Et friskt tv-år: Nye serier, vi har tårnhøje forventninger til

Favoritter som ’Game of Thrones’, ’Girls’ og ’House of Cards’ vender tilbage i år. Men hvad ser vi frem til blandt de helt nye serier?
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Togetherness’

Brødrene Mark og Jay Duplass blev takket være deres spillefilmdebut, ’The Puffy Chair’, placeret i subgenren mumblecore, der er kendetegnet ved et lavt budget og naturalistisk, mumlende dialog. Denne stil fortsatte de i efterfølgende film som ’Cyrus’ og ’Jeff, Who Live’s at Home’ – og de tager den tilsyneladende med til tv-formatet i deres HBO-serie ’Togetherness’.

Den handler om ægteparret Brett (Mark Duplass) og Michelle Pierson (Melanie Lynskey), hvis venner Tina (Amanda Peet) og Alex (Steve Zissis) flytter ind hos dem og må lære at leve sammen. Tonen minder meget om film som ’Your Sister’s Sister’: Sjov, bevægende, livsklog.

Premiere på HBO Nordic 12. januar.

Sofie Gråbøl


’Fortitude’

Sofie Gråbøl har allerede vundet dansk tv med ’Forbrydelsen’ og ’Nikolaj og Julie’, så nu går hun efter at erobre verden. Det gør hun med den kommende engelske krimiserie ’Fortitude’, hvor hun spiller over for store navne som Stanley Tucci, Michael Gambon (Dumbledore i ’Harry Potter’) og Christopher Eccleston (’The Leftovers’).

Serien foregår i det arktiske klima på Svalbard, hvor byen Fortitude aldrig har oplevet en voldelig forbrydelse – indtil nu. Da et mystisk mord finder sted i byen, vender det op og ned på livet på det ellers så fredelige sted, og byens indbyggere lærer nye ting om deres hjemstavn. Det lyder som en serie i tråd med krimien ’Broadchurch’, der netop er gået i gang med sin anden sæson i England.

Premiere 29. januar i England, dansk premiere uvis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Better Call Saul’

’Breaking Bad’ skrev sig overbevisende ind i det store panteon over de bedste tv-serier nogensinde, da sidste afsnit løb over skærmen for snart halvandet års tid siden. Efterfølgende kom det frem, at seriens sleske advokat, Saul Goodman – en af de bedste tv-biroller nogensinde – ville få sin egen serie, ’Better Call Saul’.

Her får vi lov til at opleve figuren, inden han hjalp Walter White og Jesse Pinkman med at bygge deres meth-imperium. Det er farligt at lave spin-offs af elskede serier, men med Bob Odenkirk som Goodman og ’Breaking Bad’-forfatterne Vince Gilligan og Peter Gould bag kameraet tegner det mere end godt.

Premiere på Netflix kort efter den amerikanske premiere 8. februar.

Ubreakable Kimmy Schmidt


’Unbreakable Kimmy Schmidt’

’Unbreakable Kimmy Schmidt’ er lavet af kvinden, der både stod foran og bag kameraet på ’30 Rock’, Tina Fey. Sammen med sin gamle ven og skrivepartner Amy Poehler (’Parks and Recreation’) har hun cementeret sin status som en af branchens sjoveste kvinder, og nu vender hun tilbage med en helt ny serie, der allerede er bekræftet med to sæsoner på Netflix.

I ’Unbreakable Kimmy Schmidt’ træder hun dog selv i baggrunden, mens Ellie Kemper (’The Office’) indtager rollen som titlens Kimmy Schmidt, der bryder ud af den dommedagskult, hun var med i, for at starte et nyt liv i New York.

Premiere 6. marts på Netflix.

Bloodline


’Bloodline’

Kyle Chandler (Coach Taylor i ’Friday Night Lights’) og Linda Cardellini (’Freaks and Geeks’, ’Mad Men’) er begge en del af castet i Netflix’ kommende serie ’Bloodline’. Den handler om familien Rayburn, der også tæller Ben Mendelsohn og Sissy Spacek, hvis skeletter i skabet kommer frem, da familiens sorte får vender hjem.

Serien kommer fra brødrene Todd og Glenn Kessler samt Daniel Zelman, der senest styrede Glenn Close og Rose Byrne i fem sæsoner i den noget oversete ’Damages’. ’Bloodline’ kommer direkte på Netflix og har dermed gode muligheder for at blive mere eksponeret end ’Damages’.

Premiere på Netflix 20. marts.

