The Kills – New York don’t give a fuck

Just be cool, kids. Attituderne fra New Yorks new wave- og punk-scene i de tidlige 1980’ere bliver i disse år ved med at fascinere byens yngre bands med det mørke look og de stramme stræk-jeans klistret til de flade røve. Bestemt også duoen The Kills, der tirsdag besøgte Loppen for at spille i blot en times tid.

Selvom de kun halvt kan kalde sig ægte børn af byens fandenivoldske rock’n’roll-familie med The Velvet Underground som ældste overlevende, lever guitarist Jamie Hince og den vrælende sangerinde Alison Mosshart både skræmmende sindssygt og befriende simpelt op til familiens traditioner for rock, hvor coolness bare er det bedste argument.

Jamie Hince smadrede suverænt lydmuren med sin brølende guitarlyd, der var som spillet af tonstunge tog med febrilsk hvinende bremser. Huggende og stramt lagt op ad rytmeboksens trommespor fyrede han riffs af, der konstant forsvandt i den hvinende tone, han lagde ovenpå spillet. Et oplæg, der passede Alison Mossharts surmulende stemme perfekt.

Som når hun i ‘Fried My Little Brains’ kastede sig rundt på scenen med den mørke mascara løbende ned ad sit spinkle ansigt. Og de bestemte øjne rettet med ‘I don’t give a fuck’-attitude helt op i ansigtet på publikum. Attituderne virkede som de skulle for The Kills, men de havde heldigvis også mange gode sange fra duoens to albums at læne sig op ad. Ellers var det også blevet til et ‘overkill’ af attitude.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af