Oscar-vinderen Alex Gibneys stærkt omtalte dokumentar om Scientology, ’Going Clear’, bliver vist herhjemme på DR2 i april.
I torsdags var filmen, der bygger på bogen af samme navn, dog på programmet ved en udsolgt særvisning i Den Sorte Diamant i København. Vi var med – og noterede de mest opsigtsvækkende afsløringer i en film, man under ingen omstændigheder må snyde sig selv for.
1. Scientology sørgede for Tom Cruise og Nicole Kidmans skilsmisse
Flere af de saftige afsløringer i ’Going Clear’ har at gøre med kirkens stolte Hollywood-søn, Tom Cruise. Mest kontroversiel er påstanden om, at skuespilleren forlod Nicole Kidman som følge af pres fra kirkens mørkemænd, først og fremmest Ron L. Hubbards skingrende gale arvtager David Miscavige.
Kidmans far var uddannet psykolog, og det er ikke just en velanset metier i Scientology-kredse. Bedre blev det ikke, da Kidman tilskyndede Cruise til at distancere sig fra kirken, fordi hun fornemmede, at husbonden gradvist adopterede Miscaviges særtræk (transformationen var velsagtens fuldført i det famøse rullekraveinterview – se ovenfor).
Ifølge filmens interviewpersoner resulterede miseren i, at Cruise først aflyttede Kidmans telefon og senere forlod hende på baggrund af en række manipulerende auditeringer (de sessions, som scientologer gennemgår for at opnå en højere åndelig tilstand).
Samtidig sørgede Scientology-toppen for at vende parrets børn imod Kidman, hvilket sikrede Cruise forældremyndigheden.
2. ’Homeland’-skuespillerinde blev hyret som Cruises nye kæreste
Miscavige og hans kumpaner vil i det hele taget gå igennem ild og vand for at please deres glamourøse es. I Cruise har de en uvurderlig fortaler for kirkens værdier, hvis stemme vejer tungt inden og uden for de amerikanske grænser. Efter organisationens eget (tvivlsomme) estimat har over en milliard mennesker hørt Scientology omtalt gennem Cruise, og skulle skuespilleren tage afstand fra religionen, ville han på det nærmeste underskrive dens dødsdom.
Scientology sørgede således for at erstatte den kasserede Kidman, efter Cruise havde udtrykt ønske om fornyet aktivitet på den romantiske front. Skuespillerinden og det daværende Scientology-medlem Nazanin Boniadi, kendt fra ’Homeland’ og ’How I Met Your Mother’, blev udpeget som den ideelle kandidat og måtte gennemgå den helt store makeover – ny hårfarve, minutiøs styling og tøj for 20.000 dollar – for at blive kørt i stilling som Cruises nye udkårne.
Projektet lykkedes i første ombæring, men da Boniadi senere fornærmede Miscavige, lagde Cruise hende permanent på køl. Som straf blev hun sat til at rengøre toiletter i et af Scientologys centre.
3. John Travolta bliver beskrevet som Scientologys fange
Det andet prominente Hollywood-islæt i Scientologys inderkreds, John Travolta, fandt som mange andre fred i religionens syrede selvhjælpsformel, da han oplevede en svær periode i sin karrieres begyndelse.
Skuespilleren har angiveligt overvejet at distancere sig fra Miscavige og co. siden. Det er dog ikke så let, som det lyder. Scientology strækker sig langt for at beholde deres mest prominente medlemmer og bevæbner sig gerne med sort pr: Forlader de kirken, kan de forvente at få deres navn tilsølet med øjeblikkelig effekt, og i ’Going Clear’ beskrives Travolta direkte som Scientologys fange.
4. Miscavige mishandler kirkens medlemmer
Det er næsten et under, at L. Ron Hubbards efterkommer skulle vise sig akkurat så skingrende skør som stifteren selv.
David Miscavige er inden for Scientologys kredse berygtet for at mishandle kirkens medlemmer fysisk og mentalt. Den mest opsigtsvækkende fortælling vedrører det såkaldte ’hul’, en slags fangelejr, hvor ligesindede scientologer af uransagelige årsager udsættes for gruopvækkende tortur.
Alligevel beretter hullets tidligere beboere, at de ønskede at forblive i de umenneskelige omgivelser frem for at forlade organisationen, i filmen understreget af en på alle måder absurd stoledans i hullet til Queens ’Bohemian Rhapsody’. Førstepræmien: At blive i Scientology og dermed hullet.
5. Paul Haggis forlod Scientology pga. sine lesbiske døtre
Generelt står kirken bag en endeløs strøm af vold, chikane og trusler mod deres kritikere, ligesom de opfordrer til aborter (børn er lig byrde) og fordømmer homoseksualitet.
Det var netop forfølgelsen af homoseksuelle, der tilskyndede ’Crash’-instruktøren Paul Haggis, en fremtrædende interviewperson i ’Going Clear’, til at afslutte sit over 30 år lange Scientology-medlemskab og rette det verbale skyts mod sin tidligere kirke. Haggis har selv to lesbiske døtre og ville ikke associeres med en organisation, der anskuer deres seksualitet som en sygdom.
At Haggis ikke hørte så meget som et kvæk af den kradse Scientology-kritik i løbet af de tre årtier som medlem, siger noget om omfanget af kirkens totalitære kontrol. Heldigvis har internettets udbredelse kompliceret tilbageholdelsen af information.
6. HBO har ikke hyret 160 advokater
I et Skype-interview efter visningen af ’Going Clear’ afviste Alex Gibney påstanden om, at HBO har hyret 160 advokater, selv om det er blevet berettet vidt og bredt i medielandskabet, inklusive nærværende medie. Kabelstationen har nok investeret heftigt på den juridiske front i forbindelse med den kontroversielle Scientology-dokumentar, men det trecifrede tal har efter sigende ikke hold i virkeligheden. Gibney beskrev det derimod som »en oplysning, der var for god til at tjekke«. Det er altså ikke kun Scientology, der bøjer virkeligheden i ny og næ.
Læs også: HBO-chef ønsker ti sæsoner af ’Game of Thrones’, men afviser film