‘My Sweet Pepper Land’
Vi kender den gode, den onde og den grusomme inden for western-genren, og nu får vi også den kurdiske.
Instruktøren Hiner Saleem har tidligere stået bag flere anmelderroste, skæve film med politiske dagsordener, blandt andet ’Vodka Lemon’, der fik dansk premiere i 2005. Nu har han lavet en melodramatisk western, og endnu engang snor hans underspillede humor sig fint om et ellers ganske alvorspræget drama.
I Kurdistan efter Saddam Husseins fald møder vi krigshelten Baran, en heltemodig cowboy, der med stålblik og lige så stålsatte værdier insisterer på retfærdighed i et lille samfund, hvor den slags ellers er i forfald. Filmen åbner med en bizar og mislykket hængningsscene, som får Baran til at bøje sig for sin magtesløshed. Med hans kirsten giftekniv af en mor som springbræt får han en ny start som kommandør længere nordpå i grænseområdet mellem Kurdistan og Tyrkiet, og her møder han den smukke lærerinde Govend, som selv har søgt tilflugt fra sine 12 giftesyge brødre.
De to rastløse fremmede leder begge efter et fast holdepunkt i tilværelsen, men det er svært at være de eneste lovlydige i miles omkreds, og inden længe kommer de på kant med den onde gangsterboss Aziz Aga og hans medsammensvorne, der spænder ben for både børnenes skolegang og god lov og orden.
Med uventet hjælp fra en vild girl-power-guerillabande tager Govend og Baran kampen op mod overmagten, og ’My Sweet Pepper Land’ går rent ind som en elegant og kæk western-parodi. Åbningsscenen lægger dog op til mere sort humor, end filmen efterfølgende leverer, og man begynder at lede en smule febrilsk efter de morsomme stunder. I stedet fokuserer filmen på det smuldrende ingenmandslands barske realiteter, der præsenteres i smukke landskaber og intime nærbilleder båret af skuespilpræstationer, som udover hovedrolleindehaver Golshifteh Farahani varierer kraftigt i kvalitet.
Filmen dyrker de karikerede spaghetti-western-formularer, men alvorsfuldheden svækkes, når en flok skoleelever ikke kan dy sig for at glo ind i kameraet, og vi får skolekomediereplikker som »the law here is me!«
Til gengæld er ’My Sweet Pepper Land’ både en sød kærlighedshistorie og et vedkommende politisk drama tilsat veloplagt Elvis-musik og Farahanis toner fra en eksotisk metal-tromme. Væbner man sig med tålmodighed, kan filmen byde på meget mere end »kærlighed, høns og haner«, hvilket ellers – ifølge Barans kollega – er det primære samtaleemne blandt grænselandets indbyggere.
Kort sagt:
’My Sweet Pepper Lands’ er noget så sjældent på de hjemlige breddegrader som en kurdisk western, hvis smukke lyd- og billedside vejer op for en lidt for uegal mudderpøl af politik, følelser og komik.