‘Brick Mansions’
Gadesporten parkour, hvor man bruger alt fra mure til biler og tagrygge for at komme hurtig fra a til b, har siden slutningen af årtusindeskiftet svær at komme uden om i actionsekvenser på film.
Det skyldes ikke mindst franske Luc Besson (’The Fifth Element’, ’Nikita’, ’Léon’), der i 2004 og 2009 skrev manuskripterne til de to populære film om District 13, som han nu har kogt sammen til en historie forvaltet af den debuterende instruktør Camille Delamarre.
Hvor District 13 var et område i Paris, er Brick Mansions en ghetto i Detroit, hvis mange kriminelle bystyret holder stækket bag en mur. Da narkokongen Tremaine stjæler en altødelæggende bombe, må undercoveragenten Damien Colliers (Paul Walker) trænge ind i Brick Mansions og afmontere den, inden den eksploderer. Som partner får han politimorderen Lino (David Belle, manden der opfandt Parkour), som er opvokset i ghettoen og har et udestående med Tremaine, og sammen tæsker de sig vej igennem de utallige håndlangere.
’Brick Mansions’ er en hyldest til parkour. Den er fyldt med spektakulære scener, hvor mure, vinduer og alt muligt andet bruges til at bevæge sig fremad og til at nedlægge modstanderne. Action-sekvenser fungerer overbevisende, men som filmen skrider fremad, sniger der sig en følelse af gentagelse ind.
Selve historien har nemlig ikke meget kød på sig, ligesom skuespillerne heller ikke har meget at arbejde med i forhold til hverken karakterdybde eller dialog. Besson og Delamarre har tilsyneladende været forblændede af de kropslige udfoldelser, og det bliver aldrig rigtigt spændende.
Paul Walker omkom under en tragiske bilulykke i november sidste år. For fans af Walker vil ’Brick Mansions’ være en solid opvarmning til hans sidste film, ’Fast & Furious 7’, der får premiere i 2015. For os andre er der ikke meget nyt at hente.
Kort sagt:
Alle scener i ’Brick Mansions’ er en iscenesættelse af gadesporten parkour. Den er båret af vellavet action, der bare ikke kan skjule, at historien er en tyndbenet sag.