Hun blev nomineret til en Bodil for sin første filmhovedrolle i Christoffer Boes ’Alting bliver godt igen’, spillede med i den Oscar-vindende kortfilm ’Helium’ og har givet Mikkel Boe Følsgaards glatte Emil kækt modspil som Camilla i ’Arvingerne’.
Derudover har hun festet med Michael Fassbender og Chiwetel Ejiofor til Oscar-fest og diskuterer i disse måneder kommende udenlandsprojekter.
31-årige Marijana Jankovic er en af Danmarks unge skuespiltalenter, hvis karriere i et par år har været lige på vippen til det store folkelige gennembrud. Vi kender hendes smukke, stærke træk og har lært ved selvsyn, at vi kan forvente gode ting, når hun entrerer lærredet eller tv-skærmen. Men navnet mangler endnu at bide sig ordentlig fast i den brede befolknings bevidsthed.
Så hvor svært er det egentlig at bryde igennem som kvindelig skuespiller – for ikke at sige kvindelig skuespiller af serbisk oprindelse?
Er der nok roller til kvinder i dansk film?
»Til daglig koncentrerer jeg mig om mit arbejde og fokuserer ikke meget på den slags. Men når jeg tænker over det, så savner jeg – som så mange andre – de der fede, store kvindelige fortællinger i dansk film. Vi kan ikke komme uden om, at der helt sikkert er flere gode manderoller«.
Som publikum kan man få følelsen af, at det ofte er de samme kendte kvindelige skuespillere, der satses på. Oplever du også det?
»Danmark er jo et lillebitte land, og det er få skuespillere, der er så privilegerede herhjemme, at de kan kaste om sig med roller. Jeg er da sikker på, at nogle film har nemmere ved at blive finansieret, hvis de har et kendt ansigt på plakaten.«
Har du selv oplevet at blive valgt fra til en film, fordi du ikke var kendt nok?
»Det er ikke til at sige. Jeg har været til casting og efterfølgende ikke kunnet få en ordentlig forklaring på, hvorfor det ikke blev mig, der blev valgt, som måske godt kan skyldes noget med den ’finansiering’. Nogle skuespillere kan bare altid sælge en film, hvilket er forståeligt, for de har været i branchen længe eller lavet en kommerciel succes, som gør at deres navn er nemmere at tjene penge på«.
Bliver du nogle gange typecastet på grund af din østeuropæiske baggrund?
»Jeg er ret træt af hele den snak om typecasting og udenlandske roller mig her og der. Jeg anser mig selv som en dygtig, hårdtarbejdende skuespiller, der kan spille alt. Jeg synes, at jeg igennem de sidste otte år i branchen har bevist mit talent og min kunnen«.
»Jeg ser ikke på menneskers hudfarve eller etnicitet. Jeg kigger på mennesker og talent. Det at være dansk i dag er alle mulige farver og former. Nogle mennesker har bare ikke fantasi nok til at tænke længere, end at hvis du har blå øjne og lyst hår, så er du skandinavisk, og har du mørkt hår og brune øjne, så kommer du fra hullabulla-land og er fremmed«.
»Ja, jeg får nogle gange tilbudt udenlandske kvinderoller, men jeg får også tilbudt ’almindelige’ danske kvinderoller. Så jeg føler mig kun privilegeret over at have flere paletter på farveskalaen. I det ene øjeblik er jeg Camilla i ’Arvingerne’ og i det næste Jelana i ’Ækte vare’«.
Hvilken rolle drømmer du allermest om at få en dag?
»Jeg drømmer om rigtig mange roller. Jeg vil helst bare have roller hele tiden, haha! Når jeg bliver ældre, ville det være en drøm at spille Medea. Men jeg drømmer faktisk også om at spille komedie og bryde med mit image som hende, der oftest spiller stærke, alvorlige kvinder. Selvom jeg jo også elsker de dramatiske roller. Og så ville jeg gerne lave flere film mere med Christoffer Boe, som jeg arbejdede sammen med på ’Alting bliver godt igen’ og ’Beast’. Han er genial!«
Hvilke skuespillerinder ser du selv op til?
»Meryl Streep er mit helt store idol. Hun formår at udvikle sig konstant. Min yndlingsfilm med hende er ’Broerne i Madison County’. Ja, jeg er i bund og grund en håbløs romantiker! Meryl Streeps præstation i den film inspirerer mig så meget, at jeg altid ser den igen, inden jeg selv skal i gang med nye projekter«.
»Jeg spejdede efter hende, da jeg var til Oscar-uddelingen i år med ’Helium’, men jeg så hende kun fra ryggen inde i salen. Jeg ville ellers gerne lige have fortalt hende, hvor fantastisk jeg synes, hun er. Det at jeg ikke fik det gjort, ser jeg som et tegn på, at jeg må komme tilbage en dag!«
Er der nogle danske skuespillere, du ser op til?
»Her i Danmark beundrer jeg virkelig Trine Dyrholm. Hun har spillet så mange roller og formår at ramme noget nyt hver gang. Og så er hun både en filmdiva og et dejligt menneske med begge fødder plantet på jorden og et enormt stort og varm hjerte. Hun bliver bare bedre og bedre. Specielt i ’Arvingerne’. Jeg bøjer mig i støvet for hendes præstation som Gro. Jeg skal spille over for hende nu her i en ny spillefilm, ’En lang historie kort’, som vi starter optagelser på om et par uger. Det glæder jeg mig meget til«.
Apropos ’Arvingerne’ … kommer vi til at se mere til dig i anden sæson til næste år?
»Der blev jo i slutningen af første sæson lagt i kakkelovnen til, at Camilla kommer tilbage i sæson to, så skal vi ikke håbe på, at hun kigger forbi i næste sæson? Det håber jeg da«.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘Ækte Vare’
Læs også: Instruktør Fenar Ahmad: Seks film, der har inspireret ‘Ækte Vare’
Læs også: Se Gilli og Fenar Ahmad fortælle om ‘Ækte Vare’ ved snigpremiere