’Hercules’
Makværksinstruktøren Brett Ratner er mest kendt for ’Rush Hour’-serien. Hans hidtil bedste film, ’Red Dragon’, var et rimelig hæderligt remake af ’Manhunter’, men når det kommer til stykket, så har manden ikke én eneste rigtigt god titel på sit CV.
’Hercules’, hans 10. spillefilm, er dog på flere måder et skridt i den rigtige retning.
Voldsomt muskuløse Dwayne ’The Rock’ Johnson er en fysisk frygtindgydende skikkelse i Ratners tegneserieinspirerede actionudgave af myten om Zeus’ søn Herkules, der var berygtet for at besidde tolv granvoksne mænds styrke. I hvert fald så frygtindgydende som det nu engang er muligt med skindet fra et løvehoved som hætteaccessorie.
Sejren over den uheldige løve er den første af mange sagnomspundne prøvelser, og manuskriptet leger løbende med publikums kendskab til legenden, der allerede fra filmens start afmystificeres: Herkules var ganske rigtigt guddommeligt mægtig, men han er her alligevel blot et menneske – og faktisk et følelsesmæssigt knækket af slagsen.
Det kniber nemlig gevaldigt for ham med at fortrænge mindet om den bestialske nedslagtning af konen Megara og deres børn, og den græske helt er traumatiseret af mareridt og hallucinationer om mødet med sin ultimative modstander, den trehovede helvedeshund Cerberus.
Krønikerne om diverse overnaturlige monstre stammer fra nevøen Iolaus, en slags barde uden nævneværdige kampevner, hvis overdrevne beretninger om onklens hæderkronede bedrifter udgør profitable reklamer for deres slæng af krigere, der også består af Herkules’ barndomsven Autolycos (Rufus Sewell), den sexede amazone Atalanta (Ingrid Bolsø Berdal), stumme og dyriske Tydeus (Aksel Hennie) samt den livskloge Amphiaraus (Ian McShane), der uvægerligt forudsiger sin egen skæbnebestemte død.
Gruppens hidtil største hyre er Herkules’ ikke ubetydelige vægt i guld og udloves af Lord Cotys (John Hurt) for optræningen af bønderne i hans kongerige, og snart bekriger de sammen med generalen Sitacles (Peter Mullan) en hær af barbarer, der efter et spektakulært baghold går til angreb med ildspyd. Koreografien af skjoldformationer er fænomenal, og det fungerer også fortrinligt, når det storslåede slag bliver skildret i fugleperspektiv.
Foruden Atalantas færdigheder som skytte, der ville gøre selv Legolas misundelig, bliver Herkules’ rundhåndede uddeling af kraftfulde knytnæveslag flankeret af knivkast, speciallavede spyd og mangen en vittig bemærkning. Castet fungerer upåklageligt, og skuespillerne forstår, at materialet er bedst tjent med skælmske leveringer. Desuden bliver The Rocks heltepositurer uvilkårligt efterfulgt af ironiske hornfanfarer.
’Hercules’ er for dygtigt udført til at blive afskrevet som en guilty pleasure, og ligegyldig hvad er der jo ingen skam i at nyde en tempofyldt sommerblockbuster på dens egne præmisser.
Brett Ratner har stadig til gode at lave en virkelig vellykket film, men hans nyfundne selvbevidsthed klæder foretagendet, og det karakteristisk tomme og dejligt dumme resultat lever fuldt ud op til sit eget beskedne ambitionsniveau.
Kort sagt:
Brett Ratner gør en dyd ud af at være uforskammet underholdende med det helt igennem fornøjelige actioneventyr ’Hercules’, der har The Rock i hovedrollen som actionbøf med et glimt i øjet.