The Team


’The Team’

Anden sæson af ’Arvingerne’ er i fuld gang, men DR serverer også helt nye serier i 2015. En af de store satsninger er den europæiske serie ’The Team’, en co-produktion mellem Danmark og en lang række andre lande, der har Lars Mikkelsen i en af hovedrollerne som politimand.

Den er skrevet af ægteparret Peter Thorsboe og Mai Brostrøm (’Rejseholdet’), og ikke helt ulig præmissen i ’Broen’ starter serien med ensartede mord i tre europæiske storbyer. Under opklaringen kommer historien dog også til at handle om moderne slaveri og trafficking.

Premiere på DR1 til foråret.

Utopia


’Utopia’

David Fincher som instruktør af en hel seriesæson på HBO lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ikke desto mindre, hvad planerne er for ’Utopia’. Som om det ikke var nok, skal hans manuskriptforfatter på ’Kvinden der forsvandt’, Gillian Flynn, skrive hele første sæson af serien, der er et remake af en succesrig engelsk sci-fi-serie af samme navn.

Den handler om en gruppe mennesker, der finder en graphic novel, som angiveligt har forudset det sidste århundredes værste katastrofer. Efter fundet bliver de jagtet af organisationen The Network. Hvor tæt Finchers amerikanske udgave vil lægge sig op af forlægget vides ikke, men det bliver spændende at se, om han overtrumfer den engelske series farverige stil (se billedet ovenfor) med sin egen, mere dystre æstetik.

Premiere på HBO Nordic – dato ukendt.

Almost Famous2


’Roadies’

De, der har higet efter, at Cameron Crowe skulle finde tilbage til sine musikalske rødder, som han behandlede i ’Almost Famous’ (billedet) fra 2000, kan glæde sig til Showtime-serien ’Roadies’.

Her vender Crowe nemlig igen opmærksomheden mod musikverden, denne gang dog ved at følge menneskerne bag rockstjernerne: Roadierne. Mens serien således kigger væk fra stjernerne, er der dog stadig store navne på rollelisten: Christina Hendricks (’Mad Men’), Luke Wilson (’Enlightened’) og Imogen Poots (’That Awkward Moment’) er alle med, mens både J.J. Abrams, manden bag ’Lost’, og Winnie Holzman, kvinden bag ’My So-Called Life’, er producere på serien.

Dansk premiere uvis.

Bobby Cannavale 2


HBO-Rock’n’Roll med Scorsese, Winter og Jagger

Serien har endnu ikke noget navn, og det er ikke engang sikkert, at vi får den at se i løbet af 2015, men det lyder for godt til ikke at nævne den alligevel. Der er nemlig tale om serien, som følger i kølvandet på ’Boardwalk Empire’, der ligesom denne kommende rock’n’roll-serie er skabt af Terence Winter og produceret af Martin Scorsese.

De to arbejdede også sammen på ’The Wolf of Wall Street’, mens Winter fik sit gennembrud som producer og forfatter på ’The Sopranos’. Scorsese behøver vist ingen nærmere præsentation, og denne gang har makkerparret ingen ringere end Mick Jagger med som producer på historien om musikscenen i New York i 1970’erne. Castet tæller folk som Bobby Cannavale (billedet), Olivia Wilde og danske Birgitte Hjort Sørensen.

Premiere på HBO Nordic, dato uvis.

Treme


’Show Me a Hero’

Tv-fans spærrer øjnene op, hver gang der kommer et nyt projekt ra David Simon. Med ’The Wire’, ’Generation Kill’ og ’Treme’ (billedet) i bagagen kommer Simon med et af de største navne i branchen, på trods af at han er langt mere kritiker- end seerdarling. Men så er det godt, at han arbejder for HBO, der ikke bekymrer sig om seertal i samme omfang som så mange andre.

Simons kommende serie, ’Show Me a Hero’ er en miniserie i seks afsnit, der handler om noget så Simon’sk som byggepolitik i en mindre by i staten New York. Det lyder måske ikke umiddelbart voldsomt ophidsende, men med navne som Oscar Isaac (’Inside Llewyn Davis’), Catherine Keener (’Being John Malkovich’) og James Belushi (’According to Jim’) på rollelisten er der grund til at tro på endnu en medrivende historie fra David Simons hånd.

Premiere på HBO Nordic, dato uvis.

Læs også: Lyt til ny udgave af Soundvenue Filmcast – vi diskuterer heftigt Angelinas ‘Unbroken’ og den nye sæson ‘Girls’

Læs også: Årets mest lovende danske film

Læs også: 15 amerikanske film, vi glæder os ustyrligt til i 2015

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af