Bill Callahan – hvordan kunne du gøre det?
Bill Callahan, min gamle ven, hvordan kunne du gøre det mod mig?
Ved den skæve amerikanske sangskrivers seneste besøg tilbage i november 2011, lykkedes det ham dengang at give undertegnede både blanke øjne og en klump i halsen. Her serverede han og bandet nemlig en næsten sublim koncert, der på én og samme tid var både skrabet og smuk. Ved den lejlighed fremstod amerikaneren som alt andet end middelmådighedens mand. Derfor var der visse forventninger knyttet til aftenens koncert.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive dette, men under søndagens koncert virkede Bill Callahan flere gange undervejs desværre som lige netop dét – middelmådig!
Den fåmælte hovedperson og hans tre musikalske ledsagere havde nemlig en slem tendens til at trække mange af numrene i ensformigt langdrag, hvor især guitaristen Matt Kinsey simpelthen fik al for megen plads til at smide den ene ubesjælede guitarsalve efter den anden ud over scenekanten.
Læs anmeldelse: Bill Callahan ‘Dream River’
En ærgerlig tilbøjelighed, der var mest udtalt i de langstrakte udgaver af ’One Fine Morning’ og i coverversionen af Percy Mayfields ’Please Send Me Someone to Love’, hvor bandet drog på over ti minutters musikalsk ørkenvandring. Så stod man der og kedede sig bravt.
Der var dog også enkelte lyspunkter undervejs. Den gamle Smog-klassiker ’Dress Sexy at My Funeral’ blev serveret i et løst tempo i starten af settet, et arrangement som klædte det frimodige nummer ganske glimrende. Ligeledes var den dirrende intense udgave af ’Drover’ med til at tælle op.
Under ekstranumrene reddede Callahan og co. lidt mere af æren ved at servere fremragende udgaver af først ’Small Plane’ og siden ’Too Many Birds’ som begge fremstod mere kantede og nøgne sammenlignet med numrene i hovedsettet. Havde de dog bare valgt at gå denne vej tidligere, kunne koncerten have blevet virkelig vellykket. Men nej, denne gang skulle vi altså hovedsagelig tages med ud ad anonymitetens og kedsommelighedens middelvej. Øv.
Næste gang, så har du altså virkelig noget at råde bod på, Bill.