Blandt de mest hypede film fra årets udgave af Sundance Film Festival er ‘Josephine’ helt i toppen.
Den komplekse traumefilm af instruktør Beth de Araújo vandt både hovedprisen for dramaer og publikumsprisen på den prestigefulde amerikanske indiefilmfestival.
Mens vi venter på, at ‘Josephine’ lander i de danske biografer, giver en spritny trailer en forsmag på den nuancerige og barske fortælling, der tager udgangspunkt i en oplevelse fra instruktørens egen barndom.
Channing Tatum og Gemma Chan spiller et par, der står over for alle forældres værste mareridt. Deres otteårige datter, Josephine, overværer et seksuelt overgreb i deres lokale park, hvor familien normalt går ture. Efterfølgende skal hun forsøge at bearbejde oplevelsen og desuden vidne i en retssag. Imens kæmper forældrene med at give den rette hjælpe til deres datter.
Modtagelsen blandt de amerikanske anmeldere har været ovenud begejstret, og lige nu har filmen på en metascore på imponerende 86 ud af 100 hos Metacritic.
Rosen går også til den unge debutant i hovedrollen, Mason Reeves. The Playlists anmelder kalder barneskuespillerens arbejde »mirakuløst«, og Indiewires anmelder beskriver præstationen som »fascinerende«.
‘Josephine’ får dansk biografpremiere 28. januar 2027.
