–
1. ’Westworld’
’Westworld’ bygger på en science fiction-western-thriller (genremiks!) fra 1973 af samme navn, skrevet og instrueret af forfatteren Michael Crichton. Det bliver nu til en HBO-serie om to mennesker, der gæster titlens futuristiske forlystelsespark, som ved hjælp af teknologi og robotter giver de besøgende realistiske oplevelser af tidligere tiders leveforhold. HBO har givet grønt lys for en første sæson, der efter planen skal komme i løbet af 2015, og castet tæller store navne som Anthony Hopkins (billedet), Ed Harris, Thandie Newton og Jeffrey Wright.
Det er to af tidens store sci-fi-filmforfattere, der skal producere det ambitiøse projekt. Jonathan Nolan, der senest stod bag manuskriptet til ’Interstellar’ med sin navnkundige bror, skal skrive serien og også instruere pilotafsnittet. Det er en ny boldgade for ham, da han tidligere kun har instrueret ét afsnit af sin nuværende serie, ’Person of Interest’. Til gengæld har han tidens mest erfarne producer inden for området, J. J. Abrams, med på projektet, så der er lagt op til noget af et sci-fi-brag.
I øvrigt forlyder det også, at Nolan udvikler en anden sci-fi-serie for HBO, baseret på Isaac Asimovs bogtrilogi ’Foundation’. Den er der dog ikke mere information ude om endnu.
–
2. ’Show Me a Hero’
Den tidligere kriminalreporter David Simon har haft et tæt samarbejde med HBO, siden han i 2000 lavede miniserien ’The Corner’ baseret på sin egen bog. Det udviklede sig to år senere til det, mange i dag kalder verdens bedste tv-serie: ’The Wire’. Siden har han for HBO lavet kritikerrost drama i form af miniserien ’Generation Kill’ og den nyligt afsluttede ’Treme’, der dog har været mere hyldet af anmelderne end elsket af masserne.
’Show Me a Hero’ lyder så Simon’sk, som man overhovedet kan forestille sig. Han er tilbage i miniserie-formatet, og handlingen er flyttet til den lille by Yonkers i staten New York, men politik og socialt armod står stadig øverst på programmet. Den seks afsnit lange fortælling behandler en autentisk problemstilling om byggepolitik og bygger på en bog af journalisten Lisa Belkin. Castet tæller store navne som Catherine Keener og ’Inside Llewyn Davis’-skuespilleren Oscar Isaac (billedet), mens Paul Haggis, Oscar-vinder for ’Crash’, skal instruere dele af serien, som kommer i løbet af 2015.
–
3. Flere Martin Scorsese-projekter
Man kan kende en travl herre på, at hans HBO-samarbejde må skrives i flertal. Martin Scorsese er nemlig tilknyttet hele tre projekter for HBO lige nu, om end det ikke er skrevet i granit, at de alle sammen bliver til noget.
Sikker og vis er det endnu unavngivne rock’n’roll-drama sat i 1970’erne, som Scorsese producerer med Mick Jagger og ’Boardwalk Empire’-forfatteren Terence Winter. Castet tæller Bobby Cannavale (’Boardwalk Empire’, ’Blue Jasmine’), Olivia Wilde (’Drinking Buddies’) og såmænd danske Birgitte Hjort Sørensen.
Hans andet projekt er ’Ashecliffe’, der ligger sig i forlængelse af ’Shutter Island’ fra 2010 som en prequel om det sindssygehospital, Leonardo DiCaprios karakter besøger i filmen. Forfatteren af bogforlægget, Dennis Lehane, er også inde over serien.
Og det tredje HBO-Scorsese-projekt er ’Cortes’, en dramaserie om den historiske figur Hernán Cortés, en spansk opdagelsesrejsende, der rejste til Sydamerika og bragte Aztekerriget til fald. Benicio Del Toro har udvist interesse i at spille seriens hovedrolle.
–
4. ’Utopia’
’Utopia’ bygger på en engelsk thrillerserie om en række mennesker, der kommer i besiddelse af en kultbog, som angiveligt har forudset det sidste århundredes værste katastrofer. Historien har gået to succesfulde sæsoner på engelsk tv, men det, der nok for alvor har vakt interessen hos HBO, er folkene bag. Det er nemlig ’Kvinden der forsvandt’-makkerparret David Fincher (billedet) og Gillian Flynn, der skal stå bag den amerikanske udgave af serien.
Forfatteren Flynn skal skrive hele seriens første sæson, hvilket ellers sjældent ses inden for tv-mediet, hvilket Nic Pizzolattos arbejde på ’True Detective’ dog har været med til at lave om på. Fincher har desuden fortalt The Guardian, at han ønsker at instruere hele første sæson, som man har set Steven Soderbergh gøre med ’The Knick’ og Jane Campion med ’Top of the Lake’.
Fincher er også sat i forbindelse med en anden HBO-serie, også med en romanforfatter, nemlig James Ellroy, hvis værker tidligere har lagt grund til film som ’L.A. Confidential’ og ’The Black Dahlia’.
–
5. ’Codes of Conduct’
Det er ikke nær så revolutionerende som for bare et par år siden, at store filminstruktører tager deres talenter til tv. Der er en hel række eksempler, som vi skal se på de næste sider, men vi starter med Oscar-vinderen Steve McQueen (billedet til højre), som er i gang med at udvikle serien ’Codes of Conduct’ for HBO.
