’Jupiter Ascending’

’Jupiter Ascending’

Den overfyldte og undervældende science fiction-film ‘Jupiter Ascending’ er ikke den nye ‘The Matrix’. Om noget bliver det den nye ‘John Carter’, Andrew Stantons kæmpeflop fra 2012.

Søskendeparret Andy og Lana Wachowski stod bag ’Matrix’-trilogien, var i 2012 medinstruktører på den ambitiøse og flotte ‘Cloud Atlas’ og er på vej med Netflix’ sci-fi-serie ‘Sense8′. Nu har de digtet et udførligt eventyrplot og en omfattende fantasyverden, hvor Jorden og dens beboere er en brik i et intergalaktisk spil, og som desværre ikke er synderligt interessant. Det samme må siges om Mila Kunis’ moderne Askepotkarakter, Jupiter, som slider og slæber for sin familie og inderligt ønsker sig at møde sin store kærlighed.

Da prinsen på den hvide hest dukker op i form af Channing Tatums gensplejsede militærjæger Caine, der redder hendes liv, opdager Jupiter, at hendes royale gener gør hende til den retmæssige arving af Jorden. Og det bringer de unge elskende og deres allierede Stinger (Sean Bean) i karambolage med tre magthungrende søskende i Abrasaxdynastiet.

Hvis skuespillerne havde formået at bringe deres tamme karakterer til live, kunne historien sådan set godt være gået an. Kunis og Tatums flirt er dog charmeforladt, og Eddie Redmayne, der spås at vinde en Oscar for sin rolle som Stephen Hawking i ‘Teorien om alting’, overspiller som deres klichébefængte modstander Balem, der konstant ser ud til at være på nippet til at flæbe, når han udsiger trusler og befalinger i en afmålt hvisken.

Også den distancerende, lidet troværdige æstetik tynger ‘Jupiter Ascending’. Når Caine ’surfer’ gennem luften i sine tyngdekraftsophævende støvler – uden taktile interaktioner med de bombastiske effektinfernoer, han svæver over – er det eneste billede, man har på nethinden, af Tatum, der tonser rundt på skøjter i et greenscreen-studie. Og hvad skal det så nytte, at der er fuld fart på?


Kort sagt:
Wachowskierne skyder helt forbi med deres storspraglede sci-fi-eventyr ‘Jupiter Ascending’. Romancen mellem Mila Kunis og Channing Tatums flade karakterer er lige så røvsyg som rodebunkens uoverskuelige action.

Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?

Spillefilm. Instruktører: Andy Wachowski, Lana Wachowski. Medvirkende: Mila Kunis, Channing Tatum, Eddie Redmayne, Sean Bean, Douglas Booth, Tuppence Middleton, Terry Gilliam, Gugu Mbatha-Raw. Spilletid: 127 min.. Premiere: Den 5. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af