CPH:DOX: ’Songs for Alexis’
‘Songs for Alexis’ er en dokumentar, hvor musik – især i form af akustiske kærlighedsserenader– fylder enormt meget. Af samme grund er det altså en op-ad-bakke filmoplevelse, hvis man (som mig) fra start af synes, musikken lyder som et mareridtskryds mellem The Calling og Bruno Mars, tilsat en kvalmende mængde twee, pivringe tekster og en forceret, skinger stemme.
Den transkønnede trubadur Ryan Cassata, som filmen følger, er uden tvivl en talentfuld guitarist, men nogen ordsmed eller stor sanger er han altså ikke, og det virker ærligt talt malplaceret at plastre hans spinkle bagkatalog på lydsiden, som var det en rockumentary. Men kan man abstrahere fra lyden af autentisk teenageforgabelse (læs: urene toner leveret med en enorm patos), så er ‘Songs for Alexis’ faktisk et utroligt hjertevarmt portræt af to viljestærke unge mennesker, der kæmper mod fordomme – og én afstumpet far – for retten til at elske hinanden.
I centrum for Elvira Linds fortælling står to smaskforelskede teenagere – Ryan og hans adorkable kæreste Alexis på 16 år, der sporter hat, hornbriller og mismatchende bukseben. De to misfits, der mødtes på sommerlejr i det åbensindede San Francisco, er så tossede med hinanden, at de optager youtube-videoer sammen, hvor de deler ud af deres astronomiske kærlighed, når de altså ikke har for travlt med at give hinanden massage. Som en flue på væggen i Ryans hjem i Long Island lykkes det Lind at indfange kæresteparrets hemmelighedsfulde blikudvekslinger og kærlige drillerier på klos hold, og turtelduerne er så akavede, nuttede og naturlige i selv de mest intime stunder, at man fuldstændigt glemmer kameraets tilstedeværelse.
Den samme umiddelbarhed gør sig gældende i samtlige scener mellem Ryan og hans forbilledligt forstående mor Fran, og det stærke bånd mellem dem er noget ganske særligt at overvære. I en sjov og samtidigt meget rørende scene ser vi, hvordan Fran – som det mest selvfølgelige i verden – hjælper sin forhenværende datter med at få fipskæg ved forsigtigt at klippe små stykker af en paryk og lime dem på Ryans hage. Knap så opmuntrende er Alexis’ far, der ikke bare har slået hånden af sin datter, men også truer med at slå Ryan ihjel, hvis han ikke holder sig væk.
Gennem pludselige lynnedslag i Ryans solstrålehistorie minder Lind os om, hvordan verdenen ser ud uden for Ryans Long Island-lykkeboble og det LGBT-venlige San Francisco, som parret sætter afsted mod. Og faktum er, at der stadig findes mange mildt sagt misbilligende forældre og regressive stater, der gør livet svært for transpersoner i USA. ‘Songs for Alexis’ er ikke bare en kærlighedserklæring fra Ryan til sin kæreste, men også fra Lind til teenagere, der tør være sig selv og kæmpe for det, de tror på. Og mest af alt: Til omsorgsfulde mødre, der elsker deres børn ubetinget. Flere af dem, tak!