Mark Wahlberg vil lave en ‘Boardwalk Empire’-film

Mark Wahlberg vil lave en ‘Boardwalk Empire’-film

Mark Wahlberg er en af hovedkræfterne bag den kommende film over HBO-drengerøvsserien ‘Entourage’, der i løse træk bygger på hans eget liv.

Og nu pønser han på en anden spinoff af en populær HBO-serie, nemlig gangsterdramaet ‘Boardwalk Empire’, som sluttede med sin femte sæson her i efteråret.

»Mit næste mål er at at få filmen lavet og starte med at snakke med Martin Scorsese om at instruere den«, siger Wahlberg i et interview med NJ.com. Skuespilleren producerede serien sammen med netop Scorsese, der desuden instruerede første afsnit.

Uden at afsløre for meget kan man godt slå fast, at serien sluttede ret definitivt, og at det er svært at se en decideret fortsættelse af historien. Det skræmmer dog ikke Wahlberg, der i interviewet slår fast, at man altid kan gå tilbage og lave en prequel.

Også dette aspekt blev delvist dækket af seriens sidste sæson, der præsenterede fyldige flashbacks fra hovedpersonen Nucky Thompsons (Steve Buscemi) barn- og ungdom. Men hvor der er vilje, er der vej, og Mark Wahlberg, der herhjemme er aktuel med hovedrollen i ‘The Gambler’, er tilsyneladende stærkt opsat på en ‘Boardwalk Empire’-film.

Læs også: Anmeldelse af den sidste sæson ‘Boardwalk Empire’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af