Den 66-årige, intimiderende Hollywood-stjerne træder ind på Soho Hotel i London iført en T-shirt med et motiv, der forestiller en bi med en gasmaske om munden.
Samuel L. Jacksons humør er præget af, at han lige er stoppet med at ryge, og han siger derfor absolut ingenting, idet han sætter sig ned foran den lille gruppe journalister. Han læner sig i stedet blot tilbage i stolen med armene og benene over kors. Vi skal nok hverken indlede interviewet med ’Pulp Fiction’-citater eller Laurence Fishburne-referencer.
Det ligner, at du med din T-shirt er begyndt at gøre kampagne for at redde miljøet ligesom din karakter Valentine i ’Kingsman: The Secret Service’. Er det et samfundsproblem, som du er meget bevidst om?
»Nej, jeg synes bare, det var en super fed T-shirt. Og så elsker jeg bier. Vi har brug for bier til at få hele systemet til at køre rundt. Og en bi med en gasmaske på? Hvor sejt er det ikke lige? Den blev jeg simpelthen nødt til at købe«.
Men skurken Valentine har en interessant idé til, hvordan vi kan redde vores planets fremtid. Har du selv en formel til at nå hans mål?
»Ja, men det er jo meget det samme, som alle andre siger. Lad være med at bruge for meget olie og lad os i stedet udnytte vind- og solkræfterne. Vi må tænke lidt over, hvilke produkter vi bruger på naturen. Da jeg var barn og voksede op på en gård, spiste vi alt, hvad der groede rundt om hjemmet. Men alt, hvad jeg samlede op, havde en orm eller et andet insekt på sig. Nu om dage er der bare intet, der har en orm eller et insekt på sig længere. Og hvis de ikke vil æde det, så forstår jeg ikke, hvorfor vi skulle«.
Man kan ud fra traileren af filmen udlede, at din karakter læsper. Hvad går det ud på?
»Det var mig selv, der bestemte, at han skulle læspe. Jeg synes, der er noget interessant ved personer, der på den ene eller anden måde har fysiske ulemper, der får andre folk til at diskreditere dem i alle henseender. Jeg stammede selv, da jeg var lille. Og jeg ved, at folk grundet min stammen antog, at jeg var mindre intelligent end dem, jeg talte til. Af den simple årsag, at du ikke taler lige så godt som dem.
Så jeg valgte, at min karakter Valentine skulle læspe af de samme årsager. Publikum vil også lytte ekstra opmærksomt på karakterens replikker. Det er jo også et klassisk Bond-kendetegn, at skurken har en tydelig fysisk brist, og da denne film læner sig op af disse agent-referencer, så var det meget nærliggende. Og vidste du, at én af verdens ledeste personer læsper?«.
Nej. Hvem er det?
»Mike Tyson«.
Du har allerede spillet mange skurkeroller. Kan den slags roller stadig begejstre dig?
»Ja, så længe karakteren altid har mulighed for at forklare sig selv. Hvad er motivet for at gøre, som de gør? Det er jo det interessante ved skurkerollerne. Jeg synes, skurkene har flere forskellige slags motivationer end heltene. Heltenes opgave er jo altid blot bare at fange skurken«.
Hvad er din yndlingsskurk af de mange, som du har spillet igennem årene?
»Det må være Ordell i ’Jackie Brown’. Han er virkelig farverig og interessant. Og et godt eksempel på en skurk, der fanger publikum og måske også får dem til at ønske, at de var ham, eller går i den modsatte grøft og hader ham som pesten«.
Det virker til, at du har meget travlt med kommende filmprojekter. Kan du beskrive en typisk dag i Samuel L. Jacksons liv?
»Den typiske arbejdsdag går jeg bare på arbejde og laver ikke en skid. Det er nemmere for mig at være på arbejde end ikke at være på arbejde. For når jeg ikke er på arbejde, så skal jeg sidde og gøre det her.
Så jeg foretrækker så langt at være i gang med at indspille en film, for der kan jeg bare gå over og hygge i min personlige trailervogn. Der har jeg wifi og tv, og så henter de mig bare, når de har brug for mig. Så går jeg lige hurtigt ud foran kameraet og så derefter tilbage til vognen for at se mere tv.
Og det er de hårde dage. Der er dage, hvor jeg går på arbejde, og så har jeg måske seks replikker. Andre dage møder jeg op, og så har de bare små instrukser til mig. Kig lidt til højre og kig til venstre. Kør i bil, løb, duk dig! Du siger slet ikke noget. Du er der bare. Det er altså nemt arbejde sammenlignet med de gode gamle dage, hvor jeg lavede teater«.
Det virker til, at de fleste skuespillere sadler om og arbejder for nogle af de større tv-kanaler. Har du overvejet at spille en hovedkarakter i en større tv-serie?
»Mener du mindre succesfulde skuespillere?«
Altså skuespillere som de to Oscar-vindere Kevin Spacey og Jeremy Irons?
»Ja ok. Jeg lytter. Fortsæt rækken. Hvad med Matthew McConaughey, der også lige har vundet en Oscar? Jeg elsker Jeremy, og jeg elsker Kevin. Jeg tror bare, at jeg gerne vil arbejde der, hvor der er de bedste tilbud. Jeg må jo indrømme, at jeg ser rigtig meget tv. Jeg nyder virkelig de tv-serier – også de nye webserier. Det er kantet, og de tager nogle eksperimenterende risici, som jeg virkelig godt kan lide. Mange af fortællingerne er jo bedre end dem, vi ser på film.
