde to FBI-agenter med på settet den dag, hvor vi skulle filme tilfangetagelsen af Kaczynski, fordi jeg gerne ville være så tæt på, hvad der i virkeligheden skete. Når man så står derude, kan alt ikke efterlignes. Man må hele tiden gradbøje virkeligheden, når man laver film, fordi man spiller op ad den praktiske virkelighed«.
»De sagde for eksempel: ‘Vi savede hul i taget, og så hev vi ham ned på maven.’ Men så siger indspilningslederen: ‘Vi kan ikke komme ned gennem taget, for det er settet ikke konstrueret til’. Og kostumieren siger: ’Hvis de hiver ham ned på maven, så tager det to timer for os at sætte det falske skæg på igen’«.
»Men jeg vil vove den påstand, at den form for detaljer ikke er afgørende for et portræts sandhedsværdi. Fortællingen er jo et greb på virkeligheden. Vi bruger Ted Kaczynskis historie til at pege ind på os selv og den verden, vi lever i. Det synes jeg egentlig er fiktionens fremmeste opgave«.
Russell Crowe modbeviste sit rygte
Hvordan var det at arbejde sammen med Russell Crowe?
»Det er spændende og inspirerende arbejde sammen med en skuespiller, der på mange måder er en levende legende. Nu har jeg arbejdet sammen med en del store stjerner, og der er ofte en grund til, at de er blevet det. Det er jo, fordi de er mega dygtige til det, de laver, og de har en hel masse erfaring«.
»Det er ikke, fordi arbejdet er anderledes end med alle mulige andre skuespillere. Men det, der måske alligevel gør det anderledes, er, at jeg i højere grad tænker: ‘Jeg skal virkelig have styr på mit shit’. Jeg skal have en god plan. Jeg skal sørge for, at han føler, at min instruktion er meningsfuld for ham. Man tænker lidt ekstra over, at det ikke er noget, vi bare lige sludrer os frem til«.
»Russell havde jo en periode i sit liv, hvor det gik helt galt for ham. Han har været nede i et hul. I 90’erne og 00’erne var Russell Crowe en af de allerstørste, oppe sammen med folk som Al Pacino og Robert De Niro. Så lykkedes det ham at afmontere den karriere for sig selv. Men jeg tror, at han er på den anden side af det. Han har måske også indset, at den destruktion, han udøvede på sig selv og andre mennesker, ikke var så produktiv for ham«.
»Flere i mit netværk advarede mig mod at arbejde med Russell Crowe. Men jeg oplevede ikke den side af ham. Han var super kollaborativ, og vi sad tit i weekenderne og arbejdede med hans scener og lavede læseprøver. Han var ekstremt effektiv og professionel, da han troppede op i Montreal, hvor vi skød. For mig var det en stor fornøjelse«.
»Jeg oplever faktisk, at han er på vej tilbage. Der er stadigvæk sindssygt stor respekt for Russell og hans evner. Det er også derfor, at hans navn kan bære finansieringen af en film som den her. Uden ham havde vi ikke fået grønt lys«.
Netflix har ry for at blande sig en del. Hvordan var de at arbejde sammen med?
»Jeg havde en virkelig god oplevelse med Netflix. De var meget interesserede i den film, jeg pitchede. Hvis ikke de var det, ville man jo ikke lave en film med dem. Når man arbejder samme vej, som jeg oplevede med ‘Unabomber’, så er det en fed proces«.
»Jeg oplevede, at alle i systemet – helt op til Ted Sarandos i toppen – var bekendt med projektet i en ret stor detaljegrad, hvilket jeg syntes var ret fedt. Det var privilegeret at arbejde inden for så stort et system, hvor du nærmest har direkte adgang til dem, der bestemmer allermest«.
»Jeg oplevede det ikke på den måde, at jeg skulle have trukket en hat ned over hovedet. Men Netflix er jo ikke et sted, hvor man bare kommer ind med en løs idé og siger: ‘Nu er jeg auteur, og nu skal I bare lytte til mig’. Man bliver enige om, hvad det er for en film, man skal lave, og så går man ud og laver den film«.
»Netflix var meget klar på, at de ville have en film, der fungerede som en thriller. Der kan man måske sige, at jeg i hvert fald har givet dem en psykologisk thriller. Det grinte jeg og Dan Lin, som er deres øverste ansvarlige for film, lidt over sammen til premieren i New York. Jeg sagde: ‘Det er jo fantastisk, at vi har lavet et virkelig godt psykologisk drama forklædt som thriller’. Det syntes han var ret underholdende«.
»Man kan sige, at de har fået deres, og jeg har fået mit«.
’Unabomber’ kan ses på Netflix.