Iceage – stilsikker disharmoni

Bandet, der efterhånden ikke behøver nogen præsentation, gav heller ikke nogen, da kort efter midnat indtog Voxhall. Med tomme øjne og en oprigtig ‘Don’t give a fuck’-attitude angreb de fire unge knøse publikum med disharmoniske guitarbredsider og kølig arrogance. Det virkede dog som om, Iceages punkattitude prellede af på publikum. Selv de smilende moshpittere foran scenen lod til at holde en ironisk distance til kvartetten.

Det er svært at vide, om man skal elske eller hade Iceage for deres fejlstemte guitarer og zombie-lignende antræk, men publikum virkede i hvert fald langt fra ukritiske overfor den knap 30 minutter lange kakofoni. Først til sidst, da forsangeren lod guitaren hænge og gav mikrofonstativet tørt på, følte man, at Iceage udlevede deres fulde potentiale, og af samme grund fik de her for alvor publikums opmærksomhed. Det var desværre først efter, ‘White Rune’ og ‘New Brigade’ var blevet fremført i udgaver, der ikke var pladen værdig – trods det høje energiniveau fra start til slut.

Alle bands skal selvfølgelig bedømmes indenfor deres genre. Og set som punkband er Iceage stilsikre som bare pokker. Men i koncertsammenhæng hersker ‘Know your audience’-princippet, og set med de briller var Iceage nok for stilsikre til aftenens publikum. De spillede for dårligt og virkede for ligeglade med både musik og publikum til at trække de tunge stik hjem.