Hvis nogle kom med noget til mig, som minder mig om de bedste dramaserier, og det var lige så fængslende, interessant og vidunderligt, så helt sikkert ja. Det ville jeg da gerne. Jeg er da også opmærksom på det marked, og jeg er da også opmærksom på den tendens, at skuespillere flytter deres arbejde til tv-branchen. Lige nu er jeg bare helt optaget af filmprojekter. Jeg har ’Tarzan’ indtil november, og derefter skal jeg lave en ny film indtil marts, og hvem ved, hvornår Captain America eller en anden Marvel-helt har brug for min hjælp. Jeg er stadig bundet til mine Marvel-forpligtelser med to film mere. De ringer sikkert engang i 2015, er jeg sikker på. Der er stadig langt flere penge i film«.
Ved du, hvilke to Marvel-film du skal spille med i?
»Nej. Marvel ejer mig. Jeg skrev kontrakt for ni film. Jeg har lavet syv. Jeg mangler to. Det kunne være en ny ’Captain America’-film eller en ’Nick Fury’-film, hvis de nogensinde tager sig sammen til at lave en. Eller de kan forlænge min kontrakt, og så kan jeg lave endnu flere Marvel-film«.
Nu når Netflix har indgået et samarbejde med Marvel, så kan det jo være, at det kommer til at ske, at du skal spille med i en tv-serie snart.
»Alt, hvad Marvel skal gøre, er bare at sige: ’Sam, du er med i den her film’. Og så kan jeg ikke gøre noget ved det«.
Det lyder ikke, som om det er så sjovt for dig at spille med i filmene?
»Jo da. Det er altid sjovt at tage en klap for øjet og tage en kappe på ryggen. Hvad mener du? Jeg sagde da ikke noget om, at det ikke var sjovt. Da jeg skrev under på at spille med i ni film, tænke jeg: Hvor længe skal man holde sig i live for at være med i ni tegneseriefilm? Hvem fanden vidste, at de ville lave så mange film i så lille et tidsrum?«.
Ville du være klar på at forlænge din kontrakt efter de to sidste film?
»Selvfølgelig. Hvis pengene er gode. Jeg har det sjovt med at lave de film. Og det har været godt for min karriere. Der er en hel ny generation af publikum, der har lært mig at kende. Så du bliver ligesom ved med at få nye fans på den måde. Det er det samme med ’Tarzan’. Hvis den film fungerer, så skylder jeg dem også to film mere«.
Hvordan var det at spille sammen med det nye stjerneskud Taron Egorton i ’Kingsman: Secret Service’?
»Vi havde ikke så mange scener sammen, men når jeg er på filmoptagelser, så sørger jeg altid for, at nye unge skuespillere føler sig afslappet i mit selskab. Når man er en verdensberømt filmstjerne, så har alle personer en forudindtaget opfattelse af, hvordan man er som person. Så jeg er ret sikker på, at han havde en opfattelse af, at jeg er den her cool fyr, som jeg jo ofte spiller i mine film.
Man kunne næsten se alle Pulp Fiction-referencerne løbe igennem hans hoved. For mig var det derfor bare vigtigt, at han fandt ud af, at jeg også bare var en kollega. En anden skuespiller med et arbejde på den samme film. ’Vi er her for at indspille en film, og det bliver smadder sjovt. Lad os angribe det sammen.’ Han skal bare hurtigt vide, at jeg jo ikke er vigtigere end ham i den her fælles proces, som det er at lave en film. Sådan taler jeg til alle, når jeg træder ind på et film set. Sådan taler jeg også med kameramændene og lydfolkene. Det er jo en stor fælles opgave. Og ingen er vigtigere end andre.
Man hører så ofte en masse dumme anekdoter om, hvor vigtige nogle filmstjerner tror, de er. Hvor de siger til instruktøren eller deres assistenter: ’Sig til dem, at de ikke skal se på mig, imens jeg varmer op’. Kan du forestille dig det?
Der er faktisk skuespillere, der beder deres kollegaer om ikke at snakke til dem. Fordi de tror, de er i gang med en proces om at blive til en bestemt karakter. Det er latterligt. Jeg kan ikke lide skuespillere, der gør sådan. Dem, der kommer til arbejdet som den karakter, de spiller. ’Undskyld hr., jeg kan se, du har travlt. Jeg sender dig en sms senere i stedet”. – ’Min karakter har slet ikke nogen telefon’. ’Ja ok, så tror jeg bare, at jeg går tilbage til min trailervogn og ser noget tv’«.
Som stor ’Star Wars’-fan kunne jeg ikke undgå at bemærke, at Mark Hamill også har en rolle i ’Kingsman: The Secret Service’. Fik Luke Skywalker og Mace Windu muligheden for at tale lidt om fjerne galakser sammen?
»De afholdt faktisk auditions på den kommende ’Star Wars’-film, da vi indspillede filmen. Og Mark og jeg talte da også for sjov sammen, om vi skulle snige os med til prøverne«.
Ville du da gerne være med i den næste ’Star Wars’?
»Nahh… Det er ok (siger han påtaget fornærmet og griner, red.) Jeg har lavet min del ’Star Wars’, så det er helt ok. Der er ikke så meget at sige til det. Jeg er ikke med i den, og det er fint. Jeg laver en ’Tarzan’-film i stedet. Det har jeg også altid gerne villet«.
Læs også: ‘Kingsman: The Secret Service’ / Anmeldelse
Læs også: Laurence Fishburne: »Folk har forvekslet Samuel L. Jackson og mig i 25 år«