Instruktion: Gil Kenan. Medvirkende: Sam Rockwell, Jared Harris, Rosemarie DeWitt, Nicholas Braun. Premiere 23. juli.
Tre trailer-tanker:
1. Horrorgenren lider. Idéerne mangler, klichéerne hersker. De fleste horrorfilm kliner sig til en fortærsket formel, hvor alle choks er set før, og kun få film har haft held med at sparke liv i genren med ’Cabin in the Woods’ som et åbenlyst eksempel. Og det er netop problemet, for det velkendte er ikke uhyggeligt. Det er det ukendte derimod. Hvordan kan man bringe sin seer på gyngende grund, hvis man holder sig til gyserfilmens abc?
2. Sigende for genren er tendensen til at genoplive klassikere fra dengang, gyserfilm var gode. Måske skyldes tendensen desperation, måske blot en økonomisk kalkule, men fælles for de mange remakes er en i bedste fald tvivlsom kvalitet. Det næste remake i rækken er ’Poltergeist’, en opdatering af Tobe Hoopers horrorklassiker fra 1982 om en familie, der flytter ind i en hjemsøgt villa. En præmis, der ganske givet var lettere at sluge i ’82 end i det 21. århundrede.
3. Bag remaket står dog en række kompetente filmmagere: Gil Kenan (’Monster House’) levendegør et manuskript af Pulitzer-prisvinderen David Lindsay-Abaire (’Rabbit Hole’), mens blandt andre Sam Rockwell (’Moon’, ’Confessions of a Dangerous Mind’) og Jared Harris (’Mad Men’, Moriarty i ’Sherlock Holmes: A Game of Shadows’) ses på rollelisten. Man kan håbe, at filmen lader den underspillede, snigende uhygge dominere og ikke forfalder til en strøm af in your face-effekter. Apropos klichéer: Less is more.
Læs også: Verdens 11 uhyggeligste film ifølge Martin Scorsese
Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?