Editors – taknemmeligt søndagspublikum

Søndag aften er altid en utaknemmelig aften at spille op til fest og farver. Men det lod ikke til at slå britiske Editors ud – og publikum fyldte da også godt op i Store Vega endda uden at se synderligt tømmermændsprægede ud.

Redaktørerne satte straks gang i gildet med det fængende og super-energiske ‘Lights’, og festivitasen fortsatte med det ligeledes medrivende nummer ‘Blood’. Trommeslager Ed Lay satte en energisk og fængende linie med tight, fremadskridende og varierede rytmer, som så sandelig holdt toget kørende. Bassist Russell Leetch bakkede ham legende, pågående og tungt op, mens guitarist Chris Urbanowicz skiftevis drillede og støjede på strengene.

Den karismatiske forsanger Tom Smith havde en god kontakt til publikum, som flere gange resulterede i taktfaste klapsalver. Han formåede også at pumpe energien frem i bandet, når han smed guitaren, sprang op til trommesættet og heppende og svingende fik pustet nyt liv til ilden. Desuden gik den dybe Interpol-stemme lige i hjertet i de mere melankolske og smådystre hjørner af det musikalske univers.

Editors viste i deres stil ikke den store originalitet, men kvartetten virkede godt sammentømrede og spillelystne. Og den begejstring og de gode singler kom de langt på. Til gengæld resulterede den manglende originalitet også i, at det var svært at holde festen gående i samtlige 90 minutter, og det fremadrettede tog endte alligevel med til tider at være en smule stillestående.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af