‘3 Days to Kill’
Det burde vel strengt taget ikke være nødvendigt at advare nogen imod at spilde to timer på den her film. Alene dens talentløse instruktør, McG, der senest nåede sit hidtidige lavpunkt med den fordummende Reese Witherspoon CIA-rom-com ’This Means War’, sænker helt automatisk forventningsniveauet, og når forfatterne bag ’3 Days to Kill’ desuden førhen har begået John Travolta-stinkeren ’From Paris with Love’, ser det unægteligt kulsort ud.
Da Kevin Costners CIA-dræbermaskine Ethan Renner, efter at være blevet diagnosticeret med en dødelig sygdom, tvinges på førtidspension, begynder han at reflektere over de konsekvenser en tidsslugende karriere har haft for forholdet til konen Christine (Connie Nielsen) og deres datter Zooey (Hailee Steinfeld fra ’True Grit’).
Den ene af de ansvarlige for manuskriptet er Luc Besson, der her ufortrødent fortsætter den middelmådighed, vi er blevet vant til fra hans side. Der er mindre fokus på action end i den beslægtede ’Taken’ (skrevet af selvsamme franske has-been), og i stedet gives der plads til komiske indslag og familiedrama. Ethan nærer nemlig et brændende ønske om at råde bod på sine fejltagelser og gør derfor et ihærdigt forsøg på at få Zooey til at knytte sig til ham på ny.
Samtidig bliver han modvilligt hyret af Amber Heards vulgære blondineagent Vivi, som er i besiddelse af et eksperimentalserum, der kan bremse og måske endda kurere hans sygdom, og han er derfor nødt til at kaste sig ud i et sidste job: likvideringen af den eftersøgte bagmand The Wolf og hans sadistiske albinohåndlanger.
Næsten alt falder igennem. Vittighederne falder tungt til jorden, tonen svinger usikkert imellem det glatte, det pjattede og det oprigtige, plottets sammentræf er lige så forrykt utroværdige, som historien er dovent gammeldags, og karaktererne er flade som pandekager.
Allersløjest er dog filmens vammelsentimentale scener. Den angrende far finder, til let klaverakkompagnement, endelig tid til at lære sin forsømte teenagedatter at køre på cykel – naturligvis med efterfølgende applaus fra de omkringstående. Sådanne klodsede manipulationsforsøg frembringer mere opgivende frustration end hjertevarme.
Det eneste, der lejlighedsvis gør den ellers aldeles rædsomme ’3 Days to Kill’ en lille smule hyggelig, er Kevin Costners naturlige, kolossale karisma. Den aldrende stjerne har fortjent langt, langt bedre end McG og Besson.
Kort sagt:
At en McG-Luc Besson-kollaboration nødvendigvis måtte blive noget værre skrald, var vel i og for sig indlysende. Og karismatiske Kevin Costner er da også den eneste friske ingrediens i deres sære mix af forældet spionkomedie og ueffent melodrama.