’Into the Woods’

’Into the Woods’

Sangglade Rob Marshall har en broget fortid som musicalinstruktør: Den stjernespækkede ’Nine’ var en pinligt pompøs karrierefadæse, ’Chicago’ et formidabelt Oscar-hit.

Nu har han så prøvet kræfter med Broadway-succesen ’Into the Woods’, der siden de farvestrålende 80’ere har begejstret teaterpublikummer med sin spøjst sarkastiske gryderet af Grimm-eventyr i sursød sovs.

Vi møder bageren (Corden) og hans kone (Blunt), som drømmer om et barn. »I wish!«, synger parret længselsfuldt, mens ordene gentages andetsteds i landsbyen af Askepot (Kendrick), som må rage linser ud af ildstedet for at få lov til at tage til bal på slottet. Også den enfoldige dreng Jack (ham med bønnestagen) har et særligt ønske, mens møgungen Rødhætte på øretæveindbydende vis bare vil tiltuske sig gratis kager fra bageren, inden hun skal besøge bedstemor i skoven. Midt i det hele dukker Heksen (Streep, for fuld udblæsning) op og afslører, at bager-parrets barnløshed skyldes en forbandelse, der kun kan ophæves, hvis hun får fire genstande i hænde: En glassko, en hvid ko, en rød hætte og en gylden lok hår.

Inden længe bliver vi også introduceret for Rapunzel, Rapunzels prins, Ulven (Disney-favoritten Johnny Depp) og naturligvis Askepots Prins, Chris Pine i komisk storform som flødebollen over dem alle. Det er et absolut underholdende gakket persongalleri, og første akt er både morsom og forfriskende, som når Johnny Depps tvetydige børnelokker af en syngende ulv balancerer frækt på kanten af det upassende.

Desværre knækker filmen over på midten, hvor den helt bogstaveligt genstarter sig selv for nu at ville vise os den mørke side af eventyrland. For hvad sker der egentlig, hvis vi får alle de rare ting, vi ønsker os?

Rob Marshall skal have ros for at vove sig ud på gyngende genregrund. Prinsen er en utro listepik, og kernefamilien er i opløsning. Men beklageligvis vælter filmen over egne ben og ned i kaninhullet med en total toneforvirring i overgangen mellem lys og mørke, der tydeligvis påvirker skuespillerstabens retningssans. Hvad, der kunne have været et enestående miskmask af eventyrlige herligheder med et strejf af Monty Python-galskab, ender som kejserens nye klæder.


Kort sagt:
En underholdende første akt redder ikke ’Into the Woods’ fra at føles som en halvkikset fest, der ikke helt ved, hvornår den skal sende gæsterne hjem. Chris Pine og Johnny Depp leverer komiske højdepunkter, men fejes begge til side til fordel for Meryl Streeps skingre one-woman-show.

Læs også: Stream de forrygende Hollywood-film, hvor Hollywood dolker sig selv i ryggen

 

Spillefilm. Instruktør: Rob Marshall. Medvirkende: Meryl Streep, Emily Blunt, Chris Pine, James Corden, Anna Kendrick, Johnny Depp. Spilletid: 125 min.. Premiere: Den 26. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af