10 skæve til hovedrolleskuespiller fra ’Bankerot’

Efter flere års succes på teaterscenen er Esben Dalgaard klar til et mere folkeligt gennembrud med en birolle i Ole Bornedals storstilede ’1864’ og en hovedrolle i Kim Fupz Aakesons humoristiske hverdagsdrama ’Bankerot’, der får premiere i aften.

Her spiller han Dion, der netop løsladt fra fængslet forsøger at stable en restaurant på benene med sin gamle ven, Thomas, spillet af ’Rytteriet’s Martin Buch.

Vi fangede Esben Dalgaard på telefonen til en snak om tilværelsens helt store spørgsmål.

1. Hvis du måtte bestemme over Martin Buch en hel dag, hvad ville du så gøre?
»Så ville jeg tage ham med ind og se en fodboldkamp med Lyngby. Med fadøl, røde pølser og det hele«.

2. Du spiller kok i ’Bankerot’. Hvad er din egen hofret?
»Jeg laver en fuldstændig vanvittig risotto. I modsætning til de fleste bruger jeg rødvin i stedet for hvidvin«.

3. Hvad er det værste, du har gjort mod dine søskende?
»Jeg lurede engang på min storebror, da han skulle gøre rent, og så sladrede jeg til mine forældre om de hjørner, han ikke var nået ud i. Det var ondskabsfuldt, og efterfølgende synes jeg ikke, det var fedt«.

4. Hvilket gameshow ville du være god til?
»Jeg ville være vanvittigt god til ’Hvem vil være millionær’. Det er helt klart. Jeg sidder tit og tænker, at jeg kunne nå til en million. I min fantasi vinder jeg altid! Men jeg tror også, jeg ville være god til at løbe på sådan en bane fuld af vand. Jeg har en helt utrolig god balance«.

5. Hvad ville dine forældre have, at du blev, da du voksede op?
»Humanist. Mine forældre har selv tidligere været involveret i Dansk Flygtningehjælp«.

6. Hvilken sang ville du vælge, hvis du skulle synge karaoke?
»U2’s ’Sunday Bloody Sunday’«.

7. Hvad er det dårligste råd, du har fulgt?
»Under optagelserne i Prag til ’1864’ var jeg en aften ude i byen med ’soldaterkammeraterne’. En god kollega foreslår: ’Du skal da danse i det der bur, mens jeg optager med min telefon!’«.

8. Hvilken instruktørs telefonnummer ville du gerne have?
»Jeg ville gerne arbejde sammen med Steven Spielberg. Hans film er ikke mine absolutte favoritfilm, men han var jo bouillonterningen af gode instruktører i den tid, hvor jeg er vokset op«.

9. Hvad er den bedste gave, du har fået?
»Jeg gider ikke sige mine børn, det er for corny. Men jeg fik engang en hemmelig gave af en ven. Gaven var pakket ind, og så fulgte der en kniv og en instruktion med, der beskrev, at jeg skulle hakke kniven ned igennem gaven. Jeg fortæller ikke, hvad der var indeni. Men det var en grænseoverskridende og god gave«.

10. Hvordan ville din mor beskrive dig?
»Som fræk. Jeg gik en periode i dametøj – for eksempel den dag jeg blev student. Og så havde jeg en periode med piercinger. Jeg havde en i brystvorten, som blev lavet under Midtfyns Festival. Den sommer sendte mine venner postkort til mine forældre, hvorpå der var mænd og kvinder i bar overkrop, og så havde de tegnet brystvortepiercinger på – bare for at mine forældre skulle opdage det. Der kom 10 postkort til mine forældre hen over sommeren med nøgne mænd«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Bankerot’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af