1. Michael Cera
Michael Cera fik æren af at være den første gæst mellem de to bregner og satte således tonen for Zach Galifianakis række af vanvittige interviews. Galifianakis er meget mere kærlig over for Cera end mod de fleste af sine senere ofre, hvilket dog ikke ligefrem betyder, at samtale bliver mere behagelig, nærmest tværtimod.
Mens Cera fortæller om sin syge bror, begynder Galifianakis først at kilde ham, hvorefter han forsøger at tvinge Cera til at kilde den anden vej. Da det ikke lykkes, skifter han i stedet emne på et splitsekund og spørger med den deadpan-stil, der skulle komme til at definere programmet: »What are your hobbies?«
Steve Carell
Da Steve Carell kom på besøg, havde han gjort sit hjemmearbejde og giver Galifianakis kamp til stregen, hvad angår tilsvininger. Det gør han faktisk så godt, at stakkels Zach til sidst bryder sammen i gråd efter adskillige angreb på hans kropsvægt.
Hernæst undskylder Carell for de hårde ord, hvilket straks åbner op for, at Galifianakis kan komme ind med sine egne gemene angreb, der er langt mere opfindsomme end simple du-er-fed-jokes. En herlig indstuderet seance med to komikere i topklasse.
Jon Hamm
At ’Mad Men’-skuespilleren Jon Hamm er lige så dygtig i komisk regi som i dramatisk, har han bevist med gæsteroller i blandt andet ’30 Rock’ og på Jimmy Fallons talkshow.
Hvilken af de to kvaliteter, han gør mest brug af i sin samtale med Galifianakis, er dog svært at vurdere. Som sædvanligt stiller Zach upassende spørgsmål, som Hamm afværger ganske fint. Senere får Galifianakis et nyseanfald ud over Hamms skridt og slutter afsnittet med en af seriens bedste replikker: »I’m allergic to ferns«.
Jon Hamm kom siden tilbage til programmet i Will Ferrell-afsnittet for at lede efter sine nøgler. Og selvom det var to et halvt år siden, han var gæst, lå de stadig i en af bregnerne.
Bradley Cooper
Bradley Cooper besøgte sin ven og medstjerne i ’Hangover’-filmene til en hyggelig samtale om gamle dage – troede han.
Hyggeligt er det nemlig langt fra, når Galifianakis slår fast, at Cooper ikke kan skøjte igennem interviewet med sit gode udseende, og senere bliver det meget værre. Det ender i håndgemæng, hvor der bliver delt flade ud til højre og venstre. Det gik i øvrigt ikke bedre anden gang, Cooper var på besøg. Der kastede skuespilleren nemlig Galifianakis’ bregner i hovedet på ham.
Natalie Portman
Natalie Portman tog sin hund Whiz med til interviewet, men selv dens nuttede opførsel er ikke nok til at redde den gennemgående dårlige stemning. De kommer skidt fra start med Zachs tidlige forsøg på at få hendes telefonnummer, der leder skævt over i en alternativ samtale om ’Star Wars’ og Chewbacca.
Til sidst når Galifianakis’ anspændte seksuelle tilnærmelser et klimaks, da han foreslår en dårligt timet double entendre i Portmans næste film.
Læs også: Brad Pitt er på akavet besøg hos Zach Galifianakis
Læs også: Obama står distancen over for Zach Galifianikis