Instruktion: Christina Rosendahl. Medvirkende: Peter Plaugborg, Søren Malling, Thomas Bo Larsen. Premiere: 9. april.
Tre trailer-tanker:
1. ‘Idealisten’ ligner en thriller i ånden efter Watergate-klassikeren ‘Alle præsidentens mænd’: En historie om journalistisk vovemod som reaktion på konspirationer i topklasse, den fjerde statsmagt i fuldtonet idealistisk aktion. Filmen bygger på de virkelige hændelser om journalisten Poul Brinks kamp for at give oprejsning til de arbejdere på den grønlandske Thule-basen, der fik til opgave at rydde op, da et amerikansk fly lastet med atomvåben styrtede ned i 1968.
2. Sagen er et mørklagt historie i den danske koldkrigshistorie, og holdet bag filmen har utvivlsomt brugt utallige timer på research. Det har de omsat til noget, der ligner en effektiv spændingsfilm, som både dyrker den lokale periodeskildring og det internationale tilsnit, der ligger i grundhistorien. I hovedrollen som den målrettede jyske journalist ses Peter Plaugborg, der sjældent sætter en fod forkert (det skulle da lige være i ‘1864’). I film som ‘Submarino’ og ‘Kvinden i buret’ har han givet imponerende prøver på sit talent, ligesom han var overraskende sjov i en birolle i sidste års kritikerroste opsætning af ‘Romeo og Julie’ på Det Kongelige Teater.
3. Bag filmen står Christina Rosendahl, der som formand for sammenslutningen Danske Filminstruktører er en markant stemme i den hjemlige filmdebat. Hun har dog ikke selv instrueret en spillefilm siden den fine debut, ungdomsfilmen ‘Supervoksen’ fra 2006. Det er altså en længe ventet opfølger, der er i vente, når ‘Idealisten’ får premiere herhjemme 9. april.
Læs også: Kom med til Soundvenue Forpremiere på ‘Steppeulven’ 3. februar – og mød skuespillerne
Læs også: De mest lovende danske film i 2015