Susanne Bier, der om få dage er biografaktuel med ’En chance til’, skal instruere alle afsnit i miniserien ’The Night Manager’ baseret på John le Carrés spionroman fra 1993. AMC, tv-selskabet bag ’Breaking Bad’, ’Mad Men’ og ’The Walking Dead’, producerer serien i samarbejde med BBC One og produktionsselskabet The Ink Factory (’A Most Wanted Man’).
Hovedrollerne besættes af Tom Hiddleston, kendt som Loke i ’Thor’ og ’The Avengers’, og Hugh Laurie, der over otte sæsoner spillede titelfiguren i David Shores ’House’.
Bier floppede tidligere på året med den engelsksprogede ’Serena’, men den danske instruktør får nu en ny chance for at slå sit navn fast internationalt. Hun beskriver ’The Night Manager’ som den største udfordring i karrieren.
»Det her er virkelig et drømmeprojekt for mig«, udtaler hun. »Jeg har længe haft stor lyst til at lave tv, og nu får jeg lov til at arbejde med et af de mest spændende tv-projekter på det internationale marked. Det er et fantastisk cast, vi har fået med, og at det er selveste AMC og BBC, der skaber serien sammen med The Ink Factory, er så vildt, at jeg må knibe mig i armen dagligt. ’The Night Manager’ er uden sammenhæng den største og mest udfordrende produktion, jeg nogensinde har været involveret i, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang«.
’The Night Manager’ fortæller historien om natportieren Jonathan Pine (Hiddleston), som involveres i en undercover-mission med formålet at afsløre våbenhandleren Richard Onslow Roper (Laurie).
Optagelserne indledes i foråret 2015 med forventet premiere næste år.
Læs også: Nye serier, vi har tårnhøje forventninger til
Læs også: Lars Mikkelsen afsløres som Kevin Spaceys modspiller i ny sæson af ‘House of Cards’