Vi anbefaler: 10 foruroligende paranoiafilm

’Citizenfour’ om Edward Snowden er den mest uhyggelige film i biograferne lige nu. Se også de her skræmmende film fra det nye årtusind – og kig dig nervøst over skulderen.

En række af filmhistoriens store mesterværker sætter spot på overvågning, paranoia og voyerisme – besnærende udgangspunkter for suspensefyldt og tankevækkende filmkunst.

Beskuerens rolle er blevet dissekeret i film som Hitchcocks ’Rear Window’, Francis Ford Coppolas ’The Conversation’ og Antonionis ’Blow-Up’. Statens totalitaristiske overvågning er blevet sat kritisk på spidsen i Terry Gilliams ’Brazil’ og filmatiseringer af George Orwells Big Brother-stamfader, ’1984’. Overvågningen er derudover blevet billedet på mental nedsmeltning i stalkerfilm som Michael Powells kontroversielle ’Peeping Tom’ og Kieslowskis Dekalog-film ’En kærlighedshistorie’. Og den er blevet brugt som mystisk og uhyggelig effekt i alt fra Lynchs ’Lost Highway’ til Polanskis ’The Tenant’ og Dario Argentos giallo-gysere.

I det nye årtusind har der dog været længere mellem de monumentale paranoia- og overvågningsfilm. Indtil nu. Dokumentarfilmen ’Citizenfour’, der lige nu kan – og skal! – ses i biograferne, viser Edward Snowdens store afsløring af NSA’s massive overvågning over hele verden, og den er skræmmende og medrivende som en paranoia-thriller fra 70’erne (læs vores anmeldelse). Snowdens historie er da også ved at blive gjort til spillefilm af Oliver Stone, og mon ikke vi kan forvente os en række Big Brother-film (af svingende kvalitet) de kommende år.

Der er dog også allerede lavet fine film om overvågning, paranoia og voyerisme i det nye årtusind. Her anbefaler vi 10 af vores favoritter, der viser, at bare fordi man er paranoid, betyder det ikke, at man ikke bliver forfulgt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Skjult’

Et midaldrende parisisk ægtepar, Anne og George, modtager videobånd med optagelser af deres hus i Michael Hanekes lavmælte, men aldeles creepy mesterværk fra 2005.

Hvor er det optaget fra? Hvem er afsenderen? Hvad er det for mærkelige tegninger, der pludselig supplerer de statiske optagelser af deres hus?

Politiet vil ikke efterforske sagen, da båndene ikke indeholder trusler, så George må tage sagen i egen hånd, hvilket bliver en foruroligende rejse tilbage til hans egen fortid. ’Skjult’ er en foruroligende thriller, men også mere end det, en kompleks fortælling om fortidens gerninger, der hjemsøger nutiden. Siden lavede Haneke to Guldpalmevindere i træk, ’Det hvide bånd’ og ’Amour’, og slog fast, at han sammen med Lars von Trier er Europas største auteur i disse år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Red Road’

Før Andrea Arnold lavede den fantastisk gode ’Fish Tank’, stod hun i 2006 bag denne barske film lavet ud fra et koncept tilrettelagt af danske Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen, der udviklede en række karakterer, som tre instruktører byggede deres første film på.

Hovedkarakteren i ’Red Road’ er den ensomme Jackie (Kate Dickie), der sidder i kontrolrummet for byens sikkerhedskameraer. En dag ser hun en mand på kameraerne, som hun stalker med større og større intensitet – først skjult bag kameralinsen og siden også i virkeligheden.

Først sent i filmen går det op for os, hvem manden er, men da vi finder ud af det, rammer det med store emotionel kraft – ikke mindst på grund af de drastiske og overraskende skridt, Jackie tager for at konfrontere ham.

Andrea Arnold formår at skrue jordnær britisk realisme sammen med en Hitchcock’sk sans for suspense, og trods det underspillede æstetiske udtryk er også ’Red Road’ neglebidende spændende. En af de bedste debuter i nyere europæisk film.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Disturbia’

Mange en filmskaber har forsøgt at gøre Hitchcocks ’Rear Window’ kunsten efter. Og præmissen om almindelige mennesker, der pludselig spotter en forbrydelse i lejligheden over for og tvinges til at handle, er da også fængslende.

En af de bedre kopier er D.J. Carusos film, der gør historien mere eksplicit horror-rettet end Hitchcocks klassiker. I centrum er highschool-eleven Kale, der efter et overfald dømmes til tre måneder husarrest med fodlænke. Kale og vennen Ronnie begynder at udspionere naboerne, blandt andet en mand, som har en affære med sin hushjælp – og måske også er seriemorder.

Der er lagt i ovnen til en klassisk katten-efter-musen-jagt, og det er faktisk ret uhyggeligt. I rollen som Kale kan man se en velspillende Shia LaBeouf, før det gik bananas for ham.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Tinker Tailor Soldier Spy’

Mens de tre foregående film har taget udgangspunkt i en intim overvågningssituation, tager Tomas Alfredsons brillante John le Carré-filmatisering paranoiaen op på et større plan i tråd med amerikanske spionthrillere fra 70’erne.

Vi er i en grå koldkrigsverden hos britiske spioner med Gary Oldmans George Smiley i spidsen. Der er en russisk spion iblandt dem, og filmen tager os (hvis man ikke har læst bogen) ved næsen frem til afslutningen. Dens største fortjeneste er dog den fortættet paranoide atmosfære, den bygger op, sublimt filmet af Hoyte van Hoytema og forstærket af så gode kræfter som Tom Hardy, John Hurt, Toby Jones, Mark Strong, Benedict Cumberbatch, Colin Firth og dansksvenske David Dencik, der har en anseelig rolle.

