‘The Knick’

Steven Soderberghs ventede hospitalsserie lander med et af de bedste anslag i en tv-serie i lang tid: En mand bliver vækket fra en døs på et omtåget bordel og sætter sig ud i en hestevogn, der trasker gennem 1900-tallets New York, mens et electro-beat kontrapunktisk pumper på lydsiden.

Så træder han ind i et tilskuerbesat auditorium, hvor han med et læge- og sygeplejerskehold afprøver et kejsersnit, og vi ser maven blive klippet op og lort og organer lagt til side. Eksperimentet mislykkes, både mor og barn dør i videnskabens navn, og hvad værre er: Lægerne bliver til grin over for de alvorlige, hatteklædte herrer på stolerækkerne.

Starten indrammer flot styrkerne ved ’The Knick’: Følelsen af at være vidne til lægefremskridtets trial and error-metode, der ligger langt fra nutidens kliniske hospitalsmiljø. Og manden i midten, Clive Owens brillante, men martrede kirurg, som dagligt skyder kokain i venerne for selv at kunne klare mosten.

Han er et overbevisende centrum, og via ham hvirvles vi ind i hospitalet The Knicks mange dilemmaer. Da hans mentor dør, overtager han styringen som chefkirurg, og en af hans første chefbeslutninger er at modsætte sig ansættelsen af en sort næstkommanderende, for hvad vil det ikke gøre ved forretningen?

Netop forretningsaspektet er både anledning til tematisk punch og humor i serien, hvor politi og ambulancefolk mod lidt dollars under bordet fragter patienterne til The Knick frem for en af konkurrenterne. Allerede her er det forrådnende frø sået til det pengestyrede sundhedssystem, der skiller klasserne i nutidens USA.

I længden står de første par afsnit ikke helt mål med anslagets pulserende tempo, og mens den alsidige Soderbergh har et frygtindgydende arbejdstempo, sker det sommetider på bekostning af karaktererne, ligesom i nogle af hans seneste film som ’Side Effects’, ’Haywire’ og ’Contagion’.

Der er da også konturerne af nogle lidt nemme, ’Skadestuen’-agtige hospitalsintriger i ’The Knicks’ bihistorier, som foreløbigt virker uvedkommende. Den er klart bedst, når den kaster et illusionsløst blik på lægevidenskaben og hospitalsvæsenet som arnested for de skævvredne amerikanske samfundsstrukturer.

Læs også: Her er tv-serierne, vi ser mest frem til i efteråret

Læs også: On demand – de seks mest interessante nye titler i august på streaming-tjenesterne

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Tv-serie. Hovedforfatter: Steven Soderbergh . Medvirkende: Clive Owen, Jeremy Bobb, Lori Finkel, Steve Garfanti . Spilletid: 10 afsnit á 50 min. . Premiere: 9. august på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af