Kwamie Liv har udgivet sit første album i otte år

Kwamie Liv har udgivet sit første album i otte år
Kwamie Liv. (Foto: Madeleine Carstensen)

For ganske nylig udgav Kwamie Liv singlen ‘No One Owns the Sunrise’.

Sangen var ikke blot hendes første udgivelse i mere end fem år, den blev også enden på den næsten totale pause fra offentligheden og de sociale medier, som hun havde holdt, siden hun i 2023 stoppede som dommer i ‘X Factor’.

»Efter mange år, hvor jeg har løbet stærkt, havde jeg brug for at skabe et rum til min kreativitet, som var fuldstændig rent og uforstyrret«, som hun formulerede det til Soundvenue i forbindelse med udgivelsen.

I samme interview lovede hun, at der var mere musik på vej, og det har hun nu gjort alvor af. I dag udkommer nemlig albummet ‘Yesterday for Tomorrow’, hendes første siden debuten ‘Lovers Come and Go’ fra 2018.

Albummet er produceret og skabt i tæt samspil mellem Kwamie Liv og hendes faste samarbejdspartner gennem mange år, Nicolai Kornerup.

Musikalsk set lægger det sig da også i forlængelse af det intime og sensuelle lydunivers, som fans kender hende for: Subtil, håndspillet instrumentation, der ikke efterlader nogen tvivl om, at det er Kwamie Livs dybe, porøse stemme, der er hovedpersonen.

»Livet kommer i bølger. Og nogle gange danser vi, selv når alt omkring os brænder. Følelsesmæssigt kan det være svært at finde sin stemme og retfærdigheden i det hele«, fortæller hun i en pressemeddelse om de tematikker, albummet kredser om.

»Det er så let at blive hård og desillusioneret. ’Yesterday for Tomorrow’ er min måde at insistere på at give plads til det sårbare, det skønne og håbet i en ofte uoverskuelig verden«, fortsætter hun.

Lyt til albummet herunder.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af