1. ‘The Player’
Robert Altman er blandt filmhistoriens største satirikere med Hollywood som skydeskive, og ’The Player’ er i den henseende hans hovedværk. Tim Robbins spiller en magtfuld producer, der modtager dødstrusler pr. mail fra en af de mange aspirerende manusforfattere, hvis håb han har knækket med kontante afslag. Men hvem?
Paranoiaen lægger sig som en tyk tåge over Englenes by, mens Oscar-statuetten beglor Robbins fra hans dunkle vindueskarm: Berømmelsens slagside viser sit grimme ansigt under palmetræerne.
Altman lægger tonen an med et utroligt one-take, hvor filmbyens skæbner introduceres en for en, og i slutningen går han den satiriske planke ud med et vidunderligt provokerende, romantiseret metalag. Bruce Willis er med til at tage stikket hjem med en cameo af de helt ubetalelige.
Kan ses på Viaplay.
2. ‘Swimming With Sharks’
Frank Whaley kommer i Kevin Spaceys kødhakker, da han beslutter sig for at springe i Hollywoods hajfyldte farvand med drømmen om succes som svømmefødder. Komikken er i højsædet, men satiren tages ikke desto mindre til bloddryppende ekstremer mod slutningen – komplet med mord og tortur.
Hvor George Huangs ’Swimming With Sharks’ fra 1994 i sig selv er gået i glemmebogen, er Spaceys verbale angreb på sin sagesløse praktikant værd at gentage: »You are nothing! If you were in my toilet I wouldn’t bother flushing it. My bathmat means more to me than you!«
Da den diktatoriske producer endelig viser sin humane side, tegner konturerne sig af en chain of screaming, hvor overhovedernes autoritære fremtoning går i arv, akkurat som vold avler vold.
Kan ses på amerikansk Netflix.
3. ’Tropic Thunder’
Ben Stillers metakomedie om en krigsfilms tilblivelse tager fart, da Steve Coogans hjælpeløse instruktør endegyldigt kløjes i Hollywood-stjernernes nykker og indvilliger i at lade Nick Noltes harske krigsveteran udstationere dem på fjendtligt terræn. Her slipper Ben Stillers b-filmskuespiller den tropiske torden løs med falske patroner og påtaget coolness i den tro, at skjulte kameraer dokumenterer hans selvopofrende præstation.
Det er en frydefuld spoof med flere glansstunder undervejs, blandt andet da Stiller i et ironisk ekko af ’Predator’ tror, han har nedkæmpet et dæmonisk rovdyr i regnskovens mørke, men egentlig har slagtet en panda.
Robert Downey Jr. tyvstjæler dog filmen i portrættet af en ulideligt prætentiøs method actor, der laver en omvendt Michael Jackson for at spille en afroamerikansk soldat med mundtøjet konstant på geled. »Never go full retard,« er beskeden til Stillers actionhelt, der er på udkig efter seriøse roller, men indledte kursskiftet på fatal vis, da han sprang ud som retarderet bonde med selebukser og grydehår (hvornår får vi det ’Simple Jack’-spin off?).
Som Downey siger: Tænk på Sean Penn i ’I Am Sam’: »Went full retard, went home empty-handed«.
Og så var det nok de færreste, der forestillede sig, at Tom Cruises bedste rolle siden ‘Magnolia’ ville være som skaldet, småfed producer med et væld af hiphop-moves i repertoiret.
Kan ses på Blockbuster.
4. ‘Get Shorty’
»I might have to get back to loan sharking just to take a rest«, siger John Travoltas svindler i ‘Get Shorty’, hvor Hollywood slet og ret er en gigantisk gangsterrede.
Travoltas fuldblodsgangster er en inkarneret filmfan, og da en stor Hollywood-producent skylder ham et større beløb, ser han sit snit til at pitche en idé: En film mere end løst baseret på hans egen karriere i den kriminelle underverden.
Der uddeles øretæver til højre og venstre i den kulørte Hollywood-parodi, som får liv af et stjernespækket cast i komisk storform: Danny DeVito, Gene Hackman, Rene Russo, James Gandolfini og Dennis Farina, foruden Travolta.
Kan ses på YouBio.
5. ’Sunset Boulevard’
Den fallerede stumfilmstjerne Gloria Swanson spiller en falleret stumfilmstjerne i Billy Wilders mørke Hollywood-mareridt foldet ud som post mortem-fortælling. Altid eminente William Holden beretter fra dødsriget i rollen som manusforfatteren Joe Gillis, der indleder filmen flydende livløst i Swansons swimmingpool og derefter guider os under Hollywoods glamourøse overflade i et langt, dunkelt flashback.
Overgangen fra stum- til lydfilm i slutningen af 20’erne medførte et massefald fra tinderne blandt Hollywoods fineste skuespillere, for spillereglerne blev som med et trylleslag ændret. De melodramatiske fagter måtte væk, og de skingre stemmer kasseres. En af dem, der blev sat af førerfeltet, var Swanson, hvis overdrevent teatralske spillestil i ’Sunset Boulevard’ viser tilbage til en svunden æra og forener rørende nostalgi med eskalerende vanvid. Det er et enestående og ekstremt modigt portræt.
Også Cecil B. DeMille og Buster Keaton dukker op i Wilders dystre dissektion af berømmelsens altopædende natur.
Kan ses på Blockbuster.
6. ‘Lost in La Mancha’
Det er sigende, at indeværende listes mest rivende gale skildring af et Hollywood-filmset hører til dokumentargenren. I ’Lost in La Mancha’ forsøger Terry Gilliam at realisere sit drømmeprojekt, ’The Man Who Killed Don Quixote’, men må slutteligt kassere filmen i containeren af skrinlagte vanvidsprojekter, hvor også Jodorowsky’s ’Dune’ og Kubricks ’Napoléon’ holder til.
