1. Seth Meyers som stjernepsykopat
Seth Meyers sprang ud som biltyv, pornostjerne og cross dresser, da han parodierede Dursts allerede ikoniske toilet-bekendelse i en rablende vanvittig monolog. Så vidt kommer det, at en af showets medarbejdere føler sig nødsaget til at sige op på stedet – man forstår ham udmærket.
2. Conan O’Brien aktiverer The Durst Alert
Robert Durst havde en mere eller mindre gåsehudsfremkaldende cameo i Conan O’Briens seneste videoblog. O’Brien baksede først med tekniske problemer, men da han havde fået kål på webcam’ets forvrængede farveskema, så værtens sidekick, Andy Richter, sit snit til at skræmme seerne fra vid og sans: Han erklærede sin fascination af ’The Jinx’ og opfordrede alle til at være på vagt over for Robert Durst: »He could be anywhere!«. Det illustreres efterfølgende af O’Brien, hvis cut out af den formodede seriemorder aktiverer The Durst Alert gentagne gange.
3. Bill Maher driller Netflix
Bill Maher indleder som vanligt sin åbningsmonolog med at stege skandaleramte politikere, men springer halvvejs igennem talestrømmen videre til Robert Durst-sagen ved hjælp af en elegant overgang (4:45 i ovenstående video). Talkshow-værten kommenterede først den excentriske rigmands unikke evne til at slippe ustraffet fra åbenlyse uhyrligheder og leverede dernæst en spydig stikpille til HBO’s tætteste rival: »HBO caught a murderer. Top that, Netflix«.
4. Robert Durst er The Blair Witch
Udover at være et uudsletteligt, filmhistorisk moment er den afsluttende scene i ’The Jinx’ unægteligt guf for komikere med speciale i imitationens kunst. ‘Funny or Die’ tog toilet-monologen helt ud på overdrevet, og i video-websitets parodi indrømmer rigmanden alt fra at have dræbt Hae Min Lee (ofret i ’Serial’) til at være selveste The Blair Witch.
Læs også: ‘The Jinx’-instruktør: Robert Durst ville ikke have mig til at rense ham
Læs også: 10 film, hvis afsløringer ændrede verden