Filmen slog fast, at Tomas Alfredsen, der havde fået et eftertrykkeligt gennembrud med ’Lad den rette komme ind’, tilhørte filmens verdenselite.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’The Manchurian Candidate’

Denne liste fokuserer på film fra år 2000 og frem, og derfor er en af Hollywoods helt store konspirationsthrillere, John Frankenheimers ’The Manchurian Candidate’ fra 1962, desværre diskvalificeret.

Men så er det heldigt, at der er lavet et ganske gedigent remake, så vi har anledning til at sætte fokus på filmen alligevel. Bag roret var Jonathan Demme (’Ondskabens øjne’, ’Rachel Getting Married’) og i hovedrollen som den hjernevaskede soldat, der køres frem som krigshelt i en politisk sags tjeneste, afløser Liev Shreiber Laurence Harvey fra originalen.

Det er en arketypisk, men konstant overraskende historie om den onde, manipulerende magtelite. Simpelthen guf for enhver med en sølvpapirshat på hovedet – men heldigvis også glimrende underholdning for alle andre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Berberian Sound Studio’

Overvågning er ikke det direkte tema for Peter Stricklands psykologiske gyser, men den emmer af mystik og paranoia.

Den følger lydmanden Gilderoy, spillet af Toby Jones, som kaldes til Italien for lave lyd til en film om heste. Langsomt finder han dog ud af – trods producerens stædige benægtelser – at filmen ikke er en uskyldig dyrefilm, men en døduhyggelig italiensk horrorfilm. Efterhånden går Gilderoy i spåner og befinder sig i et horrorunivers ikke helt ulig den film, han arbejder på.

’Berberian Sound Studio’ er i øvrigt filmen, der overbeviste Sidse Babett Knudsen om, at hun gerne ville arbejde med Strickland på hans ’The Duke of Burgundy’, hendes første internationale film.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Das Experiment’

I 1971 lavede forskeren Philip Zimbardo sit berømte og berygtede Stanford Prison Experiment, hvor han satte en gruppe almindelige mennesker i fængsel, nogle som vagter, andre som indsatte. Målet var at se, hvordan mennesker indrettede sig efter denne konstruktion, og han fik i den grad noget for pengene. Vagterne udviklede sig hurtigt til semifascistiske undertrykkere, der glemte alt om medmenneskelighed – ført an af manipulerende ledertyper og efterfulgt af ukritiske medløbere.

Oliver Hirschbiegel, der siden instruerede ’Der Untergang’, lavede ’Das Experiment’ inspireret af Zimbardos forsøg. Moritz Bleibtreu – Tysklands Mads Mikkelsen – spiller hovedrollen som taxachauffør, der tilmelder sig eksperimentet, og som en af de få holder hovedet kold, da tingene spidser til.

Imens ser forskerne til gennem deres videokameraer, så de grimme sider af menneskets natur – og umenneskeliggørelsen gennem kameraets kolde linse – kommer eftertrykkeligt frem.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’La Zona’

Mange overvågningsfilm handler om kontrolstatens magtsyge angst for sprækker i furerne. Men denne mexicanske film vender det en smule på hovedet. Her har en elite af mennesker nemlig isoleret sig i et lille community på en ø, som de overvåger på det kraftigste af frygt for indtrængere udefra.

De lever en fredfyldt tilværelse med golf og luksus, mens samfundet omkring dem er ved at gå i opløsning.

Tre teenagere forsøger at trænge ind i reservatet, men deres rov ender hurtigt med fire døde – heraf to af teenagerne – og nu er den tredje jaget vildt.

En medrivende allegori over skellet mellem rig og fattig i samfundet og – ligesom David Finchers ’Panic Room’ – et godt eksempel på, hvordan den stigende usikkerhed og paranoia kommer til udtryk i overdrevne sikkerhedsforanstaltninger, der i praksis inddeler verden i a- og b-mennesker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’De andres liv’

En af de mest kendte film i nyere tid om statslig overvågning er naturligvis Florian Henckel von Donnersmarcks Oscar-vinder om en Stasi-medarbejder, der overvåger en liberal kunstnerfamilie i 1984.

Det er en film om et totalitaristisk styres sygelige tankekontrol, men også et eksempel på en overvågningsfilm, hvor overvågeren begynder at sympatisere med den overvågede og finder sin egen menneskelighed bag den bureaukratiske parering af ordrer.

Absolut et af højdepunkterne i den tyske kvalitetsbølge, der kom ud af Tyskland i midten af 00’erne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Alle Philip K. Dick-filmatiseringer

Når man taler om overvågning, paranoia og totalitære stater, er sci-fi-forfatteren Philip K. Dick selvfølgelig ikke til at komme udenom. Flere af hans romaner og noveller er filmatiseret, flere i det nye årtusind.

De mest centrale er velsagtens Steven Spielbergs ’Minority Report’ og Richard Linklaters ’A Scanner Darkly’, der på meget forskellige måder udstiller den moralske glidebane, der nemt følger af nye teknologiske muligheder og et øget behov for sikkerhed.

Man kan nok mene, at der er langt til Dicks dystopier. Men når man ser ’Citizenfour’ og hører Edward Snowdens historie, indser man, at vi slet ikke er så langt fra vores værste forestillinger.

’Citizenfour’ går i biograferne nu og en begrænset periode frem.

Læs også: Anmeldelse af ‘Citizenfour’

Læs også: De bedste alternative science fiction-film i nyere tid

Læs også: Interview med Sidse Babett Knudsen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af