Den tegner til at lægge sig i sporet på ’12 Years a Slave’ og handler om en talentfuld og ambitiøs farvet mand, Beverly Snow, der bliver en del af New Yorks økonomiske elite.
Projektet har været undervejs på HBO i mere end et år, men har nu fundet sin hovedrolleskuespiller, debutanten Devon Terrell, og går i produktion med et pilotafsnit, ud fra hvilken HBO skal vurdere, om serien skal have en hel sæson. McQueen skal instruere pilotafsnittet, ligesom han har skrevet det i samarbejde med ’World War Z’-manuskriptforfatteren Matthew Michael Carnahan. De skal begge fungere som producere, hvis HBO giver grønt lys til en hel sæson.
–
6. ’Pharaoh’
Ridley Scott (billedet) har sit navn på en vanvittig mængde film- og tv-projekter som producer, hvoraf de mest navnkundige tv-serier tæller ’Numbers’ og ’The Good Wife’. Et af hans kommende tv-projekter hedder ’Pharaoh’ og er under udvikling hos den endnu regerende tv-kejser, HBO. Det er en serie om det gamle Egypten, og om hvordan rumvæsner spillede en rolle i pyramidesamfundets storhed og fald. Altså en blanding, tilsyneladende, af Scott-projekter som ’Prometheus’ og den kommende ’Exodus’ om Moses.
Scott instruerer seriens pilotafsnit, der er skabt og skrevet af David Schulner, som tidligere har arbejdet på serierne ’Do No Harm’ og ’Dracula’. Det er endnu uvist, om HBO vælger at samle serien op til en hel sæson.
–
7. ’MaddAddam’
’MaddAddam’ bygger på en bogtrilogi af forfatteren Margaret Atwood, der bevæger sig på grænsen til science fiction – forfatteren selv kalder genren ’spekulativ fiktion’. Med føromtalte ’Westworld’ og ’Pharaoh’ in mente tyder det på, at HBO er på jagt efter en sci-fi-serie, der kan give genren bred kunstnerisk anseelse, lidt som HBO har gjort med fantasy i form af ’Game of Thrones’.
En af USA’s store kunstfilmauteurs, Darren Aronofsky (der dog er blevet mere og mere mainstream med tiden, senest med ’Noa’), producerer serien og skal muligvis også instruere, hvilket dog ikke ligger fast endnu. Bøgerne foregår i en nær fremtid, hvor virksomheder har taget magten fra regeringerne. Den følger en række karakterer i kølvandet på en flodbølge, der har slået det meste af jordens befolkning ihjel.
–
8. ’Vice Principals’
Mens HBO siden gennembruddet med ’The Sopranos’ fra 1999 især har været kendt for sine prestigiøse dramaserier, har kanalen også altid haft stærke komedieserier på programmet. ’Curb Your Enthusiasm’ og ’Eastbound and Down’ kører ikke længere, men er blevet erstattet af ’Veep’ og ’Girls’, mens ’Silicon Valley’ havde en fin første sæson i år.
Og fra folkene bag netop Danny McBride-serien ’Eastbound and Down’ kommer nu den næste latterkrampe med ’Vice Principals’. Danny McBride, der spillede den fallerede baseballspiller Kenny Powers (billedet), har også hovedrollen i den kommende serie, som han har skabt sammen med Jody Hill, der også stod bag ’Eastbound and Down’.
’Vice Principals’ handler om »de mennesker, der næsten bestemmer på high school: viceinspektørerne«, som HBO-chef Michael Lombardo har forklaret det. HBO har allerede bestilt 18 afsnit af serien, der sandsynligvis deles op i flere sæsoner. Hvornår den kommer, vides endnu ikke.
–
9. ’The Brink’
Mens ’Vice Principals’ går ’Eastbound and Down’ i bedene, lægger ’The Brink’ sig i forlængelse af ’Veep’ ved at være en komedie centreret omkring magtens centrum. Den bliver beskrevet som en episk sort komedie om en geopolitisk krise og har Jack Black (billedet), Tim Robbins og Pablo Schreiber (’The Wire’, ’Orange Is the New Black’) i hovedrollerne som tre mænd i hver deres ende af den offentlige forvaltning.
Serien er skabt af den tidligere ’Weeds’-forfatter Roberto Benabib og hans bror Kim, mens producerne tæller Jerry Weintraub (’Ocean’s Eleven’) og Jay Roach (’Game Change’), der også skal instruere serien. HBO har bestilt en hel sæson af ’The Brink’, der eftersigende er i postproduktionsfasen, men endnu ikke har nogen premieredato.
–
10. ’Ballers’
Endelig har HBO en serie på vej, der måske kan dække det hul, ’Entourage’ efterlod for mange. Mens vi venter på ’Entourage’-filmen, kommer holdet bag serien om en gruppe venner i Hollywood nemlig nu med ’Ballers’, en serie om amerikanske fodboldspillere – altså dem med tungt udstyr på, der tackler deres modstandere hårdere end i den europæiske pendant.
’Entourage’ var som bekendt løst baseret på producer Mark Wahlbergs liv, og i ’Ballers’ har Wahlberg fået ’Pain & Gain’-makkeren Dwayne Johnson (billedet) til at spille den pensionerede spiller Spencer Strasmore i et cast, der også tæller Rob Corddry. ’Ballers’ er ligesom ’The Brink’ bestilt til en sæson på HBO, men det vides endnu ikke, hvornår den kommer og i hvor mange afsnit.
Læs også: HBO takkede nej til spin-off af ’The Wire’
Læs også: Danske Ole Bornedal skal lave tv-serie for HBO