Spørgsmålet er, hvem filmens skurk er – industrien, der forhindrer drømmeren i at levendegøre sine farverige idéer, eller kunstneren, der ødsler med moneterne i blind megalomani? Det tidligere Monty Python-medlem, Terry Gilliam, er trods alt kendt som et usikkert kort i instruktørstolen: I ’Brazil’ og ’The Fisher King’ forenede han det frenetiske, fabulerende og fortryllende, men den gudsjammerligt irriterende ’Tideland’ fungerede bedst som en Panodil-reklame i forklædning.
Selv om sympatien naturligt forskyder sig i retning af Gilliam, der med sin ukuelige dedikation udgør et charmerende anker for dokumentaren, er det svært at bebrejde de grå mænd i jakkesæt for at trække støtten.
Gilliam kom dog så langt som til optagelserne, da Murphys lov slog til i stor stil. Katastroferne stod i kø under indspilningerne i ørkenen, hvor NATO-jetjægere fra en nærliggende base spolerede hvert andet take, inden et apokalyptisk uvejr skød settet i sænk – alt imens hovedrolleindehaver Johnny Depp så stadigt mere fortvivlet ud på sidelinjen.
Kan ses på amerikansk Netflix.
7. ‘L.A. Confidential’
I 1997 gav Curtis Hanson løfter om, at han kunne blive en af Hollywoods helt store instruktører. Det har han ikke helt indfriet siden med film som ’8 Mile’, ’Wonder Boys’ og ’In Her Shoes’, men det tager intet fra hans store mesterværk.
Hans neo noir ’L.A. Confidential’ udstiller Hollywood som en by bygget på løgne, mord og bedrag i skildringen af en bundkorrupt politistyrke i 50’ernes la la land. Den djævelske ondskab løber gennem byen som en stærk understrøm, mens de bærende karakterer (spillet med bravur af Russell Crowe, Kevin Spacey og Guy Pearce) viser sig som antiteser til Hollywoods skarptskårne helte og skurke: Komplekse, nuancerede og konstant uforudsigelige. Ironien fra ’The Player’ og ’Get Shorty’ er meget langt væk.
Kan ses på Netflix.
8. ‘Somewhere’
En stilfærdig, melankolsk og meget Sofia Coppola’sk tematisering af filmbyens udhuling af menneskelige relationer. Stephen Dorffs skuespilstjerne er lost in hollywood og flakker hvileløst rundt i forsøget på at tilbageerobre en bærende idé om sig selv og sit liv.
Det eneste, han erobrer, er dog storbarmede bimboer i en konstant rus af alkohol og andet smertestillende, mens hans falmede spejlbillede tjener som en ubarmhjertig påmindelse om, at han egentlig er too old for that shit.
Meget ændrer sig dog, da han omsider investerer sig i forholdet til sin datter (en uimodståelig Elle Fanning), der tilbyder et varigt holdepunkt midt i overhalingsbanens flygtige møder.
Symbolikken tenderer flere steder det gumpetunge (Dorff indleder filmen med at køre i ring på en racerbane og afrunder filmen med at køre i en lige linje mod selverkendelsen), men Coppola stiller sin filmiske begavelse til skue, idet hun formår at billedliggøre tomheden, hvilket er lidt af en bedrift.
Kan ses på YouBio.
9. ’Boogie Nights’
Paul Thomas Andersons mesterværk er ikke i egentlig forstand en parodi på Hollywood, men i portrættet af den uvorne datterindustri – pornobranchen i Los Angeles’ San Fernando Valley – er det svært ikke at få øje på de allegoriske undertoner. Mainstreamfilmenes følelsesporno er blot erstattet af den kødelige slags.
Andersons flamboyante univers er befolket med skæve eksistenser, de fleste på randen af sammenbruddet og de færreste med et fasttømret fundament i tilværelsen. Stoffer og kropsvæsker flyder, mens Dirk Diggler (Mark Wahlberg) knalder sig vej til branchens elite og slutteligt ledes fordærv. Porno- eller filmbranchen – resultatet er det samme.
Anderson kommenterer da også ’The Player’ direkte i det Altman-inspirerede åbningsskud, der lig inspirationskilden er en uhørt ekvilibristisk introduktion til den farverige filmbranche, lige dele begavet filmkunst og ren blær.
Kan ses på Blockbuster.
10. ‘Kiss Kiss Bang Bang’
Robert Downey Jr.’s småforbryder havner i Hollywoods folder på absurd vis. Under en flugt fra politiet gemmer han sig i et castinglokale og springer ud som skuespiller, da han skrotter manuskriptets replikker og leverer et improviseret følelsesudbrud, der opsummerer såvel hans egen som rollens situation.
Producerne blæses bagover, og snart mænger Downey sig med Hollywoods stjerner. Troede han, at hans indtog i drømmefabrikken var en vej ud af kriminalitetens greb, kommer han dog hurtigt på andre tanker. Filmindustrien er pakket med svindlere, mordere og fatale kvinder, og i stedet for at pryde plakaterne foran byens biografer rodes han ind i et ægte mordmysterium.
’Kiss Kiss Bang Bang’s Hollywood-kritik stikker ikke så dybt som de skarpeste satirer, men det er ikke desto mindre en effektiv actionkomedie afviklet i det tårnhøje tempo, der karakteriserer Shane Blacks (’Dødbringende våben’, ’The Last Action Hero’) vittige pen.
Kan ses på Blockbuster.
Læs også: Passer de grumme myter om Hollywood?
Læs også: Se Kevin Spaceys største komiske pletskud