Før ny ’Twin Peaks’: De ubesvarede spørgsmål

Twin Peaks Palmer


»Intet«, har den britiske krimiforsker Carolyn Wells sagt, »er mere irriterende end en krimihistorie, som efterlader bare et enkelt spørgsmål ubesvaret«. Wells, der skrev disse ord i 1929, ville næppe have brudt sig om ’Twin Peaks’, for her finder man ubesvarede spørgsmål
ad infinitum.

Her er nogle af de ting, vi brænder for at få svar på forud for Showtimes tredje sæson af Mark Frost og David Lynchs serie. Og behøver vi sige det? SPOILER ALERT!

1. Hvordan har Annie det?

Pilotafsnittet af ’Twin Peaks’ løb over skærmen i april 1990 og trak i omegnen af 34 mio. seere, hvilket var de bedste seertal, som ABC havde haft i fire år. ABC, som kæmpede med NBC’s populære ’Family Ties’ og ’Cosby Show’, havde ledt længe efter en serie, som kunne bryde den dårlige stime. ’Twin Peaks’ lignede svaret, idet den stillede et spørgsmål, som snart trak massevis af seere til skærmen i lighed med Hvem skød J.R-tråden i sæbeoperaen ’Dallas’: Who killed Laura Palmer?

Svaret på denne mordgåde blev til dels besvaret i afsnit 15, ’Lonely Souls’, efter pres fra ABC, men serien skulle vise sig at stille en række andre og måske lige så store spørgsmål. Spørgsmål, som måske danner grundlag for forskellige plotbuer i tredje sæson, når denne løber over skærmen i 2016, men som næppe finder entydige svar.

De første og måske væsentligste knytter sig til Dale Cooper og hans flamme Annie Blackburn. Lille Dale er kongen, siger hans Moriarty-agtige modstykke Windom Earle, og spørgsmålet er, om ikke ’Twin Peakser en moderne Ødipushistorie. Det viser sig i al fald, at en række af spørgsmålene peger tilbage på vores ellers så godmodige – ja, næsten perfekte – hovedperson. Når han selv spørger »How’s Annie?«, mens han kigger diabolsk ud mod linsen, er det eksempelvis et foruroligende spørgsmål, der kan få selv den mest optimistiske seer til at frygte for den ellers pæne krydsning af Gary Cooper og Sherlock Holmes.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Hvad skete der i Pittsburgh?

Et andet foruroligende spørgsmål, som knytter sig til Cooper, kommer i forbindelse med et dødsfald i seriens anden sæson, hvor Killer Bob pludselig henvender sig til FBI-agenten og siger: »I have a thing for knives… Just like what happened to you in Pittsburgh…«

Men hvad i alverden skete der med Cooper i Pittsburgh, og har dette spørgsmål forbindelse til Caroline og den førnævnte Windom Earle? Og har det mon implikationer for Coopers videre handlinger? Spørgsmålet »how’s Annie?« får pludselig en endnu mere foruroligende karakter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Hvem overlevede eksplosionen?

Efter det 30. afsnit af serien blev ’Twin Peaks’ sat på ubestemt pause af selskabet ABC, som havde været vidne til en fabulerende og flagrende anden sæson, hvor David Lynch begyndte at arbejde på andre projekter (blandt andet filmen ’Wild at Heart’), og hvor seertallene var faldet drastisk (helt ned til 7,2 mio. amerikanske seere i afsnit 28).

I forbindelse med sidste afsnit af første sæson havde Mark Frost og David Lynch valgt at overlæsse afsnittet med diverse cliffhangers i håb om at få rettighederne til at producere og sende en anden sæson af mere traditionel sæsonlængde. Afsnittet rummer derfor henved 25 cliffhangers og afsluttes med en tydelig parafrase over den førnævnte Who shot J.R.?-tråd fra ’Dallas’.

I et urealistisk håb om en tredje sæson anvendte Lynch og Frost samme strategi, da de skulle afslutte seriens anden sæson, og man kan i bogstavelig forstand sige, at serien endte med et brag. Ikke alene sluttede den med et spørgsmål i ganske konkret forstand. Nej, en række af karaktererne (blandt andre Pete, Audrey, Ben og Leo) blev også efterladt i nogle ugunstige og potentielt fatale situationer, og da banken sprænger i luften, er det ikke klart for tilskueren, om det får dødelige konsekvenser for en række af seriens mainstay-karakterer.

Og hvad med Ben, der viser sig at være Donnas biologiske far, og som bliver banket af den ellers så fredelige Doc Hayward? Den dramatiske musik bevæger sig i al fald op mod et crescendo, bedst som Ben falder til jorden, og synes at stille spørgsmålet: »How’s Ben?«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Vender Laura Palmer tilbage?

De første to sæsoner etablerede også en række mere kryptiske gåder, der måske – men formentlig ikke – vil blive besvaret, når Showtime blænder op for de ni nye episoder af serien.

