Muse – virtuost vellydende mastodonter

På forhånd kunne man godt spekulere på, om Muse var store nok i Danmark til at spille i Parken. At dømme ud fra koncerten må svaret være både ja og nej. Bandet har tydeligvis lyden, showet og ikke mindst sangene til at matche sådan en masseevent, men mandag aften var der langtfra udsolgt, selvom der på forhånd kun var sat 17.000 billetter til salg. Det syntes dog hverken at genere bandet eller det tilstedeværende publikum, der fik en virkelig gennemført lektion i musikalsk massekommunikation.

På scenen står tre cirka 12 meter høje ‘skyskrabere’. Man kan se silhuetterne af mennesker i rækker, der går taktfast op af trapper inde i husene. Pludselig forsvinder en del af husfacaderne tre meter oppe, og Muse kommer til syne inde i hver deres skyskraber til tonerne af ‘Uprising’ fra deres seneste album ‘The Resistance’. Skyskraberne forvandles nu til kubistiske kæmpeskærme med spacy visuals, der sammen med et epilepsi-fremkaldende lasershow matcher bandets bombastiske udladninger på scenen til UG.

Lyden er fænomenalt god og veldefineret og et bevis på, at det faktisk er muligt at lave denne slags arrangementer i Parken uden at måtte gå på kompromis på dette punkt. Og så er det sgu forfriskende med et band, der skider på indiepolitiets fine fornemmelser og går all in på alt, hvad de skyder af sted fra scenen: Her er både virtuos instrumentekvilibrisme, opera-agtig vokal, tonsertunge metalriff og en pompøsitet, der ville gøre 70’er-forbillederne fra Queen stolte.

Sange fra det nye album som ‘Undisclosed Desires’, ‘United States of Eurasia’ og ‘Unnatural Selection’ var alle yderst velkomne tilføjelser til det i forvejen bugnende katalog af massive anthems, som Muse plukker fra, når de iscenesætter deres moderne rockoperetter for de begejstrede masser. Og da de sidste toner af ‘Knights of Cydonia’ ringede ud, var der ingen tvivl om, at vi lige havde været vidne til endnu en fornem opvisning fra et af klodens vildeste livebands.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af