‘The Homesman’
Tommy Lee Jones’ autoritet og indesluttede udstråling er med årene kun blevet bedre, og han har fået den aura af livsvisdom, som visse ældre skuespillere omgærdes af.
Desværre er denne visdom ikke blevet overført til hans andet forsøg som instruktør, for ’The Homesman’ ligner en film med dybde og tynge, men den får sjældent kradset hul på sin egen kedelige facade.
Den fortæller historien om den driftige og selvstændige Mary Bee (Hilary Swank), der har lidt for mange ben i næsen til en kvinde i det vilde vesten. Hun er pebermø uden fremtidsudsigter, så da tre af landsbyens kvinder angribes af en uforklarlig sindssyge, melder hun sig til det farefulde projekt at transportere dem tilbage til deres hjemegn. På vejen møder hun slynglen George Briggs (Tommy Lee Jones), som kun har hesten under sig mellem sig selv og hængningsdøden. Hun redder ham, mod at han hjælper hende med den specielle last på den lange tur til Iowa.
Og så går det ellers derudaf, mens det overhovedet ikke slår gnister mellem den karikeret bandende George og den ulideligt gæve Mary. Umotiverede reaktioner og påklistret symbolske scener følger hinanden som perler på en snor, og de pæne billeder af den ufremkommelige natur kan ikke skjule en banal historie om to mennesker, som man ikke interesserer sig for. Dialogen er fyldt med overtekst, og de to karakterer er tegnet op som kedelige modsætninger uden kant og facetter. Vi forstår alt for tidligt og tydeligt, at der bag hans brovtne ydre gemmer sig et hjerte af guld, og at der bag hendes stålsathed er en ensom kvinde, der bare vil elskes.
Langt inde i filmen svinger den sig en smule op, fordi der sker én uforudsigelig drejning, som vipper magtforholdet over til Tommy Lee Jones’ fordel. Hans karakter får mere ansvar, og det er, som om skuespilleren vokser med opgaven. Jeg endte næsten med at holde af ham til trods for karakterens lovlig mange selvmodsigelser.
Blandt birollerne ser vi Sonja Richter som sindssyg for fulde gardiner og David Dencik som hendes klamme mand. I de scener, hvor Richter og Dencik får lov til at tale dansk, afslører Lee Jones’ sin manglende sans for personinstruktion. Gudskelov redder hans eget vejrbidte ansigt en rest af æren hjem.
Kort sagt:
Tommy Lee Jones er en mere elegant skuespiller end instruktør at dømme ud fra dette inkonsekvente westerndrama om Swanks driftige pebermø og Jones’ tvære dusørjæger, der sammen skal fragte tre sindssyge kvinder tværs over USA. Ingen af dem interesserer man sig for, og alene Jones’ karisma tilføjer en vis autoritet og tyngde.
Læs også: Interview – Sonja Richter gider ikke spille normal