Den efterhånden rigt citerede linje »I’ll see you again in 25 years« er eksempelvis mere kryptisk, end de fleste vil gøre den til i disse relanceringsdage. For hvad mener Laura med det? Vil David Lynch og Mark Frost finde en måde at bringe hende tilbage i serien? Og hvorfor skal hun i givet fald gense Cooper efter netop 25 år?

Spørgsmålet kunne snildt ende med at være en red herring – en falsk ledetråd, der naragtigt leder fans og filmnørder på afveje i forsøget på at forstå og forklare seriens mærkværdige hændelser. Det samme kunne siges om Project Blue Book og linjen »the owls are not what they seem«, som ofte oversættes med »tingene er ikke, som de ser ud til at være«, men som faktisk også kobles til konkrete ugler og uglemotiver i serien.

Hvad med den Judy, som David Bowie-karakteren Agent Jeffries omtaler i en mærkværdig scene i filmen ’Twin Peaks: Fire Walk With Me’? Henvises der mon her til en konkret person, og vil denne person i så fald få en betydning for det videre forløb, eller er der blot tale om én af Lynchs mange allusioner til ’The Wizard of Oz’ med Judy Garland?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Hvordan klarer serien sig uden de afdøde?

Et andet væsentligt spørgsmål, der knytter sig mindre til selve handlingen, går på castingen af den nye sæson: Hvilke skuespillere, der går igen, og hvilke nye karakterer og skuespillere, der måtte komme til.

Hvordan vil serien eksempelvis klare sig uden den ikoniske Frank Silva, der spillede Killer Bob i seriens første to sæsoner og den efterfølgende prequel, men som døde i 1995, angiveligt af en AIDS-relateret sygdom? Og hvad med den folkekære fisker og skakmester Pete, som blev spillet af den ditto afdøde Jack Nance? Afslutningen af seriens anden sæson åbnede mulighed for at fjerne Pete fra rollelisten på naturlig vis, men hvordan skal vi klare os uden hans skæve trækninger, hans finurlige intonation, hans skøre limericks og hans mange mærkværdige anekdoter?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Hvem af de nulevende vender tilbage?

Enkelte af skuespillerne har allerede responderet, og flere har kommenteret de nylige annonceringer via Twitter, Facebook og andre sociale medier. Kyle MacLachlan (Dale Cooper) har meldt sig klar under fanen – en ikke uvæsentlig signatur at få på rollelisten – og Mädchen Amick (Shelly Johnson) samt Peggy Lipton (Norma Jennings) har også antydet en vis interesse.

David Patrick Kelly, som spiller Ben Hornes yngre og mere balstyriske bror Jerry, har sagt, at han »ville elske at vise, hvad der er sket med Jerry siden sidst«. Catherine Coulson, et af de faste medlemmer af ’Lynch-familien’ og kendt for sin rolle som Kævlekvinden, har ikke ønsket at bekræft det, men synes dog på sin egen kryptiske vis at have sandsynliggjort sin deltagelse i 2016 med. Kenneth Welsh (Windom Earle) har også ytret ønske om at vende tilbage til ’Twin Peaks’.

Men stjerner som Richard Beymer (Ben Horne) og Wendy Robie (Nadine Hurley) har via sociale medier indikeret, at de intet har hørt, og det vides endnu ikke om Michael Ontkean (Harry S. Truman) er tiltænkt en rolle i den nye sæson. Michael J. Anderson, der spiller rollen som den rødklædte dværg, er heller ikke en sikker deltager i den nye del af sagaen og har sågar skrevet »probably not«, da han blev spurgt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Laver Angelo Badalamenti musikken?

Man kunne blive ved at opstille spørgsmål om genopblomstringen af ’Twin Peaks’. Hvordan vil man for eksempel kunne se, at serien er blevet flyttet til en kabelkanal, hvor man har friere rammer til at udtrykke og udfolde sig? Og hvilken betydning vil det få for seriens fortælling og stil, at David Lynch skal instruere samtlige ni afsnit? En instruktør, der i sine seneste produktioner har forladt sin ellers kælne signaturstil for en mere ujævn og fabulerende digi-æstetik.

Det gælder vel med alle disse spørgsmål som med hovedspørgsmålet Who killed Laura Palmer?: Vi skal nok få et svar, men hvem ved, om det bliver fyldestgørende, endsige tilfredsstillende?

Det eneste, der er helt sikkert: Vi kan ikke vende tilbage til ’Twin Peaks’ uden komponisten Angelo Badalamenti, som oprindelig var manuduktør for Isabella Rossellini og komponist på ’Blue Velvet’, men som siden blev en af Lynchs faste kollaboratører. Og som stadig kendes for sit vidunderlige og ikoniske tema til 1990’ernes største tv-serie – ’Twin Peaks’.

Læs også: ’Twin Peaks’ – her er skuespillerne i dag

Læs også: Kyle MacLachlan gør sig klar til ’Twin Peaks’

Læs også: 10 serier, der står i gæld til ’Twin Peaks’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af