Pilou Asbæk: »Det er på tide at stikke piben ind«

Efter et år med Scarlett Johansson, ‘1864’ og bemærkelsesværdige biroller vil Pilou Asbæk nu give danskerne – og sig selv – en pause. Her fortæller han om det travleste år i karrieren.

Det er sjældent, at en dansk skuespiller slår igennem med samme kraft, som Pilou Asbæk har gjort de seneste par år. Og hans 2014 har kun forstærket fornemmelsen af en skuespiller, som alle vil have en flig af, og som man nærmest ikke har kunnet overse.

Måske hang du med på Ole Bornedals omdiskuterede ‘1864’ søndag efter søndag. Måske var du en af de mere end 600.000 biografgængere, der indløste billet til ‘Fasandræberne’, hvor han spillede psykotisk forretningsmand med skeletter i designerskabet. Eller også stiftede du bekendtskab med hans små, scenestjælende roller i Niels Arden Oplevs ‘Kapgang’ og Bille Augusts ‘Stille hjerte’.

»Det har været et sindssygt år. Jeg har kun været ude som skuespiller i seks år, så jeg er jo lige startet. Det kan godt være, at det ikke føles sådan, fordi jeg har været ekstremt eksponeret det seneste stykke tid«, siger han.

Siden Asbæk slog igennem som forknyt forbryder i Michael Noer og Tobias Lindholms fremragende fængselsdrama ‘R’ for fire år siden, har han medvirket i et utal af danske film og tv-serier – fra ‘Spies og Glistrup’ til ‘Kapringen’ og ‘Borgen’. Og eksponering fik han rigeligt af, da han i år sagde ja til tjansen som vært ved det stort anlagte Eurovision Song Contest. Men han har også taget det første skridt på vejen mod et gennembrud i det store udland. I Luc Bessons actionfilm ‘Lucy’ fik han mulighed for at udleve enhver teenagers drøm og agere Scarlett Johanssons kæreste.

»Det var helt absurd pludselig at stå på en 40 millioner dollar dyr produktion sammen med den største skuespillerinde i verden og instruktøren bag ‘Leon’, ‘Le Grand Bleu’ og ‘Det femte element’. Jeg var meget, meget nervøs, men de var så søde og rolige og hjalp mig rigtigt fint igennem det hele«, siger han.

Pilou Asbæk Fasandræberne
Men Asbæk har faktisk ikke noget brændende ønske om at slå igennem i udlandet. Ikke længere i hvert fald.

»Havde du spurgt mig for halvandet år siden, så havde jeg sagt, ‘ja for fanden, det er det, jeg skal’. Nu er jeg blevet lidt ældre og mere rolig. Jeg har fået nogle andre prioriterer, efter jeg har fået en familie. Nu handler det bare om at stå op og prøve på at være en god far«, siger den 32-årige skuespiller.

Selv om tingene går rigtig godt lige nu, er han bevidst om, at tingene kan ændre sig i fremtiden.

»Jeg er ikke bange for det, men jeg er meget realistisk omkring, at det nogle gange går op og andre gange ned. Det kan jo sagtens vende på et tidspunkt. Jeg synes dog ikke, man skal gå ind i det tankespind, for det genererer ikke noget positivt«, siger han og fortsætter:

»Som alle andre går jeg også til casting for at få en rolle. Så det er ikke mig, der vælger mine projekter. Det er projekterne, som vælger mig. På den måde er Danmark et lille land, hvor man ikke altid kan vælge og vrage. Og det kan jeg heller ikke. Jeg er bare taknemmelig for de film og tv-serier, jeg får lov til at være en del af«, slår han fast, men medgiver samtidig, at han har visse præferencer for i sine rollevalg.

Pilou Asbæk Stille hjerte
»Jeg bliver draget mod de mørkere karakterer og dem, der er lidt mere ufine i kanten. Det er sjovest at spille et menneske, der griner og græder, og som er lidt borderline og derude, hvor man kan få lov til at give den gas. Jeg kan godt lide det dæmoniske i mennesket«.

Asbæk er søn af galleristerne Maria og Jacob Asbæk, og han mener, at det netop er hans opvækst i et farverigt kunstnermiljø, der har skabt hans hang til ekstreme karakterer.

»Jeg forstår den slags karakterer mere, end jeg forstår en mand, som altid gør det rigtige. Karakterer, der prøver at gøre det rigtige, men ikke altid kan, er mere interessante. Der skal være noget på spil«.

Asbæk er lige nu i gang med at indspille Tobias Lindholms ‘Krigen’, der får premiere til næste år, men han håber, at kalenderen bliver knapt så fyldt den kommende tid.

»2015 kommer til at stå i familiens tegn, og det bliver vidunderligt. Måske også for danskerne, så de ikke skal glo på mit fjæs konstant. Når man er blevet træt af at se på sig selv, er det nok på tide at stikke piben ind«, siger han.

Læs også: Årets bedste  – dokumentarmester Joshua Oppenheimers favoritter

Læs også: Årets bedste – Marie Bach Hansen fra ‘Arvingerne’ om sine favoritter

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af