SPOT09: Limf – hvad er det?

Jeg kendte intet til Limf før SPOT09, så jeg havde ingen forventninger til koncerten.
Der var ikke så mange publikummer og jeg syntes ikke helt bandet formåede at komme ud over scenekanten. Desuden var udtrykket på scenen meget splittet. Den ene guitarist var iklædt smækbukser, den anden en grå skjorte og trommeslageren lignede en fra et Bon Jovi kopiband.
Efter at have hørt 2 numre tænkte jeg at det her er faktisk rigtig fedt, men begejstringen dalede stille og roligt som sættet skred frem.
Limf lyder som en blanding af Keith Caputo, Sting og de første 2 plader med Live og et nummer som “All Good Intentions” lyder som noget fra Stings “Mercury Rising” album. Dynamikken i numrene fejler ingenting, men på scenen er bandet alt for stillestående. Jeg er ikke i tvivl om at Limf vil være et fortræffeligt studie-band, da numrene hænger godt sammen og forsanger Mads Bjørn er en glimrende sanger med sans for den gode melodi. Måske havde bandet en dårlig dag eller måske var monitorlyden dårlig, men den manglende udstråling på scenen havde i hvert fald et negativt indtryk på undertegnede.
Efter at have besøgt bandets hjemmeside fandt jeg ud af at de faktisk er et ret rutineret live-band der har spillet en hel del koncerter og sågar varmet op for etablerede navne som Saybia, Garbo og Carpark North. Når bandet er at finde på dette års Roskilde Festival skal undertegnede da også se bandet igen, da sangene helt klart er værd at lytte til. Men drenge… gi den noget mere gas på scenen. Det fortjener numrene.

Men hvad fanden betyder Limf???

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af